En fantastisk dag

Vores sidste hele dag i Duncan bød på lidt af et program. Vi havde hele 2 sociale arrangementer i kalenderen, samt en udflugt til Salt spring Island, en af de såkaldte Gulf Islands, der ligger mellem Vancouver Island og fastlandet. På øen havde vi aftalt at mødes med Michaelas bedsteforældre, der ved en tidligere lejlighed havde mødt Ingeborg, og som gerne ville se resten af familien også. 

Undervejs fik vi aftalt med Louise og Bob, at vi kunne mødes med dem kl. 11, da vi var lidt i god tid og øen ikke er særlig stor, blev vi enige om, at starte med en kop kaffe, da regnen silede ned. Ingeborg kendte et godt kaffested, fra sidst hun var her, så der gik vi ind og fandt da også efter lidt venten et bord, hvor vi kunne indtage vores kaffe. Adele og hendes nu afdøde mand, Scott, elskede at komme på øen for som Scott yndede at sige, så var øen en skøn blanding af hippier og millionærer. Han havde ramt plet, for det var i sandhed et spændende studie at indtage kaffen og iagttage de forskellige typer som cafeen rummede - vi havde i hvert fald mødt hippierne... Efter kaffen gik vi lidt rundt i hovedbyen Ganges, heldigvis var regnen hørt op og kun de tunge skyer hang over os. Ærgerligt det ikke var solskin, men måske var det godt nok, for jeg kan da næsten ikke forestille mig, hvor smukt der må være her en solskinsdag. Der er øer, fjorde, træer og fantastiske huse over alt, men især naturen hersker her og mætter sanserne. Det var ved at være tid til at køre mod Bob og Louises hus - de kommer oprindeligt fra Montreal , de fransktalende del, men taler heldigvis også engelsk, især Bob - Louise ville vist hellere tale fransk. Men vi fandt deres domicil, for et hus var det ikke... De havde selv bygget det for 40 år siden, det lå med en helt fantastisk udsigt ud til vandet, hvorfra man kunne se over på den næste lille ø, store træer og dybblåt vand. Huset var godt integreret i naturen og der var store vinduer og terrasser over alt. En virkelig perle-og ingen tvivl om, at vi nu også havde møde millionærerne... Vi blev der en god times tid og fik en hyggelig snak om Canada vs. Europa samt en kop te og små lækre kager. Da vi også skulle nå andet, sagde vi farvel og begav os ned mod den sydlige del af øen til Ruckle Point, hvor Ingeborg havde fortalt, at der var nogle vandrestier. Men da klokken var blevet frokosttid, for vi havde jo været tidligt oppe, valgte vi at stoppe på vejen ved en lille hytte, der reklamerede med Fish ´n´chips. Vi bestilte hos ekspedienten, der så ret indisk ud, og så satte vi os udenfor for at vente på maden. Den lille inder kom flere gange ud for at sikre os, at vi ikke frøs, da regnen igen viste sig. Vi fik tæpper og varmelampen var tændt, og snart efter kom maden; hver portion pakket ind i en gammel avis med hjemmelavet tartar sauce og citron som tilbehør. Mums det smagte godt og portionerne var så store, at vi ikke alle fik spist op. Inderen kom ud med en smagsprøve på Sea Food Chowder, som er en specialitet på Vancouver Island; en cremet suppe med grøntsager og fisk - mums det var lækkert. Han spurgte også, om vi ville have en kop te, da han og hans makker alligevel selv skulle have noget. Det sagde vi naturligvis ja til, og da han kom for at servere den, spurgte han interesseret ind til os; hvad vi lavede, hvor længe vi havde været her osv. Vi spurgte naturligvis også ind til ham, og fik hele hans livshistorie - han kom fra Madras i Indien (Solveig var lige lidt presset på indisk geografi, men det ligger altså i det sydlige Indien:-)), han blev kaldt JFK og var et aldeles smilende og imødekommende bekendtskab.

Regnen hørt heldigvis op da vi var færdige med at spise, og vi kørte rundt på øen i pænt vejr. Ved Ruckles Point parkerede vi bilen og gik den længste tur på spidsen, kaldet Beaver Point, i alt vel 4 km. Men det var i meget smukt terræn lige ud til havet på den ene side og skoven på den anden. I slutningen af turen kom vil til "Heritage Farm" en gammel landejendom med små huse til husdyr spredt på et større areal, som var grundlagt af Henry Ruckle i 1872 og dermed én af Salt Spring Islands ældste bosættere - vi fik meget tid til at more os over de løjerlige kalkuner, som spadserede rundt, især hannerne var blæst godt op og blev med deres store ego og underfundige udseende genstand for mange mobiloptagelser fra ungdommens side:-)

Det var blevet tid til at køre mod en anden færge i Fulford Harbour, da vi havde næste aftale kl. 18 i Victoria, og inde da skulle vi lige hente endnu en lejebil, da vore store Toyota skulle afleveres i Duncan dagen efter. Så for at Ingeborg kunne køre os til færgen lejede vi endnu en bil i Victoria, som hun så kunne aflevere, når hun havde sat os af ved færgen - jo, det var lige det der med logistikken, og Canada er altså ikke et land, hvor man tager offentlig transport eller bevæger sig ved egen kraft - det er bilernes land - no doubt!

Pia, bibliotekaren fra Ingeborgs universitet, havde inviteret os til middag hos sine forældre, hvor de boede midlertidigt, da deres eget hus var ved at blive renoveret. Vi fandt adressen, et dejligt villakvarter inde i Victoria, og blev budt velkommen i indkørslen af et fint dannebrogsflag. Tom og Grethe, som Pias forældre hed, var et canadisk/dansk ægtepar. Grethe var født ved Roskilde, og havde nu boet i Canada i 50 år. Hun talte stadig et pænt dansk - forstod det hele, hvilket var meget imponerende efter så mange år i udlandet. Familien havde bevaret en stærk tilknytning til Danmark og var selvfølgelig en del af de danske foreninger, som trods alt er i Vancouver, der også har en egen dansk kirke med en dansk præst. Imponerende så langt væk - de viste os billeder fra de forskellige arrangementer, og man følte sig tilbage i Sydslesvig, hvor der også bliver holdt fast i danske traditioner og de rød/hvide farver.

Vi havde en helt fantastisk hyggelig aften, hvor familien udviste os umådelig stor gæstfrihed. Pias mand Graham, og parrets to børn var også med, og vi sad længe alle 11 personer rundt om det store bord og skiftevis fortalte og spurgte til hinanden. Det var en helt fantastisk aften, og man kan ikke forestille sig en bedre måde at slutte en ferie af på et andet kontinent. Det bliver et minde, som sætter sig fast indeni og forhåbentlig bliver det også noget vi tager med hjem, og husker at gøre mod andre, når vi får muligheden. Grethe og Tom fulgte os ned til bilerne og vi tog afsked og takkede for en fantastik aften. De vinkede som afsked og Tom bøjede sig ned mod det rød/hvide flag og sluttede af med ordene: "I´ll take Dannebrog in".