Rückholaktion

6/4: 

Efter en ret urolig nats søvn, stod vi op til en relativ pæn dag. Vi skulle dog flytte hotel i dag, da Tokatoka, hvor vi boede indtil nu, skulle lukke næste dag. Efter morgenmaden fik vi pakket vores ting og sammen med østrigerne flyttede vi lige ved siden af og ind på Fiji Gateway Hotel. Det ligger ligeoverfor i kørslen til lufthavnen, så det var optimalt. Her var poolen dog lukket og det samme var deres fitnessrum... Til frokost gik vi ned til Grace Kitchen sammen med østrigerne. De spurgte igen ind til, om det var nyt med hensyn til fly, men det kunne vi stadig ikke sige.. Vi slappede lidt af om eftermiddagen og fik læst en del. Vi fik lidt let aftensmad i hotellets restaurant og aftalte at mødes med østrigerne til lidt kortspil senere. Kl. 20, lige inden vi ville gå over til østrigerne, fik vi en uventet besked af den tyske ambassade i Tyskland, hvori stod, at de endelig havde fundet en løsning, der kunne få os hjem og at det ville gå løs næste dag kl. 16. Yderligere informationer ville følge senere i en e-mail fra ambassaden. Vi kunne ikke helt tro det, men blev super glade og lettede! Det hele resulterede i en rigtig hyggelig aften med østrigerne og en del kortspil. Vi blev oppe til lidt over 1 om natten, for at vente på en e-mail, men besluttede så at få lidt søvn. Jeg satte et vækkeur på 03, men der var der stadig ikke kommet en mail. Jeg begyndte at blive lidt urolig, da der også stod i beskeden, at vi først rigtig skulle fejre, når flyet lettede. Jeg satte endnu et vækkeur på kl. 05 og der var mailen endelig kommet. Planen var, at flyve fra Nadi, Fiji til Brisbane, Australien. Her skulle vi indkvarteres på et hotel ved lufthavnen og tilbringe natten. Næste dag skulle vi flyve videre fra Brisbane til Doha, Qatar og derfra videre til München, hvor planmæssigt skulle lande kl. 8:30.

Det var noget af en ligning at få til at gå op, men vi var bare glade! Midt om natten sendte vi planen til mor og far derhjemme og fortalte først nu den gode nyhed. Fra München og videre til ens slutdestination tager Deutsche Bahn sig af omkostningerne, hvis man er med i denne her Rückholaktion fra den tyske stat, så mor og far slipper for at køre helt til München for at hente os. Efter at have delt de gode nyheder, prøvede vi at få en smule søvn endnu. 

7/4:

Vi vågnede heldigvis ikke op til nyheder om, at flyet var aflyst, så det var en god morgen. Vi fik taget bad og ordnet lidt ting og sager og Malte fik kort snakket med sine forældre, inden vi gik hen til morgenmaden. Herefter pakkede vi alle vores sager ordentlig ned i rygsækkene og så skulle vi bare vente på, at klokken nærmede sig 13, hvor vi skulle være i lufthavnen. Jeg tog en taxa ind til byen, for at købe nogle ansigtsmasker, som mor havde forespurgt om. Tilbage igen besluttede vi at tage en lille ting til tidlig frokost. Malte fik en burger og et glad Rom og jeg fik en juice og gurkemejerris med kyllingespyd og en peanutsauce. Det var så forhåbentlig vores sidste måltid her på Fiji. Herefter gik vi tilbage på værelset og prøvede at få den sidste halve time til at gå. Vi fik pakket de sidste småting ned og sad så bare lidt og ventede. Kl. 12:30 gik vi sammen med østrigerne hen for at tjekke ud og så gik vi samlet til lufthavnen. Vejret var ikke særlig godt her til formiddag og det var nok fordi, der lå en cyklon og lurede over Stillehavet, som skulle passere Fiji. Vi var dog heldige med at kunne gå til lufthavnen stort set i tørvejr. Ved lufthavnens stod politi og kontrollerede, hvem der gik ind og ud af lufthavnen. Indenfor var der allerede en masse mennesker og det var jo nok alle de tyskere, der har været strandet på øen sammen med os. Vi stod i kø for at tjekke ind i hvertfald to timer. Det var en ret langsommelig proces, da personalet skulle ringe til Australien og få godkendt hver enkelt passagers indrejse i Australien. Vi var en smule mere lettede, da vi endelig havde fået tjekket vores baggage ind, var blevet godkendt til indrejse og havde fået vores boarding Pass. Et skridt tættere på at komme hjem. Gennem paskontrollen kom vi uden problemer, dog kom ingen af østrigerne igennem, da de var rejst til Fiji efter de havde ændret indrejsebestemmelserne. Det betyder, at de egentlig skulle have været i isolation i to uger. Der blev ved indrejsen dog ikke foretaget andet end at måle feber hos dem, så de var ikke selv helt klare over det, men de havde åbenbart kun absolveret 12 ud af 14 dages isolation og kom derfor ikke gennem paskontrollen og heller ikke med flyet.... 

Vi har virkelig ondt af dem, men heldigvis har de stadig hinanden! 

Vi gik hen til gaten og sad nu og ventede nervøst på, endelig at måtte boarde. På tavlen stod der, at flyet var en halv time forsinket, nok pga den langsommelig indtjekningsproces. En halv time senere skete der dog stadig ikke noget og på et tidspunkt var flyet taget af tavlen og ved gaten stod det heller ikke på mere. Det gjorde især mig ret nervøs, men 15 minutter senere lød det fra højtalerne, at boarding til Brisbane kunne begynde. Vi fik samlet vores ting sammen og gik straks hen til gaten. Vi fandt vores pladser i flyet og krydsede nu fingre for, at vi bare snart ville lette. Der var en ældre mand ombord, som kort holdt en lille tale. Han havde åbenbart sammen med EU været med til at organisere hjemrejsen. Han tog et billede af alle de glade mennesker i flyveren, som skulle bruges til en lille artikel (link: https://fijisun.com.fj/2020/04/08/nearly-300-european-fly-home-on-fiji-airways-repatriation-flight/ ). Efter boarding var gennemført, tog det dog stadig meget laaaange 10–15 minutter, inden der skete noget, men så begyndte vi at rulle ud på startbanen og sikkerhedbelæringen blev sat igang. Da vi endelig lettede, fik jeg lidt tårer i øjnene, for nu var chancerne virkelig gode med hensyn til endelig at komme hjem! Efter 3,5 timers flyvning landede vi i Brisbane kl. 19.40. Her kom der en kort meddelelse til os over højtalerne fra den tyske ambassade. Vi blev informeret om det videre forløb. Hvis der var spørgsmål, skulle vi blot henvende os til nogle i orange vester med Tysklands flag på ryggen. Desuden fik vi besked om, at vi skulle udfylde en selv-isolations formular, som vi skulle bruge for at komme ind i Australien. 
De ansvarlige fra den tyske ambassade var utrolig hjælpsomme og venlige og man følte sig i gode hænder. Vi kom ret hurtigt igennem paskontrollen og det hele og fik vores bagage. Derefter blev vi samlet i mindre grupper på 25 personer og derefter eskorteret ud til en bus af politiet. Ved udgangen stod desuden militær og flere tyske ansvarlige. Ved hotellet skulle vi kort udfylde en formular og en madplan, hvor der var valgmuligheder til aftensmad og morgenmad. Derefter fik vi besked om, at det ikke var tilladt at forlade værelset, med undtagelse af akut brug for lægebesøg. Vi blev tjekket ind og kom op til vores værelse på 6. Etage, men flot udsigt over Brisbane. 40 minutter senere bankede det på døren og vores aftensmad var blevet leveret. Vi nød maden på sengen, med tanken om, at den australske regering tager sig af alle omkostningerne. Meget fornemt! 

Efter maden var vi begge dødtrætte og så frem til en rolig nats søvn. 

8/4: 

I morges vågnede vi da det bankede på døren lidt over 8. Det var vores morgenmad, der var blevet leveret. Vi tog os lige lidt tid til at vågne og spiste derefter i ro og mag vores morgenmad i sengen. Vi ville blive hentet kl. 10.30, så vi havde god tid. 

Lidt over 10 ringede vores telefon på værelset og informerede os om, at busserne var klar og ventede på os. Vi fik taget vores ting og gik mod receptionen for at tjekke ud. Her ventede allerede nogle ansvarlige fra den tyske ambassade og en del busser. 

Vi ankom i lufthavnen og der var ingen andre passagere end vores gruppe. De ansvarlige fra ambassaden fik straks fortalt, at vi skulle sprede os lidt ud i check ind området og at det snart ville gå læs med check ind. Mens vi ventede, gik de rundt og spurgte, om der var nogle spørgsmål og om man havde udfyldt paragraf 6 dokumentet, som skulle bruges efter tjek ind. 

Da vi nærmede os vores tur ved check ind spurgte jeg en fra ambassaden, hvornår jeg skulle fremvise dokumentation på min tyske bopæl, da jeg jo ikke er tysk statsborger. Efter tjek ind skulle dokumentet stemples og hvis, så skulle jeg vise det der, men det mente han ikke blev nødvendigt. Efter tjek ind stillede vi os i kø til at få stemplet og godkendt vores dokument. Der var pyntet op med tyske flag og et par australske flag rundt omkring ved tjek ind. 

Da det blev vores tur, fik de mit dokument og mit navn var det første på listen og der var ingen grund til, at vise min dokumentation på bopæl, da de allerede havde modtaget den fra honorarkonsulen på Fiji, som vi havde sendt den til et par dage forinden. Der var bare styr på det hele! 

Vi blev stemplet og godkendt og gik gen til Security. Her kom vi hurtigt igennem og kom der efter ind i er helt tomt og forladt område, hvor vi et par måneder før havde siddet og ventet på vores fly til Christchurch. Det var mærkeligt at sidde i samme området, vare helt mennesketomt og kun med Subway åbent. Sådan burde en lufthavn ikke se ud. Da det blev tid til at boarde flyet, holdt honorarkonsulen fra Canberra og ambassadøren fra Sydney en kort tale, hvor de begge ønskede os en god og sikker hjemrejse og sagde, at de var stolte og taknemmelige over at kunne hjælpe os med at komme hjem til vores familier igen. 

Et meget rørende øjeblik, hvilket det faktisk har været ligesiden vi landede i Brisbane. At se så mange mennesker på kryds og tværs arbejde på og muliggøre vores hjemrejse var meget stort og vi er så taknemmelige for al deres hjælp og indsats. 

Vi kom ombord på flyet og fandt hurtigt vores pladser og gjorde os nu mentalt klar på en 15-timers flytur... 

Det var en lang tur, men ved 11-tiden om aftenen landede vi i en meget mennesketom og lukket Doha lufthavn. Vi skulle gennem en yderligere Security check og blev så ført ind i et afgrænset område, hvor vi måtte opholde os. Det var lidt kedelig og vi var godt trætte, men vi skulle lige have et par timer til at gå, inden vi kunne boarde flyet til München. 

9/4:

Kl. 02:15 var det endelig blevet tid til at boarde flyet til Doha. Det gik super hurtigt og vi kom afsted til tiden. 

Efter relativ god søvn på flyveren, landede vi i München kl. 7:55. Det var skønt endelig at være på tysk jord igen! 

Ved paskontrollen skulle jeg vise dokumentation på, at jeg bor i Tyskland, da jeg ikke havde tysk pas. Det havde jeg heldigvis parat og kom hurtigt igennem. Vi fik hurtigt vores bagage og gik sammen med to piger fra Kiel, som vi havde mødt i lufthavnen i Nadi hen til toget. Vi tog et S-tog hen til hovedbanegården og derfra kunne vi tage et tog direkte til Hamborg, hvor mor og far ville hente os. 

En træt men glad Malte

Under togturen snakkede vi en del med de to piger og hyggede os og var bare lykkelige over, næsten at være hjemme. 

Kl. 16:24 ankom vi så endelig i Hamborg og mor og far stod ved perronen og ventede på os. Selvom man i disse tider ikke burde give hinanden et kram, så kunne vi nu ikke lade være. Det var bare så dejligt at se dem igen. 

Vi gik sammen hen til bilen, hvor mor havde pakket lidt mad og drikke ned til os. Vi fik fortalt en hel del allerede på køreturen hjem. 

Lidt over 6 var vi landet i Tarp og vi fik en varm velkomst af fam Kleinert. Super dejligt også endelig at se dem igen! Jeg fik nogle små overraskelser og velkommen hjem gaver fra Solveig, Berit og Michael og Maltes bedsteforældre. Det var dejligt at blive taget sådan imod. 

Efter at have afleveret Malte, fortsatte vi hjem til Harrislee, hvor Christian ventede med aftensmad til os. Hvor blev jeg glad for at se det lange hyl igen. Vi spiste lækre madpandekager og Christian havde endda lavet guacamole til mig, selvom han selv ikke bryder sig om avocado. 

Jeg nød aftenen endelig i selskab med min skønne familie igen og glædede mig til en god nats søvn i min egen send.