Aggerholms blog

 Da vi mangler vores adapter i lufthavnen, hvor vi nu sidder og venter på flyet hjem til Europa, må I nøjes med nogle hints om, hvad der bliver skrevet om på bloggen, når vi kommer hjem. Der er nemlig kun 6% strøm tilbage på computeren, den er malket... Men nu er der atter saft på computeren, og så skal der fortælles om vores afrejse dag fra Duncan. Når man bytter hus vil man gerne aflevere det i mindst samme stand som man modtog det i, godt nok havde Adele sagt at vi ikke behøvede gøre rent, men den slags kan vi ikke lade være med, for man kan jo ikke være bekendt at efterlade et beskidt hus til en ældre kvinde. Med andre ord, vi, især Solveig, fik sat skik på huset, imens fik Peter og Ingeborg afleveret vores fantastiske Toyota, og da afskeden nærmede sig sluttede vi af med det sidste måltid på Privett drive, en beefstew Peter havde forberedt forinden.  Vi kærte herefter mod færgen, men valgte at tage en ekstra færge, så vi kunne undgå at køre helt ind til Victoria, færgen k...

Vores sidste hele dag i Duncan bød på lidt af et program. Vi havde hele 2 sociale arrangementer i kalenderen, samt en udflugt til Salt spring Island, en af de såkaldte Gulf Islands, der ligger mellem Vancouver Island og fastlandet. På øen havde vi aftalt at mødes med Michaelas bedsteforældre, der ved en tidligere lejlighed havde mødt Ingeborg, og som gerne ville se resten af familien også.  Undervejs fik vi aftalt med Louise og Bob, at vi kunne mødes med dem kl. 11, da vi var lidt i god tid og øen ikke er særlig stor, blev vi enige om, at starte med en kop kaffe, da regnen silede ned. Ingeborg kendte et godt kaffested, fra sidst hun var her, så der gik vi ind og fandt da også efter lidt venten et bord, hvor vi kunne indtage vores kaffe. Adele og hendes nu afdøde mand, Scott, elskede at komme på øen for som Scott yndede at sige, så var øen en skøn blanding af hippier og millionærer. Han havde ramt plet, for det var i sandhed et spændende studie at indtage kaffen og iagttage de forsk...

Denne mandag havde vi aftalt at køre til Victoria efter morgenmaden. Programmet var lagt til rette så Ingeborg kunne vise os universitetet hvor hun har slået sine folder de sidste måneder. Vi kender efterhånden vejen mod syd, men vores medbragte GPS var mildest taget ikke knivskarp denne morgen, for da vi ankom til dens ende-destination var vi istedet for ved universitetet havnet midt i et villa kvarter. Heldigvis havde Ingeborgs telefon net, og ved hendes hjælp lykkedes det os at finde frem til University of Victoria. Her fik vi en rundvisning af Ingeborg, der inkluderede en "First Nation" kunstudstilling, et besøg i et undervisningslokale og et auditorium, samt et besøg hos en bibliotekar med danske aner (Pia Russel) som Ingeborg har mødt. På hendes kontor gik snakken lystigt med emner som europæernes syn på Canada, samt om behandlingen af oprindelige folk, et ekstremt svært og følsomt emne i Canada. Godt nok får universitetets bygninger nu andre navne, men samtidig lever ...

 Vi har haft en rolig søndag, startende med en rolig morgenmad har i Adelses dejlige hjem. Dagens program startede smed en køretur mod syd hvor den gamle jernbanebro Kinsol Trestle befinder sig. Den er nu sat i stand efter jernbanen blev nedlagt helt tilbage i 1979. Broen er bygget af træ, og den ligner noget man kender fra gamle western film. Den er et klart vidnesbyrd om styrken af træ konstruktioner, for togene der i fordums tid passerede den var ike af den lette slags. Passagertog ophørte allerede før 2. verdenskrig, så det har været tunge godstog, især i forbindelse med tømmerindustrien der har passeret her. I dag er den gamle banestrækning blevet til en smuk vandre / cykel rute, og vi fik trods alt gået små 4 kilometer fra parkingspladsen hen til broen og tilbage. Det er et af de få steder herovre hvor det er nødvendigt at kunne bevæge sig bare lidt på egen hånd.  Efter besøget ved broen begyndte sulten at melde sig, og i Duncan by, hvor vi endnu ikke hvor alvor har være...

  Vejrudsigten har ramt rigtig, desværre. Vejret er præcis så fjendligt som lovet, siden i nat har regnen stået ned i tove, så sigtbarheden er begrænset. Den smukke udsigt fra huset vi har boet i er næsten væk, og vi kan prise os lykkelige over, at det ikke er i dag vi har booket en bjørnetur. Der ville i hvert fald ikke været kommet nogen brugbare billeder ud af det. Vi kører om lidt tilbage til Duncan, desværre bliver hele turen formentlig tilbagelagt i regnvejr, så der bliver ingen indlagt sightseeing stop undervejs. På vejen tilbage havde vi et enkelt stop på "Tim Horton" somer Canadas svar på "Starbucks" - her fik vi en kom kaffe og en tissepauseinden vi skiftede chauffør, da jeg nu havde fået come back. Da vi kom til Adeles hus på Sterling Dr. var regnen stoppet. Vi fik pakket ud og så tog vi lige et smut ind til Duncan for at købe en kage i "The Garage" som vi havde hørt godt om. Der var masser af lækre kager, og valget faldt på en Nanaimo Bar og en...

  Morgenen startede skidt, Solveig meldte sig syg, i hvert fald om formiddagen. Håbet var at hun ved hjælp af piller, hvile og søde ord fra Peter kunne blive klar til eftermiddagens bjørne tur. Vi andre begav os afsted mod nationalparken Pacific Rim, hvor Ingeborg tidligere havde været ved et fly der styrtede ned under 2. verdenskrig. For at komme hen til vraget måtte vi parkere bilen, og det kostede så 21 canadiske dollar på grund af at det var en nationalpark. Ret beset gælder billetten så også som entre til parken, så man kan se flere områder for denne pris. Turen startede med 1 kilometer på asfalt langs en cykelsti, men sådan blev det ikke ved. Da asfalten forsvandt dukkede der først en sti, siden mudder op. Vi kæmpede os forbi det mudrede stykke, men det er godt nok en forskel rent tidsmæssigt at gå når man skal vogte over hvert et skridt man tager. Det sidste stykke hen til vraget var på et Boardwalk, og her skulle man også passe på, for jorden langs siderne så ekstremt sumpe...