Aggerholms blog

Året 2020 lovede meget. Dels af nationale begivenheder, det er jo 100 året for genforeningen, hvilket naturligvis spiller en stor rolle i sydslesvig, den landsdel der netop ikke blev genforenet. Skoleforeningen ville derimod markere det med en pædagogisk genforening, en uge hvor alle skoleforeningens elever skulle på ophold i Danmark. Godt tænkt, fordel ville givetvis betyde en øget opmærksomhed. Planerne blev lagt, kontakter blev skabt, men ak, også dette arrangement blev skyllet bort da Coronaen ramte arrangementskalenderen som en altødelæggende tsunami. Alt dettekunne man ikke vide noget om da vi gamle bød året velkommen i Cyperns delte hovedstad Nikosia. At der gik en grænse tværs gennem byen der adskiller det græske cypern fra den tyrkisk besatte del anså vi for noget kuriøs da vi gik langs den grønne linje. På det tidspunkt var der intet der tydede på at de europæiske grænser mindre end 100 dage senere ville lukke i med samme hast som faldende dominobrikker. Som Danskere i Tyskla

 Har adskilt sig markant fra de senere år. Vi har ikke været ude at rejse, og det betyder jo mulighed for andre oplevelser. Vi har således haft besøg af Grethe i en her uge. Dagene er gået med bl.a. Yatzy, Grethe sagde at hun havde øvet sig inden, det kan man grine lidt af, men med yatzy 4 spil i træk kan der måske være noget om snakken! For en der har svært ved bare at slå 5 ens var det heftigt at være vidne til.  Vi var en tur i Århus juledag, Christian senior fyldte 79 år. Det blev eneste dag i julen hvor vejret viste sig fra den bedste side. Vi kunne således gå rundt om Egå engsø i det fineste solskin. En for sjælen saliggørende oplevelse ovenpå en december måned hvor det at se solen har været en sjælden oplevelse. d. 25/12 skinnede den så i overmål, lige hvad vi trængte til.  Næste dag fik vi besøg hernede i Harrislee. Vi hyggede os med familiens yngste medlem, der til fulde kunne godkende vores vildmarksbad. Der blev badet flere gange, og endda hjulpet med optændingen. Vejret var

 Ja, at tale om bjerge her omkring Flensborg er jo nok at sætte sagen på spidsen, men dels hedder området sådan, dels er det ikke helt forkert, for der er tale om ret kuperet terræn. Som så mange andre steder heroppe hvor der relief i landskabet er det isen der har været på spil. En gletcher har under et sidste fremstød efterladt en gevaldig endemoræne, og menneskerne har også været på spil og gravet grus i området. Ifølge mine oplysninger er gruset gået til bygningen af Hindenburg dæmningen der forbinder fastlandet til den tyske ø sild. Fra en flot udsigtsplatform er der en imponerende udsigt ud over landskabet. Man føler sig hensat til langt mere kupperede områder end Slesvig Holsten. Men hvorfor nu et indlæg om Fröruper berge?  På dette spørgsmål er der jo naturligvis en god forklaring, nemlig den at området var målet for Peters første rigtige vandretur efter hofteoperationen. Området kendte jeg ikke på forhånd, så jeg var så heldig at blive inviteret på en guidet tur af min gode ko

 For Verner er ved at tage form. Forbindelse med et besøg i Skive var vi et smut forbi kirkegården med Grethe. Graven er stadig dækket af gran, men stenen er blevet klar og er sat på sin plads. I den sjældne december sol så det hele ud som man kunne håbe. Ved Grethe fik vi formiddagskaffe, nok lidt for mange boller med leverpostej, for efter besøget på kirkegården ventede Kirsten og Karsten med en frokost af de helt store ude i skovhuset. Her tilbragte vi nogle hyggelige timer, med snak om kommende rejser. Det er rart at lysten til den slags ikke er forsvundet på trods af at mulighederne for at komme afsted mildest taget er begrænset i øjeblikket. Da lyset begyndte at forsvinde pakkede vi sammen og fik Grethe installeret i bilen. Hun skal på ferie hos os over julen, og har til formålet lavet nyt pas. Den slags er jo desværre nødvendigt med danskernes nidkære kontrol ved grænserne. Der er mange kors på kirkegården. Vores bil kørte som velsignet efter besøget.

 December har stået i mørkets tegn, men lørdag d. 19 blev en meget velkommen undtagelse fra reglen. Helt fra starten af dagen skinnede solen, og Peter havde satset på gode ben til en lang gåtur. Desværre havde 3 dages fysioterapi i træk trukket tænder ud, så højre ben var alt andet end i topform. Den lange gåtur blev droppet, og i stedet tog vi på Solveigs ønske til Frøslev plantage, hvor der dels er en runde at gå, dels er gode muligheder for at finde gode ting til juledekorationer. Plantagen havde det hele, der blev således samlet mos, lav, samt kogler fra flere arter. Til sidst var Solveigs medbragte net fyldt helt op, og det betød højt humør og flotte juledekorationer efter hjemkomsten. Turen blev på små 6 piloter, med andre ord næsten en rekord for Peter efter operationen. Tidligere startede gåturene som regel ganske godt ud, men efter nogle kilometer kom der større og større problemer i form af smerter. Nu er det lidt anstrengt fra start, men bliver ikke værre undervejs. Jeg håbe

 Vi kæmper med Coronaens konsekvenser. Manglen på rejse muligheder er stor, nu er det endda blevet umuligt at rejse rundt internt i Tyskland, alle hoteller, pensioner samt ferielejligheder er beordret lukket til slutningen af december, og rejse man udenfor de tyske grænser mødes man af 10 dages karantæne ved hjemkomsten. Det er med andre ord svært, hvis ikke umuligt at rejse rundt hvis man samtidig har et arbejde man skal passe. Intet er dog så skidt at det ikke er godt for noget, ingen rejser er = med ingen udgifter, så vi har penge til andet end at rejse verden rundt. Nogle af dem har vi brugt på noget så eksotisk som et vildmarksbad. Badetskal stå med udsigt over marken, og Solveig og Christian har kæmpet hårdt for at lave et godt fundament. 25 gigantiske fliser, hver med en vægt på 30 kilo er nu blevet placeret, så det eneste vi mangler er at få båret badet på plads. Vi har købt kvalitet, og det mærkes på vægten, badet er tungt som et ondt år. Når badetur på plads kan vi sidde i va

💚Lørdag d.14/11 begravede vi Verner. Ingeborg og Christians elskede bedstefar, samt Solveigs far. Verners sidste år her på jorden var ikke lette, præget som de var af tiltagende parkinsonsdemens. Sidste bopæl var plejehjemmet Gammelgården, og i en tid hvor ældreplejen får megen negativ opmærksomhed skal der herfra lyde en dybfølt tak til personalet der igennem de sidste par år har passet så godt og kærligt på Verner. Vi følte os altid velkomne, og der var altid styr på tingene når vi kiggede forbi. Begravelsen foregik, naturligvis, fra Egeris kirke, hvor Verner tidligere var en afholdt kirketjener der sørgede for livet i det store sogn. Begravelsen var trods Corona betingelserne en positiv oplevelse, kirken var fyldt med små 100 deltagere (normalt er der plads til mange flere) og mængden af blomster lod ane at Verner ikke kun af familien var en afholdt og respekteret mand. Præsten der forestod begravelsen kendte Verner fra tiden som kirketjener, og det gjorde naturligvis en forskel i

 På dagen hvor nyheden om Michael Bundesens død ramte Danmark var det også slut for Verner Gammelby. Det efterlader Ingeborg og Christian uden deres elskede bedstefar fra Skive. Verner har desværre været igennem meget de senere år, hvor parkinson demensen langsomt, men skræmmende sikkert har fjernet den mand vi alle havde kær, og efterladt et menneske uden den helt store glæde ved livet. Nu er Verner så ikke mere i blandt os, men vi har heldigvis alle mange gode minder fra både ture og familiebesøg gennem mange år at falde tilbage på. Vi vil mindes den Verner der i sine velmagtsdage var en fornøjelse at være sammen med. På Lørdag er der begravelse fra Egeris kirke, stedet hvor han i mange år fungerede som en afholdt kirketjener, og hvor centrum for Verner og Grethes sociale liv gennem mange år har været. Det bliver svært at gennemføre en begravelse under corona restriktionerne, men heldigvis er Egeris kirke så stor at vi må være 92 personer indenfor, så vi regner med at det nok skal gå

Peter har igennem længere tid haft smerter i forbindelse med bevægelse. I løbet af 2020 er det ikke blevet bedre, og i starten af august tog han sig endelig sammen og begav sig til læge. Straks fulgte en henvisning til en ortopæd, og 23/8 lød dommen på en ny hofte i højre side. Lidt en heftig besked, men lægen kunne dog trøske hammer at han virkede som den ideelle patient, stærk, ung (tag den elever) og alt andet var som det skulle være. Så fulgte det svære valg af operationssted. I Tyskland er det patienten selv der skal tage kontakt til et sygehus, og efter samtaler med folk der havde en mening om tingene faldt valget på Imland klinikken i Eckernförde. Efter sigende skulle stedet være godt, og det var da også midt indtryk da jeg kørte ned og snakkede med hr. cheflægen himself. Vi aftalte en operation d. 20/10, dagene efter efterårsferiens afslutning. Kun på den måde ville jeg være sikker på at kunne møde op, uafhængigt af hvad andre på skolen havde foretaget sig. Et sygdomsudbrud på

 Om aftenen i Karlstad besluttede vi os for at køre hjem til Harrislee næstedag. Vejret ville blive ringere, og når man nu alligevel er på vej hjem var det en let beslutning at tage. Vi kom fint afsted efter morgenmaden og en lille gåtur ned til Main floden. Morgensolen lyste på borgen, og de spæde efterårsfarver gjorde at vi havde svært ved at løsrive os fra stedet. På vej mod A7 kom vi forbi en lille vinby ved Saale, kun 600 kilometer fra Harrislee kan man altså finde et anerkendt vinområde. Vi kørte hurtigt mod nord, trafikken på første del af turen var såre begrænset, og derfor kom vi hurtigt mod nord, så hurtigtat Peter oprindelige plan om at spise frokost ved Göttingen ikke havde nogen gang på jorden, vi var simpelthen forbi byen inden sulten meldte sin ankomst. I stedet fandt Solveig byen Bad Gandersheim tæt på motorvejen. Den havde fået en stjerne på kortet, hvilket plejer at være en god indikator for at der er øget at komme efter. Vi blev hellerikke skuffede. Byen var tidliger

Bayern er et stort Bundesland, faktisk det største, og lille Mittenwald ligger i den aller sydligste del. Vi skulle først spise morgenmad kl. 9.00 - pga de strenge Corona-regler fik man tildelt et tidspunkt, hvor man måtte komme til morgenmad, så der ikke blev overfyldt. Vi havde sovet rigtig godt under de tunge dyner og var derfor allerede klar kl. 8.00 - så vi udnyttede ventetiden med at gå en tur rundt i byen og se den vågne op alt imens vi kunne iagttage de smukke malerier på husene. Husene var bygget i den traditionelle tyroler-stil, brede, i flere etager og med skodder og overdådige bloster, der væltede ud over altankasserne. Husene var meget velholdte, den lille by lå godt placeret med de store kæmper (Alperne) tæt på til at skærme den. Efter en god, solid morgenmad, købte vi lidt forsyninger i det nærliggende supermarked og satte kursen nordpå. Nu var skyerne efterhånden trukket sammen og regnen begyndte at vælte ned, så det var en god dag at få tilbagelagt nogle kilometer på.