Bjørnebanden på tur i Tofino

 

Morgenen startede skidt, Solveig meldte sig syg, i hvert fald om formiddagen. Håbet var at hun ved hjælp af piller, hvile og søde ord fra Peter kunne blive klar til eftermiddagens bjørne tur. Vi andre begav os afsted mod nationalparken Pacific Rim, hvor Ingeborg tidligere havde været ved et fly der styrtede ned under 2. verdenskrig. For at komme hen til vraget måtte vi parkere bilen, og det kostede så 21 canadiske dollar på grund af at det var en nationalpark. Ret beset gælder billetten så også som entre til parken, så man kan se flere områder for denne pris. Turen startede med 1 kilometer på asfalt langs en cykelsti, men sådan blev det ikke ved. Da asfalten forsvandt dukkede der først en sti, siden mudder op. Vi kæmpede os forbi det mudrede stykke, men det er godt nok en forskel rent tidsmæssigt at gå når man skal vogte over hvert et skridt man tager. Det sidste stykke hen til vraget var på et Boardwalk, og her skulle man også passe på, for jorden langs siderne så ekstremt sumpet ud. 

Vraget har ligget på stedet siden 2. verdenskrig, og hvis man søger efter et bevis på at aluminium ikke let forgår i naturen kan man bare tage hertil, for det er imponerende velbevaret. Nu er der jo tale om et vrag efter et fly styrt, og når man betragter skaderne på flyet virker det utroligt at hele besætningen slap fra oplevelsen med livet i behold. Vi var alene på stedet, og det benyttede vi naturligvis, utallige billeder blev taget af de unge på vraget, Peter nøjedes med at røre ved det.

Turen tilbage foregik under et lettere tidspres, om det var det, eller bare mangel på teknik der var skyld i at Peter nu har en våd sko skal være usagt, men i det mindste kom vi hjem til en Solveig der i det mindste havde det så godt at hun både havde lavet lidt frokost, og kunne melde klar til eftermiddagens bjørne tur.

Meget heldigt havde vi rent tilfældigt valgt en udbyder der lå kun ca. 200 meter fra vores bolig, vi kunne altså gå derhen uden at få sved på panden. Vi havde i lang tid frygtet denne dag, for vejrudsigten har skiftet frem og tilbage mellem rimeligt og dårligt vejr. Vi havde dog ikke behøvet al denne gang negative tanker, for vejret var som den slags skal være, vindstille, og solskin langt det meste af tiden. I morgen derimod skal der lande ikke mindre end 62 millimeter regn, men det er jo kun et problem for morgendagens kunder.Vi sejlede ikke med en Zodiac gummibåd, på sin vis lidt øv, for de kan nok komme tættere på bjørnene, men på den anden side heldigt, for selvom solen skinnede var det på ingen måde en lun vind der stod os i møde når båden gassede op.

Vi fik en kort instruktion da vi steg ombord, og så gik det ellers afsted mod de indre dele af fjordsystemet, bjørnene kommer frem når det er lavvande for at spise tinge og sager som havet har bragt dem. Vi så først en såkaldt rock bear, altså en sort sten der fra afstand ligner den ægte vare, inden vi aller inderst inde endelig fik øje på en sort klat der bevægede sig. Hurtigt fik vi kameraerne frem, og fik så eller skudt løs i vildskab, for hellere ti billeder for meget end et for lidt. Bjørnen vi så gik desværre lidt væk fra os, og den havde også den frækhed at lægge sig for at hvile lidt. Lidt af en bet, men vi havde i det mindste set en ægte bjørn. Så gik det ellers tilbage igen, og vi fik set klippe pølser, sådan kaldte guiden de sæler der lå og dasede den af på nogle klipper. 

Kort inden vi var tilbage var der endelig jackpot, en stor bjørn gik langs stranden, endda i solskin, atter engang blev der fyret billeder af, og denne gang blev de særdeles gode synes vi selv. 

Det var en stor oplevelse at opleve bjørnene i den frie natur, og vi er lykkelige for at vejret var så godt, det betyder meget for både billeder og oplevelse.

Hvis vi så bjørne var vi blevet enige om at få en belønnings is ved en isbutik. Isen var fremragende og vi tog den med til Long beach, som navnet mere end antyder en lang strand syd for Tofino. Her fik vi den spist mens vi fik taget dagens sidste billeder.