Whistler blev krydset af ønskelisten
2/3
Vi mødtes kl. 13.00 ved skolens busstoppested for at tage mod færgen. Vi havde planlagt at nå færgen kl. 15, så vi ville være i Vancouver ca. 16.30. Vi var dog lidt forsinkede hvilket resulterede i at busserne i Vancouver allerede var kørt og vi skulle vente 40 minutter på den næste. Vi snakkede om at tage en taxa, da vi heller ikke ville ankomme alt for sent i Squamish, som stadig var en lille times kørsel fra Vancouver. En mand bag os i køen på omkring de 30 år ville gerne med, hvis det kunne lade sig gøre. Det passede helt perfekt for så var vi 8 i alt og kunne deles om to taxaer. I taxaen på vej hen til vores lejebil snakkede vi lidt med den fremmede. Han havde bl.a. været naturguide og vidste en del om hvordan man skulle forholde sig hvis man mødte en bjørn ude i det fri. Han fortalte os om hvordan man adskiller en brunbjørn fra en sortbjørn og hvordan man skal forholde sig til hver af de to arter. Man er klart bedre kørende hvis man møder en sortbjørn fremfor en brunbjørn. Efter han havde fortalt håbede vi mest af alt på vi ikke støder på en bjørn i det fri.
Vi fandt vores lejebil og kørte til Squamish, hvor vi havde booket et hostel. Vi fandt noget hurtigt at spise efter at have tjekket ind og gjorde os ellers klar til at komme i seng da vi skulle tidligt op næste dag for at være klar til en skidag i Whistler, som var formålet med turen.
Vækkeuret ringere allerede kl. 05.50, hvilket var lige tidligt nok. Men med udsigt til en skidag i Whistler var det tåleligt. Vi fik pakket de sager vi havde brug for til dagen samt lidt madpakker og kom ellers afsted i fin tid. Vi nåede Whistler kl. 07.20. Det var en smuk køretur dertil mellem høje bjerge til hver side. Vi fandt udlejningsstedet hvor vi skulle hente vores gear kl. 07.30. Det var den bedste oplevelse vi nogensinde har haft med udlejning af skiudstyr blev vi hurtigt enige om. Det var et mindre sted hvor man blev taget godt imod, fik en sofa at sidde i mens medarbejderne hentede de forskellige ting vi havde brug for. Man følte sig helt eksklusiv derinde, hvilket ellers ikke umiddelbart er noget man forbinder med skiudlejning. Da vi havde fået vores gear gik vi hen og fik fat i vores liftkort og var så ellers klar til at tage den første lift op kl. 08.30. Bortset fra at vi kom til at stige ud ved gondolens mellemstation gik dagen som smurt. Vi var heldige med vejret, hvor vi havde solskin og blå himmel i nogle timer blandet med lidt snevejr højere oppe. Sneen i området var utrolig god at køre i og med områdets størrelse taget i betragtning var der er hav af pister at vælge imellem. Vi startede i blackcomb området, da deres lifter åbnede lidt tidligere. Lige før frokost tog vi Peak 2 Peak gondolen fra Blackcomb siden over til Whistler siden. Gondolen fører hen over en dyb dal mellem de to bjerge. Det gav anledning til en smuk udsigt ud over begge bjergsider. Ovre på Whistler siden tog nogle af os en lille pause for at få varmen og få lidt energi, inden det ellers hurtigt gik ud på pisterne igen for at få det maksimale ud af dagen. På Whistler siden kom vi over trægrænsen, hvor det sneede en del, men udsigten var stadig smuk og pisterne gode. Sigtbarheden var svingende snevejret taget i betragtning, men ikke noget der slog os ud. Kl. 16 ramte vi Whistler Village igen efter at have taget dagens sidste lift op for at få en sidste tur. Vi havde en super dag på ski og var alle rigtig godt tilfredse og glade for vi havde prioriteret denne oplevelse, selvom det var en dyr fornøjelse. Vi var dog også enige om, at området minder om de store områder i alperne, som også har et hav af pister, høje bjerge og gletschere. Glade men trætte afleverede vi vores udstyr og fandt os en hurtigt to-go kaffe at tage med på køreturen tilbage til Squamish. Aftenen på vores hyggelige hostel blev brugt på et tiltrængt brusebad, en tur til den lokale mexikanske restaurant og ellers lidt hygge og kortspil.
4/3
Efter at have fået en god og tiltrængt nats søvn stod vi op og fik en smule morgenmad på vores hostel inden dagens eventyr. Vi havde besluttet os for at tage på Sea to Summit vandreruten og tage Sea to Sky Gondola ned igen. Vi fik smurt nogle madpakker og pakket det nødvendige ned inden vi tog bilen et par kilometer hen af vejen til parkeringspladsen ved starten af ruten. Starten af ruten var stejl og udelukkende trapper. Her fik vi klaret en god portion af rutens samlede 900 højdemeter og var igang lige på og hårdt. Det begyndte så heldigvis at blive lidt mere fladt i en periode og vi kunne nyde udsigten en smule mere, da vi ikke skulle se ned på jorden hele tiden for at se hvor vi trådte, da det var ret glat grundet sneen. Vi kom til Shannon Falls, som til dels var frosset og dækket af sne nogle steder. Det var et smukt lille udsigtspunkt inden turen gik videre op ad bjerget. Ruten var stejlt stigende det meste af tiden og meget krævende især med sneen som gjorde undergrunden glat. Da vi endelig havde klaret omkring halvvejs af ruten stoppede vi på et fladt stykke for at spise en af vores sandwich vi havde smurt hjemmefra. Det var en tiltrængt pause og tiltrængt energi inden vi påbegyndte sidste halvdel af ruten. Det var nu begyndt at sne en hel del og i takt med at vi bevægede os højere op i terrænet blev sneen også dybere og dybere. Da jeg ikke ligefrem havde de bedste sne vandresko med havde jeg efterhånden fået godt våde fødder, men sådan var det jo bare. Heldigvis blev man ikke kold, fordi der hele tiden var en krævende stigning man fik varmen af. Der var også flere steder på ruten hvor man nærmest skulle klaret op af nogle sten og hold fast i træstammer for at komme op, hvilket var sjovt og udfordrende. Vi var nu kommet til en skillevej på ruten hvor vi havde mulighed for at vælge den mindre krævende, men lidt længere rute eller den kortere, men mere krævende og udfordrende vej. Vi besluttede os for den mere krævende og korte, da vi gerne snart ville nå toppen og ikke troede det kunne være mere krævende end det vi allerede havde været igennem. Det vidste sig at vi havde ret i det. Det var stadig stejlt, men ikke noget i sammenligning med hvad vi havde været igennem. Der stod også på skiltet, at denne rute krævede at man brugte de anbragte snore på dele af ruten til at klatre op. Vi så snorene, men fik ikke brug for dem, da sneen dækkede de nok om sommeren mere udfordrende områder. Langt om længe nåede vi endelig toppen og kunne se gondolstationen. Vi var alle lettede og glade, for vi var efterhånden alle ret våde, kolde og især udmattede. Vi satte os ind i stationens restaurant og fik os en varm kop kaffe og resten af vores madpakke.
Vi sad her og nød at vi havde klaret den udfordrende men utrolig smukke og sjove vandretur. Johannes og Basti tog en tur i stedet Tube Park, hvor de kørte ned af en bane med en kæmpe oppustelig gummiring. Herefter tog vi gondolen ned, hvor vi desværre ikke kunne se så meget igen, da det efterhånden var blevet ret overskyet og sneede en hel del. Det var nu stadig en god gåtur og vi var glade for at vi ikke skulle gå ned af den stejle og glatte rute, hvilket dog også blev frarådet. Nede ved bilen satte vi GPS’en til en lokal donut butik i Squamish, som vi havde udset os som vores belønning efter vandreturen. Vi tog dem med tilbage til vores hostel og nød dem efter et tiltrængt varmt bad. Om aftenen spiste vi på en indisk restaurant og hyggede med kortspil.
5/3
I dag var der ikke meget andet på programmet end at tage hjem, da vi alle har nogle afleveringer der ligger og venter op os. Vi fik således tjekket ud kl. 11 og tog hen til donut forretningen en sidste gang. Vi købte nogle donuts at tage med på turen. Vi stoppe ved Furry Creek lookout, hvor vi spise vores donuts i solen, inden vi kørte resten af turen til Vancouver og fandt stedet vi skulle aflevere bilen. Vi snuppede færgen til Victoria kl. 15 og er kommet godt hjem efter en super weekend i Squamish og Whistler.
Kommentarer