Troodos bjergene
...var målet for dagens køretur. Vores bolig ligger i rimelig afstand fra højderne, og vores GPS har indtil videre været i topform hernede, så intet kunne gå galt. Morgenmaden lavede vi selv, en dejlig omgang med lokalt brød som hovedingrediens. Således styrkede af både mad, og en god nats meget tiltrængt søvn, startede vi bilen med kurs mod bjergbyen Pano Platres. Turen foregik nu ad snoede landeveje, men selv dem mestrede Solveig i overlegen stil. Ingen problemer med at blive i venstre side, og ingen problemer i forbindelse med gearskiftet.
Vi fandt udgangspunktet, godt hjulpet på vej af Peters evner til at sætte sig ind i de lokale forhold, se på kort, og... ikke mindst huske, hvad han har læst.
Vi begav os ud på en vandretur, som ville bringe os op i 1600 meters højde og med udsigt til Olympen, som er Cyperns højeste bjerg.
Det spøjse jordbærtræ. Træer er som det ses rødt, og når en gren dør bliver den helt sort. Dem havde vi ikke set før.
Et træ med en meget fascinerende type bark. Den var nærmest at sammenligne med et puslespil, og sad ligesom i flere lag der kunne brækkes af.
Det var en meget smuk gå-tur, desværre viste solen sig kun i glimtvis på de første kilometer, derefter var det overskyet og dryppede også indimellem. Men turens flora var smuk. Man kunne tydeligt se på vegetationen, at der er meget varme somre. Planterne havde tykke blade, som holder på fugtigheden, nogle af de mindste havde grå, blødt løv, og så var der de smukkeste høje fyrretræer med en 5-10 cm. tyk, lagvis bark. Men det aller smukkeste var dog de meget specielle jordbærtræer. Dem har vi aldrig set før. De havde flere stammer, som alle var helt glatte og rødlige, en meget speciel plante.
Vi kom op i sneen, der var tø, men alligevel koldt. Vi gik desværre forkert, og besluttede os for på et tidspunkt at vende om og gå tilbage, men der havde vi så også set over på det snedækkede Olympen.
På tilbagevejen snakkede vi om den forestående frokost, vi havde nemlig udset os en restaurant i Platres, som også var omtalt i Lonely Planet - og med rumlende maver forestillede vi os alskens lækre, græske specialiteter.
Vel nede ved bilen igen var det nu blevet regnvejr, men vi besluttede os alligevel for at køre de 10 km. op til Troodos, den lille by hvor der er skisportsområde, for vi var blevet lidt nysgerrige da en masser biler kørte den vej. Peter tjekkede at vejene var åbne, for der er kun sommerdæk på bilen... det var de, så vi satte kursen mod Troodos. Den lille by var iklædt i hvidt og der var et leben af mennesker, som nød at tilbringe søndagen med at køre på slæder, tage billeder af de grønne fyrretræer med sne på og hygge sig i de små, lokale restauranter. Det var som taget ud af et skisportssted i Alperne.Vi havde dog hverken tøj eller sko på til sne, så vi trillede ned ad bjerget igen og fandt en parkeringsplads. Nu skulle vi have frokost, og vi gik ind til Mimis Restaurant. Nu er det sådan, at vores lille nevø, Eskild, tror han har en rød kat, der hedder Mimi, og vi havde fået fremstillet en lille bog til ham om Kirstens røde kat i julegave, derfor var det lidt sjovt, at vi fandt en restaurant ved samme navn, og hvem ved - måske kommer der en efterfølger; "Mimi på restaurant":-)
Vi fik lækker græsk mad og det var en dejlig afslutning på en flot tur i Troodos bjergene.
Da vi kom tilbage til vores logi, slappede vi bare af og senere stod menuen på hjemmelavet carbonara og lokal, cypriotisk hvidvin.
Vi fandt udgangspunktet, godt hjulpet på vej af Peters evner til at sætte sig ind i de lokale forhold, se på kort, og... ikke mindst huske, hvad han har læst.
Vi begav os ud på en vandretur, som ville bringe os op i 1600 meters højde og med udsigt til Olympen, som er Cyperns højeste bjerg.
Det var en meget smuk gå-tur, desværre viste solen sig kun i glimtvis på de første kilometer, derefter var det overskyet og dryppede også indimellem. Men turens flora var smuk. Man kunne tydeligt se på vegetationen, at der er meget varme somre. Planterne havde tykke blade, som holder på fugtigheden, nogle af de mindste havde grå, blødt løv, og så var der de smukkeste høje fyrretræer med en 5-10 cm. tyk, lagvis bark. Men det aller smukkeste var dog de meget specielle jordbærtræer. Dem har vi aldrig set før. De havde flere stammer, som alle var helt glatte og rødlige, en meget speciel plante.
Vi kom op i sneen, der var tø, men alligevel koldt. Vi gik desværre forkert, og besluttede os for på et tidspunkt at vende om og gå tilbage, men der havde vi så også set over på det snedækkede Olympen.
På tilbagevejen snakkede vi om den forestående frokost, vi havde nemlig udset os en restaurant i Platres, som også var omtalt i Lonely Planet - og med rumlende maver forestillede vi os alskens lækre, græske specialiteter.
Vel nede ved bilen igen var det nu blevet regnvejr, men vi besluttede os alligevel for at køre de 10 km. op til Troodos, den lille by hvor der er skisportsområde, for vi var blevet lidt nysgerrige da en masser biler kørte den vej. Peter tjekkede at vejene var åbne, for der er kun sommerdæk på bilen... det var de, så vi satte kursen mod Troodos. Den lille by var iklædt i hvidt og der var et leben af mennesker, som nød at tilbringe søndagen med at køre på slæder, tage billeder af de grønne fyrretræer med sne på og hygge sig i de små, lokale restauranter. Det var som taget ud af et skisportssted i Alperne.Vi havde dog hverken tøj eller sko på til sne, så vi trillede ned ad bjerget igen og fandt en parkeringsplads. Nu skulle vi have frokost, og vi gik ind til Mimis Restaurant. Nu er det sådan, at vores lille nevø, Eskild, tror han har en rød kat, der hedder Mimi, og vi havde fået fremstillet en lille bog til ham om Kirstens røde kat i julegave, derfor var det lidt sjovt, at vi fandt en restaurant ved samme navn, og hvem ved - måske kommer der en efterfølger; "Mimi på restaurant":-)
Vi fik lækker græsk mad og det var en dejlig afslutning på en flot tur i Troodos bjergene.
Da vi kom tilbage til vores logi, slappede vi bare af og senere stod menuen på hjemmelavet carbonara og lokal, cypriotisk hvidvin.
Kommentarer