Goodbye Vancouver Island og Ingeborg

 Da vi mangler vores adapter i lufthavnen, hvor vi nu sidder og venter på flyet hjem til Europa, må I nøjes med nogle hints om, hvad der bliver skrevet om på bloggen, når vi kommer hjem. Der er nemlig kun 6% strøm tilbage på computeren, den er malket...

Men nu er der atter saft på computeren, og så skal der fortælles om vores afrejse dag fra Duncan.

Når man bytter hus vil man gerne aflevere det i mindst samme stand som man modtog det i, godt nok havde Adele sagt at vi ikke behøvede gøre rent, men den slags kan vi ikke lade være med, for man kan jo ikke være bekendt at efterlade et beskidt hus til en ældre kvinde. Med andre ord, vi, især Solveig, fik sat skik på huset, imens fik Peter og Ingeborg afleveret vores fantastiske Toyota, og da afskeden nærmede sig sluttede vi af med det sidste måltid på Privett drive, en beefstew Peter havde forberedt forinden. 

Vi kærte herefter mod færgen, men valgte at tage en ekstra færge, så vi kunne undgå at køre helt ind til Victoria, færgen kortede noget af turen, og var også flot, men prisen der var afhængig af antal personer i bilen var ikke konkurrencedygtig, hele 50 dollars måtte Peter af med, og det var nok forklaringen på at der mest var biler med maks 2 passagerer ombord.

Fra vi kom af færgen til vi holdt ved swartzbay gik der heldigvis ikke længe, for da vi ankom var der kun 13 minutter til den store færge afgik mod fastlandet. Det betød en hurtig afsked med Ingeborg, der jo ikke skulle med. Det har været helt fantastisk at være sammen med hende igen efter de lidt mere end 3 måneders adskillelse. Færgeturen med den store færge blev tilbagelagt i noget bedre vejr end sidst, så det var en fornøjelse af stå på dækket,  i hvert fald for Peter, der tilbragte hele turen med at tage billeder, ret succesfuldt, og spejde efter hvaler, hvilket desværre ikke var kronet med held.

Da vi kom til Tsawwassen fandt vi hurtigt bussen, og senere kom vi også ombord på toget mod Vancouver, da vi ikke havde booket samme hotel som Kayla og Christian stod vi ikke af same sted, men aftalte at mødes senere for at finde et sted at spise. Vi gamle fandt hurtigt Hotel Victoria, der viste sig at være byens ældste helt tilbage fra 1898. Det var nu ganske godt, eneste minus var bad og toilet pågangen. For Christian og Kayla var det sværere at finde hotellet, det lykkedes dem at gå ind på et forkert, og da de jo af gode grunde ikke kunne finde de unge menneskers reservation måtte de jo vise deres mail, receptionisten spottede så fejlen og fik viste de unge mennesker vejen til det rigtige sted, om ikke andet en sjov historie når selve situationen er kommet lidt på afstand.

Senere mødtes vi og gik ned til Vancouvers lille chinatown, der er nu ikke ret meget at se bortset fra en imponerende indgangsporte og et skræmmende antal hjemløse misbrugere der ligger og sidder overalt. De ser stort set alle ud til at være i en miserabel forfatning, og det er et syn der som vælfærdsvant dansker er svært at forliges med. Vi forlod derfor Chinatown og begav os til Gastown, Vancouvers ældste bydel, her var de hjemløse mindre massivt tilstede i gadebilledet, og vi kunne finde et sted at spise. Valget faldt på en ukrainsk restaurant, der bød på god mad, og meget spændende drinks. Vi fik Slava Ukraine og Putins hjerneblødning, ret originalt.