Farvel til 2019

Endnu et år er nu ved at være forbi. 2019 vil formentlig være sidste år hvor vi er 4 i vores hustand. For os har 2019 været endnu et år med gode oplevelser, både i vores egen lille familie, hvor det er blevet til gode oplevelser herhjemme og på rejser, samt sammen med vores familier. Ankomsten til 2019 foregik for Ingeborg vedkommende fjernt fra de hjemmelige himmelstrøg. Hun var med Malthes familie i Sydafrika. Vi andre kom mærkeligt ind i 2019. I hvert fald var det underligt at fejre nytåret i Jerusalem, hvor den lokale kalender hverken anerkendte årsskiftet eller hvilket år vi var i.

Hjemkommet igen ventede januar og februar med karaktermøder og forældrekonsultationer på alle andre end Ingeborg. I februar tog hun afsted mod Sri Lanka hvor hun mødtes med gode veninder. Vi herhjemme fulgte spændte med på bloggen, hvor der hver dag var nyt at læse fra de sydlige himmelstrøg.

Foråret bød på en påske ferie hvor Oman og de forenede arabiske emirater var målet, Især mødet med omanerne vil være et minde vi bærer på længe. Her var der ikke mange turister, og da landet emmer af oplevelser kan det klart anbefales at besøge det inden horderne ankommer. På turen havde vi også et par overnatninger i Dubai, også spændende, men der behøver vi ikke komme igen. Foråret bød også på et salg af Solveigs barndomshjem, efter svære forhandlinger, og en del uheld undervejs lykkedes det endelig at få afhændet egerishave 53. Grete er kommet godt videre tæt på Verner, og selvom hun nu befinder sig på en anden adresse er stedet indrettet så man stadig kommer hjem til Grete.

I kristi himmelfarts ferien besøgte vi den russiske hovedstad Moskva. Absolut et spændende sted, men vi husker også turen forde udfordringer vi var ude for undervejs. Dels at vi først i 3 forsøg fandt et stad at bo, dels at vi havde besvær med at komme hjem igen, Air Baltic anerkendte ikke vores retur booking, og Travelgenio som vi havde købt billetten igennem mente ikke det var deres skyld, nye billetter var eneste mulighed for at komme hjem, men de kostede en del penge, en bitter pille at måtte sluge for noget der ikke var vores skyld. 

Sommerferiens komme var samtidig afskedens time for Christian, overstået var nu 4 år på Gustav Johannsensskolen i Flensborg, og efter flere overvejelser foregik den videre skolegang på Duborgskolen, hvor der forventes en studenterhue i sommeren 2022.

I foråret var vi også på Hven med Lone og Eskild. Det var en sjov oplevelse at tage metroen fra Vanløse, og ved nyhavn stige ombord på årets første færge mod den svenske Øresunds ø. På øen havde Lone sørget for cykler, og vi så øen ved egen kraft, klart en oplevelse der kan anbefales.

Vores sommerferie var en af de helt store oplevelser, vi havde i mere end et år forberedt turen i samarbejde med den mand Ingeborg havde mødt da hun var i Kenya i efteråret 2017.

Sammen med 3 andre familier var det lykkedes os at strikke et program sammen alle kunne se sig selv i. Vi havde aftalt at mødes i Nairobi d. 20 juli, og så være sammen på en 14 dages tur derfra. Vi havde valgt at lægge en tur ind før mødetidspunktet, og det lykkedes os i selskab med Christian Senior at bese pyramiderne i Giza, hvilket altid har været på listen over ting vi gerne ville opleve. At sidde på en tagterrasse med sin morgenmad og se ud over alle 3 store pyramider på Giza plateauet var et af årets højdepunkter.
 Fra Cairo gik turen for os videre mod Zanzibar, for Christian senior hjem til Århus, hvad han klarede i imponerende fin stil. Zanzibar var også en god oplevelse, vi blev ved havnen i Stone town råbt an af Malthe og Ingeborg der allerede var ankommet dagen før, med dem blev det til 6 indholdsrige dage inden vore veje skiltes. Opholdet i Kenya, og Afrika i det hele taget har betydet en del for os rent mentalt. I sammenligning med vesterlændinge virkede afrikanerne glade, og det på trods af en set med vore øjne fortvivlende materiel standart. Hvor det i vores del af verden kan være lidt af en udfordring at finde et ønske til julegaver, er det dernede umuligt at begrænse ønskerne skulle man mene. De har nærmest intet set med danske middelklasse øjne, og alligevel virkede de tilfredse og glade, det gjorde et varigt indtryk på os alle.               

Efter sommerferien afslutning ventede arbejdet atter, Nye lære planer er blevet indført i Sydslesvig, og det betyder nogen forandring på det daglige arbejde for især Peter. Heldigvis er der også udvikling forbundet med forandring, så det har indtil videre været en overvejende positiv oplevelse.     

Vi var i efteråret til arrangementer i de berejstes klub, bl.a. en tur til Egholm, en lille ø i linfjorden tæt på Ålborg. Snakken gik som altid lystigt, og rejsemål man på forhånd ikke havde skænket en tanke kommer op som trolde af æsker. Noget af det sjove er også at det er folk med vidt forskellige baggrunde der mødes, det giver lidt perspektiv som af og til mangler i vores sydslesvigske dagligdag.

Med Peters forældre var vi på en weekend tur til Halligen Langeneß i dentyske del af vadehavet. Langeneß er en næsten 10 kilometer lang ø uden vinterdige, ved højt højvande er det kun varfterne hvor der ligger huse der er oven vande. Det var en meget speciel oplevelse at opholde sig et sted hvor naturen i den grad sætter dagsordenen for folks liv. Turen vil også blive husket for vores første leje af en elbil.

Efteråret bød også på en rejse der også satte tingene i perspektiv. Målet var Iran, et land der ikke just samler på positiv omtale i de vestlige medier. At der så også var risiko for amerikanske angreb gjorde ikke sagen bedre. Det generelle billede af Iran er at det er et formørket islamisk land, hvor alle kvinder er gemt væk i det offentlige billede. Sådan var det så slet ikke, vi blev mødt med en venlighed og imødekommenhed vi ikke havde forventet. Overalt følte vi os velkomne, og der var i det offentlige rum masser af kvinder, der godt nok gik med det lovbefalede tørklæde, men ellers så alt andet end formummede ud. Iran som rejseland var en kæmpe oplevelse, som flere burde opleve. 

Vores sidste tur før juleferien var en sviptur til Kosovo. Iran får megen negativ omtale, er problemet for Kosovo nok snarere at det slet ingen omtale får. Ret skal være ret, på vores korte besøg var det også klart at landet næppe stor overfor at blive en turismemæssig stormagt i de kommende år. Selvom der ikke var meget at se i hovedstaden Prishtina var der alligevel en del at opleve. Således oplevede vi også her i Europas fattiggård en venlighed der ikke er selvfølgelig i langt rigere lande. Selvom det ofte knep med sprogkundskaberne hos de lokale fandt vi ligesom i Iran altid en løsning på vores vanskeligheder. Der var altid en der kendte en der kunne mere engelsk, og således klarede vi os fint. Lone og Eskild samt vores egne børn var med på turen, og vi glæder os over at have haft denne oplevelse sammen.

Juleferien kom tiltrængt, Solveig havde opgave afleveringsfrist 16/12 på hendes afsluttende opgave, 9. januar er der så eksamen. Hun glæder sig til at få det overstået, og den glæde deles af resten af husstanden J

Vi var i skive hos Grethe i dagene op til Jul, og besøgte også Verner på Gammelgården, selvom det piner os at se ham have det dårligt er det omvendt meget positivt at komme ned på Gammelgården og opleve den gode og hyggelige atmosfære. Selve julen fejrede vi i Aarhus, her var juletræet både smukt pyntet, hvad det plejer at være, men også smukt i sig selv, hvad der ofte ikke har været tilfældet. Gaverne blev hurtigt fordelt, i familien Aggerholm er det flå og flæns princippet der køres efter denne aften, så en halv time efter den første pakke var åbnet lagde pakkerusen sig igen da træet var tømt. Dagen efter fejrede vi Christian seniors 78 års fødselsdag, bl.a. med en god gåtur ved den ny-renoverede badeanstalt, dejligt at komme ud efter demange ædegilder jule byder på.

Nu sidder vi to gamle så i Nikosia, Cyperns hovedstad. Her fejrer vi for første gang nytår uden børn siden 1997, og for første gang er vi alene. Det er en lidt underlig oplevelse, men jo en man ligeså godt kan vende sig til, for sådan bliver det jo i årene fremover. Cypern er for Solveigs vedkommende land nr. 59, Peter er et land bagud. I de kommende år kommer vi til at sagtne farten hvad nye lande angår, men det er nok heller ikke nogen skade til.

Vi har været godt tilfredse med 2019, som nu snart går på held, og håber at 2020 også bliver et godt år for vores familie.