På campus i Victoria
Denne mandag havde vi aftalt at køre til Victoria efter morgenmaden. Programmet var lagt til rette så Ingeborg kunne vise os universitetet hvor hun har slået sine folder de sidste måneder. Vi kender efterhånden vejen mod syd, men vores medbragte GPS var mildest taget ikke knivskarp denne morgen, for da vi ankom til dens ende-destination var vi istedet for ved universitetet havnet midt i et villa kvarter. Heldigvis havde Ingeborgs telefon net, og ved hendes hjælp lykkedes det os at finde frem til University of Victoria. Her fik vi en rundvisning af Ingeborg, der inkluderede en "First Nation" kunstudstilling, et besøg i et undervisningslokale og et auditorium, samt et besøg hos en bibliotekar med danske aner (Pia Russel) som Ingeborg har mødt. På hendes kontor gik snakken lystigt med emner som europæernes syn på Canada, samt om behandlingen af oprindelige folk, et ekstremt svært og følsomt emne i Canada. Godt nok får universitetets bygninger nu andre navne, men samtidig lever "First Nation" menneskerne som ofte et liv på, eller i hvert fald tæt på samfundets bund. En sørgelig sandhed, som er problematikken i mange koloniserede områder.
Vi afsluttede besøget på campus med at spise frokost i the Cove, det store spiseområde, hvor der var adskillige restauranter at vælge imellem. Ingeborg har været meget disciplineret mens hun har været herovre, for det var kun 3. gang hun spiste her, alle de andre gange har hun selv lavet mad!
Klokken 14 skulle vi mødes med Ingeborgs veninde Michaela og hendes kæreste Jarvis - de kommer til Europa i maj/juni og aflægger også et besøg hos os i Flensborg, så det var dejligt at snakke og vende forskellige problemstillinger fra de to kontinenter, bl.a historieundervisning, Trump, krigen i Ukraine og sport var topscorerne i dagens café-møde.
Bagefter blev der tid til en lille bytur for at få købt lidt forskellige, men vi gik også ud til Fishermans´ Wharf, hvor der ligger en masse husbåde og i det hele taget er et hyggeligt miljø omkring havnen. Vi tog en vandtaxi tilbage med skipper Tom fra Liverpool ved roret. Dagen var kold men op ad dagen kom solen heldigvis og vi fik set de store bjerge mod Syd i USA. Michaela havde anbefalet os at køre ad kystvejen tilbage til Ducan, og det fortrød vi ikke - det var en virkelig smuk tur helt ud til vandet og sikke nogle prægtige huse, vi kom forbi - det var det gamle velhaverkvarter, vi var kommet ud til.
Vi landede i Duncan kl. 19.40 og havde heldigvis gode rester, så vi hurtigt fik stilet sulten. I morgen venter Salt Spring Island, og en uventet middagsinvitation fra Pia!
Kommentarer