Salt til sit æg

 Og mere til kan man finde i Wieliczka tæt på Krakow. Her er det hvide guld blevet udvundet siden 1300 tallet. Minen er blevet stadig dybere siden da, man tager jo naturligvis det lettest tilgængelige salt først, og graver så dybere og dybere ned i undergrunden efterhånden som de øvre saltdepoter tømmes. Det er ikke længe siden minen blev lukket, helt op til tiden efter kommunismens fald var den i drift, men meget gammeldags udstyr. Således var der heste i minen lige til slutningen. I dag er minen kun åben for turister og andre interesserede, det har den nu i øvrigt vøret længe, for selveste Goethe har besøgt den for over 200 år siden. I minen har arbejderne gennem tiden lavet især religiøse statuer, ja, endda hele kirker blev det til. Det kan selv en ateist godt se logikken i, arbejdsforholdene taget i betragtning. Sikkerheden var elendig, og som beskyttelse mod metan gas eksplosioner sendte man folk i vådt tøj ind med lange lanser med gløder i den ene ende, staklerne skulle så krybe langs gulvet, idet metanen er lettere end luft og derfor samles ved loftet. Når gløderne kom i kontakt med gassen eksploderede denne, og man kunne så bare håbe på at ens tøj var vådt nok! Set i det lys er det nok fornuftigt nok at anråbe højere magter om hjælp og beskyttelse.

Saltminen i Wieliczka var med på den allerførste Unesco liste over verdens kulturarv der blev lavet tilbage i 1978. Det er man naturligvis stolte af, og vi kan godt forstå at stedet er en del af verdens kulturarv. Et besøg kan således klart anbefales. Vi havde booket en engelsksproget tur, og selvom oplysningerne vi fik ikke var de mest interessante, så fik vi en del ud af turen under jorden. 

En ting vi har lært hernede er at det er svært at beregne tiden i trafiken. For ikke at komme for sent var vi derfor kørt afsted i god tid, så god tid at vi kunne nå en kop kaffe på en cafe i Wieliczka. På byens Rynek var der stillet op til festivitas, vi ejedes dog med en kop kaffe indendøre.