Dzień dobry

Eller goddag er en af de få polske gloser der har bidt sig fast. Polakkerne er særdeles venlige, når vi møder dem. Bilen har indtil nu stået, hvor vi har parkeret den og har også alle fire hjul… jo fordomme er der nok af, men når du prøver med en venlig lokal glose, bringer det smil frem og atter engang må vi bare sande, at de gode rejseoplevelser fås alle steder, hvis man vil det!

Jelenia Gora eller som tyskerne kaldte byen Hirschberg er en by på en ikke helt ubetydelig størrelse. 88.000 indbyggere og en stor, flot bykerne med historiske huse, der alle sammen ligger rundt om byens torv – en Rynek – altså en ring og den model er mange, gamle polske byer bygget op om.

Vi ankom i går sidst på eftermiddagen, ca. 750 km fra Harrislee og fandt med lidt besvær lejligheden, den ligger meget centralt i bymidten oven på en café og ejeren var en forvirret polsk kvinde, som desværre ikke mestrede andet end polsk, men som gerne ville snakke…

 

Efter vi havde sundet os lidt, var det tid til aftensmad, og vi fandt i en sidegade en lille restaurant og fik en plads i aftensolen. Det viste sig at være en italiener, som ejede restauranten og vi fik to særdeles velsmagende pizzaer som lige så godt kunne være kommet ud af pizzaovnen i Napoli.

 

Dagen efter ville vi egentlig have taget en lang vandretur, men det skulle vise sig, at vi vågnede op til gråvejr og snart efter en silende, vedvarende regn.

Vi tog os god tid og fandt en bager godt gemt bag en facadedør, men heldigvis havde Solveig øvet polske gloser og vidste at ”Chleb” betød brød. Det var som at træde ind i en tidslomme, og jeg tror også at ekspedienten, en nydelig, ældre dame i hvid kittel med store briller og en frisure, der helt sikkert havde fået en vandondulering, havde været med siden åbningen for flere årtier siden. Vi fik peget os frem til et stort franskbrød, som blev pakket ind, og så betalte vi 6,- kr. for det og var klar til morgenmaden i vores lille lejlighed.

 

Byen havde vi kigget på aftenen før, så vi bestemte os for at køre en tur. Vi enedes om at køre til Karpacz, hvorfra vandreturen til bjergtoppen starter. Området er nationalpark, så der opkræves entre, det kunne vi jo i det mindste finde ud af hvor man kunne betale. At komme til Karpacz viste sig at være lidt sværere end først antaget, skiltningen mod byen var sparsom, og når der endelig var skilte viste de ikke samme vej som vores gps. I starten lod vi skiltningen vise vej, men efter en underlig retningsangivelse kørte vi efter de moderne navigationsmidler. Vi ankom til byen, og fandt også indgangen til nationalparken, desværre kunne man ikke købe billetter på forhånd, men vi fandt dog ud af hvor de solgtes. I en bydel i Karpacz ligger der noget så eksotisk som en norsk stavkirke. Kirken er bygget omkring år 1180 i byen Wang, men blev dømt til nedrivning omkring 1840 da menigheden var vokset og ville have en ny og større kirke. En norsk maler der opholdt sig i Tyskland kæmpede ihærdigt for kirkens bevarelse, og den eneste mulighed viste sig at være at lokke den Prøjsiske konge til at betale for at flytte den til Krummhügel, som Karpacz hed da området var tysk domineret. Det tog et par år, men i 1844 kunne kirken indvies, og det er nok noget området er glad for i dag, den lokker i hvert fald hårdt tiltrængte turister til. Vi valgte at se kirken, og efter en kort, men relativt udfordrende vandretur kunne vi løse billet til den guidede seance. Forventningsfulde tog vi plads på stolerækkerne, og så gik guiden bevæbnet med en gigantisk pegepind ellers i gang med en givetvis fyldestgørende forklaring på polsk. Vi fattede pænt sagt ikke en dyt. Det siger nok også lidt om at området ikke er overrendt af internationale besøgende. Efter den polske ordlavine forlod vi kirken gennem de smalle gange mellem ydre og indre lag, alt i alt en spændende oplevelse. Efter besøget i kirken gik vi en lille runde i de umiddelbare omgivelser, skyerne hang lavt så det var ikke muligt at se ret langt. Selve området lod til at bestå af nogle restauranter, et hotel samt en souvenirbutik. Vi styrkede os ved en af restauranterne, en kaffe samt en øl af ukendt fabrikat og naturligvis en æblekage blev både købt og fortæret. Da vi gik tilbage mod bilen forsvandt regnen, og vi besluttede os for at tage en lille opvarmningstur så vi ville være klar til de større strabadser. Turen gik til en lille borg 280 meter over udgangspunktet, men da vi var klar til at starte var regnen tilbage. Den slags skal man jo ikke lade sig slå ud af, der findes jo som bekendt ikke dårligt vejr, kun mangelsfuld påklædning. Vi traskede op mod borgen, og lynhurtigt meldte det store spørgsmål sig, hvad er værst? at blive våd af den silende regn, eller af den frigivne sved? Vi valgte nok en mellemting, men det er i den situation svært at vide hvad der er rigtigt, i skrivende stund er jeg (Peter) tør, men jeg kan så at sige lugte anstrengelserne. Borgen nåede vi med hidsigt åndedræt, efter en lille pause var vi dog klar til også at gå op borgtårnet, der kun kunne nåes af en meget trang vindeltrappe, skulle jeg gå den flere gange om dagen ville det ende med en arbejdsskade. Heldigvis var der ikke andre på vej i modsat retning, hvordan man skulle kunne passere andre tænkte vi en del over uden at finde et svar.