Sidste lørdag i februar tog vi på udflugt med hele 2 pas. Dels vores almindelige danske for at komme over den stedse bedre bevogtede grænse, dels ø-passet, for vores tur havde indlagt en færge tur til en af de danske småøer. Vi mødtes med Mai i Årøsund, Mais bror har sommerhus på destinationen, og Mai er certificeret turistguide, så alle betingelser for en god oplevelse var således til stede. Vi fik købt færgebilletten, og traskede da tiden var inde og afgangen nærmede sig ombord iført obligatorisk mundbind. Ophold på soldækket var i Coronaens tegn forbudt, til gengæld kunne man gå ned i færgens salon! Godt nok med mundbind, men alligevel. Faktisk er det også vildt nok at færgen har hele 2 saloner, overfarten klares på under 10 minutter, så der er næsten ikke tid til at gå under dæk.
På Årø mødte vi Mais bror, der dels gav tips til vores gåtur, dels inviterede os ind når vi gik forbi sommerhuset. En helt fantastisk start, ordet er jo netop derfor man skal overveje kraftigt at engagere en lokal guide, de har de kontakter der gør en god tur bedre. Vi startede med at gå sønden om, i retning mod øens lille fyrtårn. Hurtigt sigtede vi et lille smukt beliggende gult hus. Søreme om det ikke var guidens fjerne slægtninge der var det heldige ejere.
Tæt ved det gule hus er øens fyrtårn. Det er med til at sikre sejladsen mellem Årøsund og Årø. Farvandet er ikke bredt, og i god sigtbarhed bør det ikke volde nogen problemer. Fyret kan dog også pejles af skibe der fra syd nærmer sig lillebælt.
Fra det lille smukke fyrtår gik vi videre langs sydstranden, udsigten mod syd var god, snakken gik, og turen ad stranden var behagelig og udfordrende på samme tid. Godt 3 kilomeer fra færgelejet måtte vi træffe en beslutning. Til venstre gik vejen ad russerdiget mod nord langs østkysten, det ville være den korteste tur, men ligeud ventede Årøkalv på os. Kalven er en lang tange, der er lukket fra 1. marts til 1. juli på grund af at utallige fugle benytter området som yngleplads. Vi besluttedes, ikke overraskende, for den i alt 6 kilometer lange omvej. Frs kalvens yderste pynt var der en fænomenal udsigt mod Bogø, Brandsø, og nogle små holme der ligger i umiddelbar forlængelse af Kalven. Da vi var tilbage ved udgangspunktet for vores afstikker holdt vi frokostpause, og guiden mødte da lige sin kusine. Mai har familie og bekendte overalt.
Helt ude på spidsen af kalven fandt vi dette budskab. Sjældent har jeg været mere enig med en afsender. Godt nok får vi givetvis set noget andet end vi ellers ville have gjort. Men nu må det snart gerne være slut med den satans Corona.
På den lille holm Bastholm havde tyskerne en observationspost under 1. verdenskrig.Det må have været som at vinde i lotto at blive placeret der i stedet for i skyttegravene på vestfronten. Dog er der på Årø en mindesten for 5 soldater der omkom i bølgerne i januar 1918Efter frokosten gik vi ad russerdiget, navnet har det fået på grund af at det er bygget af russiske krigsfanger under 1. verdenskrig hvor øen jo hørte til det tyske kejserrige. Åbenbart er det ikke tilladt at gå på diget idet det kan beskadige det, men da der hverken var skilte der oplyste om dette, eller muligheder for at gå andre steder har vi gjort os skyldige. Vi var nu ikke de første, der var op til flere stier oppe på diget. Undervejs kom vi forbi et fugletårn, her var der også mange af de fjerede flyvere luften.
opskræmte gæs luften over Årø kalv
På nordenden af Årø er der ikke den helt samme udsigt, bælter af bevoksning foran diget tager en del af udsigten. Vi kom dog forbi en pumpestation, diget er bl.a. bygget for at kunne opdyrke den lavtliggende midterste del af øen. I dag er der dog ikke så meget landbrug tilbage, de små ø ågrde har det svært konkurrence med gårdene på fastlandet. Vi ankom efter en tur ned langs vestkysten til Mais brors hyggelige sommerhus, hvor vi tilbragte en hyggelig stund, naturligvis med et par Fuglsang øl til at slukke tørsten fra gåturen. Efter den lille pause gik vi op i byen, begå kirken med den specielle gravsten og tog så færgen over til Årøsund. En helt igennem vellykket dag.
Kommentarer