Crepe Party
I fredags havde vi aftalt med gruppen at vi ville holde en lille crepe party. Gruppen af franskmænd havde til opgave at stå for at lave salte crepes mens danskerne havde til opgave at lave søde pandekager til dessert. Vi mødtes fredag eftermiddag ved Walmart for at købe ind til maden og lidt vin, som jo hører sig til fransk mad.
Efterfølgende mødtes jeg så med Anna og Jens for at lave de danske pandekager. Vi mødtes ved Jens, da hans roomies ikke var hjemme, så vi kunne uden problemer overtage køkkenet for en stund. Vi hyggede os med at lave de mange pandekager og havde nogle gode snakke mens vi stod over panderne.
Efter 1,5 times tid med pandekage lavning var vi omsider i mål. Vi mødtes hos David, hvor vi ville holde den lille komsammen. Her duftede der også allerede af de franske crepes. Franskmændene havde også forberedt forskelligt fyld til de salte pandekager. Der var en udgave med stegte svampe og løg eller blot svampe. Hertil kunne man få lidt tomatsovs på og revet ost. Hvis man ville have et æg som fyld også, så skulle pandekagen i en varm pande først, hvorefter ægget blev klækket ud i en ende af pandekagen og drysset med revet ost. Der blev lagt låg på panden så ægget kunne varmes og stivne. Herefter blev resten af fyldet lagt i og pandekagen foldet. Det var virkelig lækkert og autentisk at prøve, siden vi jo havde de franske eksperter til at vise os den ideelle måde at tilberede og spise crepes på.
Efter aftensmaden hyggede vi os med vin, musik og kortspil inden vi begyndte på desserten. Til de søde pandekager havde vi selvfølgelig købt ind til at lave den helt traditionelle og klassiske danske udgave med syltetøj og sukker. Især franskmændene studsede lidt over at vi putter ekstra sukker ovenpå marmelade, hvilket giver god nok mening da det jo ikke ligefrem er den ingrediens syltetøj mangler. Vi forklarede dem dog at det ikke så meget er for at gøre dem sødere, men for at få lidt knas. Det gav de os hurtigt ret i var en genial ide efter at have smagt på sagerne. Udover syltetøj og sukker havde vi også købt chokolade og bananer. Det var sjovt at høre fra alle Skandinaverne, at det føltes så hjemmeligt at spise disse pandekager med syltetøj og sukker. Det er altså åbenbart noget hele Skandinavien kender til.
Rémi, Mathilde og David igang med de salte crepes.
Kommentarer