Bachelorfejring i Portugal
10/6
Min veninde Line, som jeg kender gennem studiet, havde tilbage i Februar spurgt mig, om jeg ikke ville med på en ferie, for at fejre vores bachelorgrad. Det ville jeg gerne og vi fandt billige flybilletter fra Aarhus til Faro, som vi bookede.
Rejsen til Faro og videre med bil til Carvoeiro dagen forinden forløb uden vanskeligheder. I dag stod dagen mest af alt på at udforske lokalområdet. Om morgenen startede vi ud med en dejlig morgenmad på terrassen efterfulgt af en tur på vores lokale strand Praia do Vale de Centeanes. Her havde vi taget lidt Papaya med som vi fik. Bølgerne var for voldsomme til at vi kunne bade, så det må vi have til gode til en anden dag.
Omkring middag gik vi tilbage op af trapperne til vores lejlighed. Her fik vi os en skyller pg klædte om inden vi tog bilen ind til Carvoeiro. Her gik vi lidt rundt og fandt hurtigt et frokoststed der så tiltalende ud. Det befandt sig på en plads lige ned til stranden. Her fik vi lidt god blæksprutte, laks og bruschetta. Efterfølgende gik jeg lidt rundt i de smalle og hyggelige gader, mens Line lagde sig ned på stranden i Carvoeiro. Efter at have gået lidt rundt og udforsket byen mødte jeg Line på stranden. Her lå vi yderligere en lille times tid inden vi fik en affogato (en kugle is med espresso shot henover), ved en isbutik jeg havde udsøgt mig på min gåtur. Herefter gik vi så småt tilbage til bilen. Derhjemme fik vi endnu en skyller, inden vi begyndte at gøre os klar til aftensmad. Vi fik en lille radler på terrassen inden vi gik hen til vores lokale indiske restaurant. Her fik jeg fisk i lemon curry. Det smagte virkelig godt.
11/6
I dag havde Line hjemmefra booket en tur på Stand Up Paddle ud til Benagil Cave til os. Det skulle vi kl. 12, så inden dag kunne vi nå en hurtig tur til stranden. Inden vi tog afsted fik vi lidt vandmelon at styrke os på inden vores 1,5 timers tur. Vi kom derud og var heldige med at få en parkeringsplads. Denne grotte er nok noget af det mest turistede sted hernede, så der var mange mennesker og godt gang i den. Vi fandt vores udlejer og fik meldt vores ankomst. Her blev vi anbefalet at tage ud i kajak i stedet. Vi var midt i myldretiden på vandet og mange af bådene var ikke særlig opmærksomme på folk på SUP, så de kørte tæt rundt om en, så man nok ville falde i vandet. Vi endte derfor med at tage ud i en tomands kajak i stedet. Første stop langs kysten var Benagil Cave. Der var dog så mange mennesker derinde, at vi besluttede os for at padle ned til det længste stop langs kysten og så se de andre stop på vejen retur. Landskabet var flot med de mange klipper og skrænter og det blå vand. Vi nød også at det luftede lidt ude på vandet og at vi kunne stikke hænderne i. Vi fandt en gruppe der var ude på en guidet kajak tur. Her hængte vi os på og fulgte efter dem ind i to forskellige grotter. Begge var meget mørke og man skulle være fra området og sejle derude hyppigt for at vide, at man kunne krydse igennem dem. Det var sjovt at sejle igennem grotterne efter guiderne. Herefter sejlede vi selv videre og efter lidt tid mellem andre små grotter og klippeformationer kom vi tilbage til Benagil Caves. Denne gang vågede vi os ind til de mange andre turister. Grotten har et rundt hul for oven, hvor en masse lys strømmer ned igennem, hvilket også gør den så speciel. Vi fik set os lidt omkring og taget nogle billeder inden vi med lidt besvær fik manøvreret kajakken ud på vand igen. Herefter padlede vi tilbage til stranden. Vi fik afleveret vores grej og fandt vej tilbage til bilen. Nu ville vi gerne ud af det her turistmylder, så vi fandt en lille restaurant lidt væk fra området og længere ind i landet. Her fandt vi et bord på restaurantens terrasse. Vi blev betjent af en ældre, portugisisk herre, som havde lært sig lidt engelsk. Vi fik brød og oliven, rejer i hvidløg og melon med skinke. Lige hvad vi havde brug for efter de mange mennesker. Herefter tog vi videre til Praia do Carvalho. Stranden lå tæt på, så vi var hurtigt fremme. Vi skulle ned af en masse trapper og gennem en lille tunnel i klippen, hvor der var udhugget nogle trappetrin for at nå ned til stranden. Den var relativt godt besøgt trods dens skjulte lokation. Vi fik lagt os pg tog straks en dukkert i det dejligt kølige vand. Her var bølgerne rolige og der var ikke meget tang. Herefter slappede vi lidt af på stranden med lydbog og lidt backgammon, som Line havde haft med. Sidst på eftermiddagen var det blevet tid til at tage hjemad. Vi tog hver et bad inden vi gjorde os klar til at tage ud og få aftensmad. Vi havde udsøgt os en italiener ved pladsen i Carvoeiro. Her fik vi begge hjemmelavet pasta. Vi sluttede aftenen af med en lille gåtur op på et plateau med skøn udsigt og en is ved vores foretrukne italienske ismager.
12/6
I dag havde vi besluttet os for at tage en tur til Portimao. Vi gjorde os klar og fik pakket strandtasken inden vi satte os ind i vores Fiat Panda og satte kurs mod byen. Vi ankom en lille halv times tid senere. Line havde fundet et madmarked vi startede med at se. Det var mest af alt lokale råvarer i form af kød, frugt, grøntsager og fisk, som blev solgt til de lokale. Det var hyggeligt at gå rundt derinde. Vi fik da også købt to store bøtter oliven, som vi ville spise til vores aftensmad senere. Herefter gik vi lidt rundt i byen på jagt efter en kaffebar der serverede havremælk. Det var ikke at opdrive, så vi droppede det og gik ellers bare lidt rundt mellem de smalle gader. Byen levede ikke helt op til forventningerne, så vi besluttede os for at tage bilen ned til stranden. Her havde vi fundet et lille frokoststed der serverede diverse sandwich, smoothie Bowls og salater. Efterfølgende gik vi ned til stranden, men lige som vi ville til at ligge os begyndte det at regne. Vi samlede derfor vores ting sammen igen og besluttede at køre videre. Der var et fort på en strand i den nærliggende by, Ferragudo, som jeg gerne lige ville se. Vi satte derfor GPS’en hertil. Da vi havde fundet en parkeringsplads og steg ud af bilen stoppede det lige præcis med at regne. Vi gik ned til stranden og fandt fortet bygget ind i klipperne. Det var et fint fort og en flot sandstrand. Vi blev enige om at vejret var klaret så meget op at vi godt ville ligge lidt ved denne strand. Vi fik hentet vores badetøj og strandhåndklæder og fik lagt os. Det begyndte at dryppe lidt igen, men det viste sig heldigvis kun at være en lille byge. Solen kom frem og vi nød denne fine sandstrand omgivet af rødlige klipper og det klareste, blå vand. På tilbagevirkende stoppede vi ved Lidl, for at købe lidt ind til aftensmad. Herefter kørte vi ind til Carvoeiro, hvor vi fik en affogato ved vores yndlings isbutik. Efter aftensmaden derhjemme tog vi en radler med ud til klipperne hvorfor vi så solnedgangen.
13/6
Programmet i dag stod på at udforske Lagos og omgivelser. Vi gjorde os klar til at køre lidt over 9, så vi kunne være derinde lidt over 10. Vi fandt en parkeringsplads lige udenfor bymuren ind til den gamle by. Vi havde på forhånd udsøgt os en kaffebar, hvor vi startede ud med en iskaffe. Herefter slentrede vi lidt rundt i de smalle gader og gik ind i lidt forskellige keramik butikker. Vi fandt også pladsen med det smukke, grønne hus. Herefter gik vi ned til havnefronten, hvor vi så bymuren fra den anden side og fortet, der havde været centrum for de ankomne slaver fra Afrika i sin tid. Efterfølgende havde vi udsøgt os et frokoststed. Her fik vi igen lidt lækkert fra havet. Styrket efter frokosten tog vi tilbage til bilen for at køre til Praia do Camilo. Dette er en meget populær strand, der ligger i de flotteste omgivelser ved kysten. For at komme ned til stranden beliggende mellem store klipper, skulle vi ned af 220 trin. Stranden var godt fyldt, men vi fandt et sted vi kunne ligge. Vi startede med en afkøling i det flotte vand, hvor der dog var lidt tang. Efterfølgende slappede vi af i de flotte omgivelser og fik spillet nogle omgange backgammon. Da vi havde fået nok gik vi op af de mange trappetrin og fulgte en gangbro langs kysten hen til Ponta da Piedade. Også her blev vi mødt af en smuk udsigt ud over små klippeformationer i det fine, blå vand.
Tilbage ved bilen kørte vi igen hen til en Lidl tæt på for at købe lidt supplerende til endnu en omgang aftensmad derhjemme. I Lagos havde vi også fundet en lille flaske Marcelos Rosé, som vi delte.
14/6
I dag var det blevet tid til at forlade vores dejlige lejlighed i Carvoeiro. Vi fik pakket sammen og gjort klar til at forlade stedet. Lidt over 11 var vi klar til at sætte kurs mod Albufeira. Vi skulle først aflevere bilen i Faro kl. 16:30, så vi havde tid til at se lidt på vejen. I Albufeira var vi heldige at finde en parkeringsplads tæt på stranden. Vi skulle også her ned af en del trapper for at komme ned til den bredde og lange sandstrand. Det var tydeligt, at Albufeira er en af de helt store turistbyer med en masse parasoller på stranden og er lille vandland ude i havet. Vi lagde os dog i den ene side hvor det mest var turister der lå på deres egne medbragte håndklæder. Vandet var helt klart og der var hverken tang eller sten. Vi fik taget os en skøn og tiltrængt dukkert her i varmen. På stranden fik vi hørt lidt lydbog og spillet backgammon mens vi spiste lidt vandmelon. Efterfølgende gik vi op ad de mange trapper hen til et frokoststed vi havde fundet lige i nærheden. Vi gik tilbage mod bilen og satte nu kurs mod Igreja de Sao Laurenco. Det var en kirke jeg havde fået anbefalet, som lå lige uden for Faro. Man måtte desværre ikke tage billeder inde i kirken, hvilket var en skam. Væggene var nemlig beklædt med de flotteste hvide og blå keramik fliser med forskellige mønstre og billeder. Selve alteret var beklædt i guld og det var meget imponerende. Efter kirken fik vi afleveret bilen og fik bestilt en Uber ind til vores bolig i Faro. Vi bor meget centralt i den gamle bydel og er heldige med at have en dejlig stor tagterrasse med udsigt over byen. Lige ved siden af er der også et tårn, hvor 5 storke har slået sig ned. Jeg fik at vide af en lokal, at storkene åbenbart er byens symbol. Da vi havde fået indkvarteret os var første programpunkt at finde en is at køle ned på. Da det var lykkedes og isen var indtaget fik vi hen til en restaurant vi havde udsøgt os for at bestille bord til aftensmad. Herefter slentrede vi lidt rundt inden vi gik tilbage for at tage er bad og gøre os klar. Vi satte os lidt op på tagterrassen og fik spist resten af vores oliven som en lille aperitif, sammen med nogle omgange Backgammon. Efter en lækker aftensmad gik vi langs havnen og så solnedgangen. I vores slentren gennem gaderne tidligere havde vi spottet den hyggeligste lille restaurant, som vi gik tilbage til for at bestille bord til den efterfølgende dag. Vi lod aftenen klinge af med et sidste spil backgammon på tagterrassen.
15/6
Sidste dag i Portugal for denne omgang. For mit vedkommende blev dagen tilbragt med at udforske Faros gamle bydel. Line havde mest lyst til at tage ud til Praia de Faro og udnytte de flotte strande. Efter vi havde spist morgenmad sammen på en café i byen fulgte jeg derfor Line hen til den lille færge der sejlede hende ud til stranden. Herefter gik jeg lidt rundt langs ydersiden af byens bymur. Jeg gik herefter hen til Jardim da Alameda João de Deus. Her gik jeg lidt rundt og nød de flotte og ikke mindst rolige omgivelser. Jeg fik taget billeder af en masse flotte blomster og ikke mindst af en påfugl der stod og struttede med sin flotte fjerpragt. Den så dog lidt pjusket ud. Herefter fandt jeg en bænk i skyggen af et palmetræ hvor jeg sad og hørte lidt lydbog og skrev de første dages blogindlæg. Efterfølgende satte jeg kurs mod markedshallen i Faro. Det var et noget større marked end det vi havde besøgt i Portimao. Jeg gik rundt mellem de mange madboder og kiggede på de mange flotte frugter, grøntsager og ikke mindst oliven. Jeg fik da også købt mig en lille pose oliven, som jeg havde besluttet skulle udgøre en del af min frokost. Efter markedshallen satte jeg kurs mod Church of the Third Order of Our Lady of Monte do Carmo, med det tilhørende Capela dos Ossos de Faro. På vejen faldt jeg over en lille, vegansk cafe. Her fik jeg købt mig et lille madbrød og en vegansk pastel de nata til min frokost, samt en lille jordbær milkshake at styrke mig på inden kirken.
Det var en flot kirke både udefra og indefra, men det mest imponerende og også en smule besynderlige var dog kapellet. Hele det indre var udsmykket med diverse knogler og kranier. Jeg fik læst mig frem til at der er en bestemt munkeorden, hvor kroppene er blevet gravet op til følge af de overfyldte kirkegårde i Faro i sin tid. Munkenes knogler blev derfor i stedet brugt overjordisk til at udsmykke kapellet. Det var et interessant og lidt makabert syn på en og samme tid.
Det var nu blevet frokost tid og jeg fandt mig en bænk i skygge af nogle træer. Her nød jeg mit brød, mine oliven og min lille kage, mens jeg sad og hørte lidt lydbog. Efter frokosten gik jeg lidt rundt i Faros gader og så lidt på nogle små, hyggelige butikker. Omkring kl. 15.30 gik jeg tilbage til vores værelse for at slappe lidt af og undslippe varmen indtil Line kom tilbage.
Vi gik sammen ud og fik os en is, hvorefter Line gerne ville hen til en bestemt butik for at købe lidt mere keramik med hjem. Senere fik vi gjort os klare til at tage ud og spise. Vi fik et spil backgammon og nogle oliven på tagterrassen inden. Vi spiste på en restaurant ved navn 'Los Locos', som lå i en lille, hyggelig og smal gade. Det var en god afslutning på en dejlig og afslappende ferie, hvor vi fik fejret godt at vi nu begge er blevet bachelor.
Kommentarer