Tilbage i friheden
Vi er nu atter tilbage i det normale samfund. Vi kunne ikke teste os ud efter 7 dage, men efter 10 dage må man selv i Tyskland komme fri af isolationens lænker. Det udnyttede vi til en tur mod nord hvor Grethes fødselsdag skulle fejres.
Vi kunne iden forbindelse låne Kirsten og Karstens dejlige sommerhus, hvor vi allerede fredag aften kunne indkvartere os. Det var dejligt at være ude af vores luksusfængsel.
Lørdag startede med godt vejr, og ved 10 tiden hentede Solveig så Grethe i den lille smarte bil. Sejt nok at Grethe i en alder af 88 år kan komme ned i den meget lave vogn. Dagen i sommerhuset forløb som en drøm. Ved frokostbordet gik snakken lystigt på tværs af generationskløften. Efter en sublim frokost gik en del af selskabet en smuk tur ved Hjarbæk fjord i det fineste solskin, Grethe havde i den grad det vejr hun havde fortjent.
Søndagen bød på oprydning og hjemtur. Da vi jo har et mål om at vandre 50 kilometer om ugen måtte vi være kreative på vejen hjem. Således indlagde vi et stop ved Hampen sø, hvor den smukke rundtur gav små 5 kilometer. Efter hjemkomsten gik vi yderligere et par ture så vi fik startet ugen med over 15 kilometer på den første dag.
Kommentarer