Riesengebirge, et besøg værd
Da vi stod op ved 6 tiden var det første vi gjorde at tjekke om vejret var ok. Vejrudsigten var ikke den bedste, men heldigvis lurede der ingen umiddelbar fare ved første øjekast ud af vinduet. Hurtigt fik vi pakket, spist en simpel morgenmad, hanket op i vores store mængde bagage, og på vaklende ben begav vi os hen til bilen, der heldigvis ikke var parkeret langt væk. Vi skulle gerne tidligt afsted, for turen op til toppen af bjerget Sniezka ville blive hård og lang. Parkeringspladsen reklamerede med at være åben 24/7, så det var lidt af en negativ overraskelse, at der ikke sad en mand i buret, og automaten virkede ikke...gode råd var dyre, men Solveig fik ideen med bare at holde den ubetalte billet hen foran læseren, overraskende nok virkede det, og så fik vi ellers smidt alt ind i bilen og kom derfra i en fart så længe bommen var oppe (eller rettere mens Peter holdt den oppe). Turen mod Karpacz gik klart bedre end dagen forinden, og allerede kl. 7.35 havde vi parkeret og var klar til at begive os mod toppen af det 1602 meter høje bjerg. I starten gik ruten i en nåleskov, opad, men ikke med den helt store hældning. Det ændrede sig da vi kom til den første af mange bjerghytter. Efter denne ændrede turen karakter, væk var den svage stigning, fra nu af skulle der arbejdes mere for at komme frem. Vi fortsatte dog ufortrødent, hytten var nemlig lukket på grund af renovering. Gradvis steg vi i terrænet, og nåletræerne veg gradvist og gav plads til lavere bevoksning. Det gav naturligvis bedre udsigt, og vi fik selv toppen i sigte. Langs ruten var der opsat blå plastik markeringer, der så vidt vi kunne forstå viste ruten for et bjergmarathon, der ville lede løberne hele 3 gange op på toppen, i hvert hvad kunne vi se at der stod 3*Sniezka = 1* Mont Blanc.
Marathon løbet fandt vi ud af ville finde sted samme dag da vi nåede næste bjerghytte, den store Slaski Dom. Hytten ligger strategisk velplaceret, hvor stier der går nord-syd, samt øst-vest mødes. Foran hytten var der lavet forplejningsstation til løberne, den slags fik vi jo ikke glæde af, men heldigvis fandt vi et frit bord, hvor vi kunne hvile os lidt inden den sidste stejle stigning. Slaski Dom ligger i ca. 1400 meters højde, så vi manglede på det tidspunkt endnu 200 højdemeter inden vi ville være på toppen.
Turen op mod Sniezka blev hård, det er længe siden vi har vandret i bjerge, og den manglende træning kunne mærkes. Undervejs måtte vi holde flere små pauser for at få kræfter til det næste stykke, vi var dog ingenlunde ene om ikke at tage strækningen i et stykke, overalt så vi folk stoppe op for at nyde "udsigten" Vi fik også taget nogle billeder, desværre begyndte der at komme skyer ind, men det holdt da i det mindste temperaturen på et tåleligt niveau og regnen udeblev.
Det var en sejr for os at nå toppen. Der var god stemning og vi fik taget billeder og kigget over mod Tjekkiet - Sniezka er nemlig Tjekkiets højeste bjerg og det ligger lige på grænsen mellem Polen og Tjekkiet. Ikke længe efter vi havde nået toppen begyndte de første løbere at komme op, og de fik stor applaus for deres deltagelse. Det var seje, benede mænd og enkelte kvinder, der gav alt hvad de havde - imponerende når man tænker på de vanskeligheder vi havde med opturen.
Vi blev enige om at gå ned i den gule hytte for at få lidt frokost. Klokken var dog ikke engang elleve, men efter at have forbrændt ret så store mængder kalorier, måtte der nye ind. Vi fandt et bord og Solveig gik op for at bestille - lidt svært, når der kun står på polsk, så hun valgte en ret, der hed "Rysi" - det vær det letteste at udtale og vi var spændte på, hvad det var... Det viste sig at være en fisk - en tør krabat med pommesfriter og rødbedesalat. Men det gled ned og vi var klar til at fortsætte turen.
Vandreruten befandt sig i en nationalpark, og de ruter, som var her var helt i top, godt afmærkede, gode, velanlagte stier, fine pladser ti rast og masser af skraldespande. Det var rent og pænt og en meget positiv oplevelse. De fleste polakker hilser, når man går forbi dem på vandrestien, så alt i lt er det en rigtig god oplevelse at vandre i Polen.
Vi kom til ikke mindre end to hytter mere inden vi nede helt ned, den næste benyttede vi dog kun til et toiletbesøg, men den sidste lå så ufattelig smukt ved en lille sø, så her måtte eftermidagskaffen indtages. Da vi havde nyde udsigten og drukket kaffen var vi klar til sidste etape, og klokken var kun 13.
Vi fandt bilen og Solveig satte sig bag rettet mens Peter tastede Klodzko ind på GPSén. Det er endnu en ukendt by i Polen, men glæd jer til morgendagens opdatering, for det er en pæn by og vi kan garantere for, at det kommer til at handle både om gamle sten og uhygge!
Og så lige et stort tillykke til Danmark med en sejr på 4-0 over Wales - heldigvis kunne vi se kampen på værelset (dog med polsk kommentator:-))
Kommentarer