Farvel til 2022
2022 er nu ved at rinde ud, og det har da om ikke andet været et år der vil blive husket. Vi startede ellers året med et fromt håb om at det ville blive et bedre år end de to forgængere, der begge i den grad var præget af coronaens hærgen. På det punkt er der trods alt sket en forbedring, i Danmark forsvandt restriktionerne d. 1 februar, og i Tyskland forsvandt i masketvangen i det mindste i skolerne og i butikkerne fra 1. april. At den så endnu hænger ved i tog og busser kan man jo efterhånden kun grine af.
Desværre kom der i stedet for sygdom en krig i horisonten. d. 24/2 vågnede vi op til nyheden om at Rusland havde invaderet Ukraine. Alle, inklusiv forfatteren af denne opdatering regnede med en kort erobringskrig, men sådan skulle det ikke gå. Ukrainerne har tværtimod vist sig som mere end jævnbyrdige modstandere, og har tilbageerobret store område de seneste måneder. Russerne har så valgt at bruge gas-våbnet, og det har betydet ekstremt høje energipriser i resten af Europa. Vi må således sluge høje strøm og benzinpriser, men skal dog ikke klage, havde vi stadigvæk haft vores hus i Kruså med gasfyr havde det været en tragedie.
Ellers blev 2022 året hvor Christian blev student, efter en alt andet end almindelig skoletid påDuborg skolen var det en fornøjelse at se ham fuldføre med et godt resultat. Senere har han arbejdet som lærervikar, og foruden polstringen af bankkontoen har han også høstet værdifuld erfaring om egne grænser og egen formåen.
Vi er nu samlede i Ylläsjärvi i det nordlige Finland. Afslutningen på året blev ikke helt som vi havde regnet med, for da Christian var på vej tilbage fra Kiitilä lufthavn med dem der fløj gik bilen desværre i stykker. Nu venter vi så på at se hvad der kan gøres, det vil jo være en katastrofe hvis vi ikke kan køre hjem igen fredag d. 6/1.
Inden det kom så vidt havde Peter & Christian stået på ski, vejret var ikke just fremragende, sne og blæst samt tåge betød svære forhold, men vi fik dog noget ud af skidagen, og hen imod slutningen klarede det lidt op.
Kommentarer