Hovedskaller og masser af sten

 I dag startede vi med at lede efter et lille bageri, men heldet var ikke med os, da det var søndag, og det er ensbetydende med lukket i et så katolsk land som polen. Det lykkedes os dog at finde en lille kiosk med et sølle franskbrød, men alligevel fik vi tryllet et brag af en morgenmad frem med røræg, tomater og avocado, så det noget tørre brød gled også ned.

Således var vi klar til dagens program, som skulle starte med en tur i et kapel, men ikke hvilket som helst kapel. Dette er et ud af tre i Europa, hvor en gal mand har "udsmykket" et helt kapel med kranier og lårbensknogler. Kapellet er fra 1776 og ser helt uskyldigt ud set udefra, men hvis man kigger nærmere på inskriptionen over indgangen ser man det tyske ord "Beinhaus". En tjekkisk præst, Vavlav Tomasek bruget sammen med en graver mere end to årtier på at indsamle og rengøre for at bruge som udsmykning af kapellet. Arbejdet var førs færdigt i 1804 - de kranier og lårben som ikke fandt plads på væggene eller i loftet endte i en 4 meter dyb grotte under kapellet. Som kronen på værket blev præsten og graveren selv udstillet på alteret efter deres død. Langt de fleste kranier stammer fra faldne i de Slesiske krige (1740-42 og 1744-45), samt Syvårskrigen (1756-63).

Desværre for os var rundvisningen på polsk og man måtte ikke tage billeder, så I må nøjes med et halvdårligt foto som Solveig sneg sig til at tage... Det var dog en stor oplevelse og også godt ind imellem at blive tvunget til at være i nuet med en oplevelse, der ikke nødvendigvis kan gengives på et billede.

Efter den tur kørte vi videre tilbage mod Klotzko, men vi havde set en meget interessant bygning, som vi ville stoppe ved på tilbagevejen. Det viste sig at være en utrolig smuk træbygning fra 1500-tallet, der havde huset en papirproduktion tidligere. Floden snoede sige nedenfor bygningen og v gik rundt om den og iagttog de smukke detaljer inden vi satte kurs mod midtbyen, hvor vi ville indtage vores frokost. Selv i en så ubetydelig by som Duszniki-zdroj  var der en smuk bykerne med en lille Rynek og vi fandt en bænk og indtog den medbragte mad mens vi kiggede på de smukke bygninger og den lidt dovne søndagsstemning, der hvilede over byen. 

Efter den hyggelige og meget billige frokost tog vi videre tilbage mod Klodzko. Uden problemer fandt vi vores faste parkeringsplads, og efter at have bragt nogle ting op på vores værelse begav vi os op mod byens store fæstning. Den er grundlangt af de Østrig-Ungarske Habsburgere, men kom efter Frederik den store succesrige krig i hænderne på Prøjserne der udbyggede den til den størrelse den har i dag. For det utrænede øje virke den absolut umulig at indtage, men begge gange hvor den er blevet angrebet er den faldet. Helt utroligt at besætningen ikke har kunnet holde ud, beskyttet som de var af metertykke mure og bevæbnede til tænderne med skyts af alle kalibre. I dag er fæstningen velbevaret, og har været brugt som kulisse i flere film. Man kan vel sammenligne den med de danske fæstninger ved Fredericia og Dybbøl, i den sammenligning ser man ret tydeligt hvor svagt Dannmark var militært i 1800 tallet. Vi hyggede derinde, men fravalgte en tur ud i minegangene. i alt skulle der være gravet 44 kilometer gange ud fra fæstningen, hensigten var at kunne sprænge en angribers kanonstillinger i luften, derfor udhulede man gange ud til hvor det ville være logisk at en angriber ville sætte batterier op. 

Fra fæstningen gik vi langs murene ned mod byen, vi kan forbi de gamle kaserner der nu er indrettede til beboelse for de vel absolut fattigste indbyggere. I hvert fald var denne bydel en skærende kontrast til den ellers ganske velhavende bykerne.

Aftensmaden blev indtaget på den centrale plads, hvor vi i Christian Aggerholm seniors ånd spiste på rådhus restauranten, en positiv oplevelse, hvor 180 kroner rakte til forret, hovedret samt øl til 2 personer. Forretten, dagens suppe er værd at dvæle lidt ved, vi fik nemlig Borsch, en østeuropæisk rødbedesuppe. Peter var skeptisk, men det var helt uden grund, for den smagte klart af mere.

Som afslutning gik vi lidt rundt langs floden, inden vi på restauranten overfor vores bolig fik en øl at gå i seng på, en såkaldt Absacker.