Kjöttdeig og blandevann
Vi er atter i Arilds fantastiske hytte i Hafjell. Vi startede tidligt d. 28/12. Klokken var kun 2.14 da vækkeuret ringede, og vi skulle gære klar til at køre mod Frederikshavn hvor vi skulle nå en færge. Tidligere har vi altid taget færgen til Oslo når vi har skullet til Hafjell, men efter koronaen er stena line stoppe med at sejle på ruten, og DFDS har så taget handsken om med helt igennem horrible priser. Derfor havde vi i stedet booket en tur fra Frederikshavn til Göteborg, hvilket betød en kortere sejler, men til gengæld en noget længere køretur efterfølgende. Vejret var ikke det bedste, på færgen regnede det en del, og der var derfor ikke den bedste udsigt, og da vi ankom til Göteborg var det på ingen måde blevet bedre, det nærmest stod ned i stænger. Vejen fra Göteborg til Oslo er motorvej, så det burde være en smal sag at tilbagelægge den, men ak, nord for Stennungssund havde et jordskred ødelagt den, så på Arilds råd kørte vi i stedet over øerne Orust og Tjörn ude i skærgården. På grund af omvejen kom vi over broen ved Stennungssund der styrtede i havet efter at være påsejlet i 1980. Broen blev dengang ikke spærret med det samme, hvad der kostede 8 personer livet da de i deres biler kørte ud på den ødelagte bro og endte nede i havet i stedet for på skærgårdsøen Orust.
Bortset fra det lidt kedelige vejr var køreturen uden de store problemer. Temperaturen faldt jo længere vi fjernede os fra østersøens varme, og tø gik over i frost. Det betød lidt glatte veje, men da vi havde bilen fyldt op med gode chauffører var det ikke noget der kunne ødelægge turen. Vi ankom til Hytten lidt i klokken 19, og følte os straks hjemme i hytten hvor vi har været en del gange før. Ved hjælp fra gæstebogen er vi kommet frem til at det nu er 5 gang vi er på plads i Hemsetærvagen 41 i Hafjell.
Efter en god nats søv tog vi hul på ski delen af turen. Vi konstaterede at snedybderne var større end hvad der normalt ligger i slutningen af december, og vi er denne gang så heldige at hele området er åbent. Nu tager man ikke til norge i julen for at blive gennembagt af solen, og vi så da heller ikke meget til den orange skive denne første skidag. Efter frokosten tog Peter og malte afsted mod Lillehammer for at hente Ingeborg og Eskild der efter en flyvetur fra København til Oslo havde sat sig tilrette i toget mod Lillehammer. Turen væk fra hytten bød på lidt af en udfordring med at komme op på hovedvejen. En modkørende bil betød at vi måtte opgive at nå op og i stedet køre tilbage for at lave et nyt forsøg. Efter at have hentet de nye gæster handlede vi. Mange ord er på norsk og dansk de samme, men som så mange andre steder gemmer djævlen sig i detaljen. Således er fars kjöttdeig, og saftevand hedder på disse kanter blandevann. Begge dele endte i indkøbskurven.
Efter at vi havde handlet kørte vi tilbage mod hytten. På turen op havde vi problemer da en bil holdt på tværs. Normalt har vi ikke problemer med at komme op der, men fra stående position gik det desværre ikke så let, så Lone og Malte måtte skubbe mens Peter fik listet bilen op på flad grund så de kunne komme ombord igen. Lidt af en afslutning på vores første dag i Hafjell.
Kommentarer