Hærvejen, fuld af gode gratis oplevelser.
Vi er tilbage på sporet. Da vi skulle til et arrangement i de berejstes klub i Hejls lørdag aften, var det oplagt at benytte lejligheden til at gå en tur med Claus og Sisse. De manglede heldigvis et stykke af hærvejen nord for Vojens, og vi valgte derfor at gå stykket fra Jels til Vojens. Hærvejen er samlet set en super rute, men der er stor kvalitets forskel på de enkelte etaper. Denne var god, kun enkelte steder var der længere stræk på asfalt, og vi slap helt for at gå langs landeveje. En passage omkring Nørreå tæt på Stursbøl var højdepunktet rent naturmæssigt. Her havde det lille vandløb en bred Å dal at boltre sig i, med ret markante sider. En klassisk u-dal. Vi havde i dagens anledning udvidet vandreholdet med Erik fra de berejstes klub. Erik er blandt de få af klubbens medlemmer der har været i ale verdens lande, en imponerende præstation. Til gengæld mente han det var 20 år siden han sidst havde tilbagelagt over 20 kilometer på apostlenes heste, men det var nu ikke at mærke den solbeskinnede lørdag.
Aftenen bød på et foredrag om Madagaskar, et spændende, omend ikke helt nemt rejsemål. Foredragsholderen er særdeles dyreinteresseret, og da Madagaskar er kendt for et rigt udvalg af halv-aber var der nok at tage fat i. Vi hyggede os som sædvanlig sammen med klubbens medlemmer. Det er altid interessant at være sammen med mennesker med andre baggrunde, og det er ligeledes interessant at se hvordan andre mennesker har valgt at indrette sig. Aftenens værts hjem var et af de mere utraditionelle vi har besøgt.
Tudserne var på farten. At dømme efter de mange fladmaste tudser der prydede den smalle asfalt vej er der en stor bestand i området.
Den smukke kirke i Vojens var fuldt oplyst da vi efter 22,5 kilometer var tilbage ved udgangspunktet.
Kommentarer