Sol, endelig sol
December har stået i mørkets tegn, men lørdag d. 19 blev en meget velkommen undtagelse fra reglen. Helt fra starten af dagen skinnede solen, og Peter havde satset på gode ben til en lang gåtur. Desværre havde 3 dages fysioterapi i træk trukket tænder ud, så højre ben var alt andet end i topform. Den lange gåtur blev droppet, og i stedet tog vi på Solveigs ønske til Frøslev plantage, hvor der dels er en runde at gå, dels er gode muligheder for at finde gode ting til juledekorationer.
Plantagen havde det hele, der blev således samlet mos, lav, samt kogler fra flere arter. Til sidst var Solveigs medbragte net fyldt helt op, og det betød højt humør og flotte juledekorationer efter hjemkomsten. Turen blev på små 6 piloter, med andre ord næsten en rekord for Peter efter operationen. Tidligere startede gåturene som regel ganske godt ud, men efter nogle kilometer kom der større og større problemer i form af smerter. Nu er det lidt anstrengt fra start, men bliver ikke værre undervejs. Jeg håber naturligvis på at det bliver bedre endnu, men det er allerede bedre end før operationen.
Kommentarer