Søløver på Espiritu Santo

23/2

Kl. 10 mødtes vi nede ved promenaden hvor vi blev taget godt imod af Alonso Tours. Her fik vi tjekket ind til dagens tur til Espiritu Santo. Vi fik vores våddragter, som guiden anbefalede, da det jo er deres vinter og vandet derfor er en smule køligt. Vi tænkte vi tager dem med for en sikkerhedsskyld men nok ikke får brug for dem. Vi steg ombord på vores lille båd og blev iført redningsvest. Vores to guides præsenterede dem selv samt kaptajnen og fortalte lidt om dagens program samt nogle retningslinjer vi skulle følge. Sejlturen ud til Los Islotes hvor vi kunne svømme med søløver ville tage os omkring en times tid med nogle stop undervejs for at se på øens flora og fauna. Første sted vi stoppede var en klippe hvor der bor en masse forskellige fuglearter. En af dem er den californiske måge, som hører hjemme her. Den anden art er en fugl der også hører hjemme på Galapagos. Det specielle ved denne art er mandens blå ben som afhænger af hvor meget føde de får. Vi fik også øje på en blå hejre på klipperne. Vi sejlede videre og nød synet på det smukke landskab. Næste stop var en mole ved øen Espiritu Santo. Molen her er beskyttet, da det er et ynglested for mange forskellige dyrearter. I mangroveskoven yngler bl.a. små hajer og der er også en stor fregatfugle koloni på øen. Vi så også nogle af hannerne med det karakteristiske røde bryst, som de viser frem for at tiltrække hunner. Når det er lykkedes dem skjuler de det igen for ikke at være for synlige for rovdyr. Vandet her havde den smukkeste turkis blå farve og det var meget fristende at hoppe i. 

                                                                       Fregatfugle koloni


                                                                Fuglene med de blå ben



Vi sejlede dog videre mod Los Islotes. På vejen fortalte vores guide Federico om de omkringliggende klipper. Området har engang været præget af vulkansk aktivitet, hvilket stadig er tydeligt i klipperne. Den ellers røde farve afbrydes af et sort lag som er størknet lava eller magma. Desuden fortalte han om klippernes hældning. Ind mod La Paz bugten hælder klipperne nedad mod vandet og ud til Stillehavet hælder de opad, hvilket resulterer i en masse klipper. Grunden til dette er de to tektoniske plader der mødes her. Den ene går nedad hvilket får klipperne til at hælde nedad og forme strande. Den anden lægger sig ovenpå den anden klippe og får landskabet til at hjælpe opad og forme stejle klipper. Det var meget tydeligt at se og spændende at høre om. 


Vi sejlede videre ud til Los Islotes. Da vi ankom var vi ikke i tvivl om at det her var hjemsted til en koloni af over 400 søløver. Vi kunne fra det fjerne høre dem og da vi kom tættere på både se og især lugte dem. Vi sejlede rundt om klipperne hvor søløverne lå og solede sig på. Det er en af de få kolonier hvor antallet vokser fremfor falder som mange andre steder. Det var nu også tid til at få snorkeludstyret på, så vi kunne hoppe med vores to guides i vandet og svømme med søløverne. Vi havde fået nogle retningslinjer vi skulle følge og herefter havde vi ca 20 minutter i vandet. Det var også rigeligt for varmt var vandet ikke, så jeg var yderst taknemmelig for min våddragt. Vi så en masse fisk svømme rundt under os og pludselig svømmede der en stor søløve lige under mig. Først blev jeg lidt forskrækket, da jeg ikke havde set den komme, men den gjorde absolut intet. Dyrene er så elegante og agile under vand! Vi så en del flere søløver svømme tæt på os, herunder en mor med dens unge. Vores ene guide svømmede rundt med en redningskrans hvor der var en snor fastgjort til. En søløve fik fat i snoren og begyndte at lege med den. Det var utrolig sjovt at iagttage og den blev ved. Den sprang endda op af vandet med snoren i munden. Det mindede lidt om en hund der lejer med en pind. Det var en super oplevelse!
 



Vi var dog alle glade da guiden informerede os om at det nu var tid til at svømme hen til båden igen, da vi alle var godt kolde. Næste stop var Playa Ensenada Grande på Isla Partida, som er nabo øen til Espiritu Santo. Her sejlede vi ind i en mole, og gik i land. Vi fik serveret frokost som bestod af mexicansk ceviche og noget frugt. Det var utrolig lækket og nogle skønne omgivelser at spise frokost i. Vi nød omkring 1,5 time her på stranden inden vi begyndte turen retur til La Paz. På vejen var vi så heldige at vores kaptajn spottede en gråhval. Vi sejlede tættere på os slukkede motoren i nogle minutter for at se hvalen. Vi var heldige at se den komme til overfladen tre gange inden vi sejlede videre. På denne tid er det mere normalt at se pukkelhvaler og ikke gråhvaler, da de normalt holder til på stillehavs siden. 

Tilbage i La Paz fik vi os en is i solen hvorefter vi gik hen langs promenaden og ud på en bro for at se solnedgangen. Vi sluttede aftenen med aftensmad på en fiskerestaurant passende til dagens maritime eventyr. Selvom vi ikke fik mulighed for at svømme med hvalhajer, da myndighederne ikke havde talt nok til at turen kunne finde sted havde vi alligevel en skøn dag.






24/2

Vi startede dagen ud med en rolig morgen her i vores lille Airbnb. Planen for dagen var at tage til El Triunfo. Lidt udenfor byen er der et lille kaktus reservat, som vi ville se. Efterfølgende ville vi ind til byen og spise frokost. Det tog ca en times kørsel at nå frem til kaktusserne. Sidste del af vejen var grusvej, som dog overraskende nok var overraskende fri for huller. Vi kom frem til de mange kaktusser som vi havde beundret i vejkanten på vores forskellige køreture rundt på halvøen. Vi steg ud af bilen og gik en tur i reservatet. Vi var overraskede over hvor store kaktusserne bliver og hvor meget deres stamme kan ligne et almindeligt træ.





Efter en times gåtur rundt blandt de stikkende planter gik vi tilbage til bilen for at fortsætte ind til El Triunfo. Byen er en gammel mineby, hvilket den stadig bærer præg af. Vi kunne hurtigt se de mange høje skorstene der stak op rundt omkring i landsbyen. Vi parkerede bilen og gik lidt rundt på opdagelse. Vi fandt en sti der første os væk fra hovedgaden ud ud til det gamle mineområde. Her nåede vi til skorstenen La Romana, som man mener er designet af Gustav Eiffel, men man har dog ingen beviser. Vi gik videre ud i området og nåede til en gammel mine indgang, hvor der stod udstillet en gammel vogn der blev brugt til at transportere mineralerne i sin tid. Vi gik videre hen til et udsigtspunkt og så ud over landsbyen og det omkringliggende landskab. Her var meget grønt i forhold til det tørre ørkenlandskab vi ellers har set. Vi var blevet godt sultne efterhånden, så vi besluttede os for at gå tilbage til hovedgaden og finde noget frokost. 





Vi fik sat os på Cafe Triunfo, som godt nok ikke var helt billigt men havde noget fantastisk brød, som vi havde savnet lidt både her i Mexico og i Canada. Vi bed mærke i landsbyen var godt besøgt af ældre amerikanske turister og langt fra særlig mange unge rejsende. Efter frokosten sluttede vi af med en lille kugle is fra den lokale isbutik med selskab af en løs men meget fredelig lille hund. Vi kørte tilbage mod La Paz, hvor vi slappede af resten af eftermiddagen. Turens sidste aftensmad blev indtaget på Mariscos El Toro Güero, som var en lokal og godtbesøgt fiskerestaurant. Vi har fået utrolig meget lækker fisk og skaldyr på turen, hvilket vi alle har nydt da det er en af de dyrere fødevarer i Canada. Vi var da også alle begejstrede for aftensmaden i aften og var enige om at det var en god afslutning på turen. Resten af aftenen tilbragte vi med lidt kortspil i vores bolig. 


25/2 

Hjemrejsedagen. Heldigvis skulle vi ikke flyve før om aftenen, så vi havde god tid til at pakke sammen og nyde den sidste morgen i La Paz inden vi skulle begive os mod lufthavnen. Vi fik således pakket vores sager sammen og drukket lidt kaffe. Da alle var klar forlod vi Hectors bolig og kørte ind til La Paz centrum. Her havde vi udsøgt os at afslutte turen med brunch på den populære café Maria California. Jeg havde læst om den i Lonely Planet og da de andre hørte om deres pandekager var der ingen tvivl om at vi skulle besøge denne café inden turen var omme. Stedet var mildest talt også godt besøgt - især af de lokale, hvilket var et godt tegn! Vi ventede i kø i godt 25 min på at få et bord. Det lykkedes heldigvis og vi spiste en lækker brunch. Efterfølgende gik vi et smut forbi et lille bageri jeg også havde læst om i Lonely Planet som jeg gerne ville besøge. Jeg fandt en lille vegansk kage at tage med på turen. Herefter tog vi et sidste stop til Walmart for at købe lidt proviant til turen så vi kunne undgå at bruge for mange penge på mad i lufthavnen. Herefter startede vi køreturen til lufthavnen. Turen tog os ca. 2 timer og 25 min, hvilket ikke var så galt. Vi fik afleveret bilen uden problemer i lufthavnen og var således klar til at komme tilbage til Canada efter en skøn tur. 


26/2

Vi landede i Vancouver lufthavn kl. 00.30 natten til søndag. Fordi vi er fattige studerende havde vi besluttet os for at overnatte i lufthavnen i stedet for at skulle bruge penge på at betale for en overnatning et sted. Det var som forventet ikke den bedste nats søvn, men jeg fik da sovet en smule og nok en del mere end resten af gruppen. Det var også nødvendigt, for da resten af gruppen tog afsted for at hoppe ombord på færgen til Vancouver Island kl. 07 gjorde jeg mig klar til at tage ind til Vancouver centrum for at mødes med Sisse og Claus. Jeg mødte dem på Pacific Central Station, hvor de ankom med toget efter at have kørt tværs hen over landet. Det havde sneet om natten og mod al forventning er Vancouver ikke særlig forberedt på at håndtere sne. Hverken gaderne eller fortove var ryddet, hvilket resulterede i forsinkelser med offentlig transport og våde sokker eftersom jeg ikke havde det helt rette fodtøj med. 
Det skulle dog ikke ødelægge humøret - jeg havde en skøn dag med Sisse og Claus i Vancouver, hvor vi gik rundt i Gastown, Chinatown og langs promenaden. Vi fik en lækker morgenmad og en god kop kaffe ved vandet. Det var spændende at høre om deres tur og dejligt at få følelsen af hjem ved at tilbringe dagen sammen med dem.  


Remi der var med samme tog.






Kommentarer

Godt indlæg Ingeborg. Det virker i den grad til at I havde en god tur til Mexico :-)

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag