Besøg på Vestbredden
2019 startede med store indtryk, der har sat sat sig spor i vores bevidsthed og gjort os eftertænksomme samt endnu engang har fået os til at se, hvor godt vi selv har det. Det må være nytårsfortsættet at bære det med sig i det nye år...
Anledningen var en dagstur til Betlehem med Green Olive Tours, som vi havde fået kendskab til gennem en af Peters kolleger. Vi startede med at køre i minibus til Vestbredden, hvor vi på den palæstinensiske side blev mødt af vores to guider. Igennem de næste 8 timer førte de os gennem en lang rejse, hvor vi fik utrolig mange oplysninger om den ydmygende og fastlåste konflikt mellem Israel og Palæstina. Vi mødte en fantastisk gæstfrihed, blev budt velkommen med varm kaffe tilsat kardamomme og fik at vide, at vi måtte spørge om alt. Amro, vores guide, var født og opvokset i Betlehem og han gav os sin fortælling og syn på konflikten og skildrede hverdagslivet på Vestbredden som den ser ud i dag.
Vi startede med at se et gammelt kloster, som lå afsondret i Judæas ørken, hvor der boede topstyrede topsyrede munke, som bl.a følger den Byzantiske kalender. Der var ikke adgang for kvinder i klostret og derfor kom vi ikke derind. Inden vi kørte videre købte vi et lille glas te og en flaske vand ved en lille dreng, som havde en vejbod sammen med sin far.
Arbejdsløsheden på Vestbredden er på mellem 25 og 50 procent, alt efter hvordan man gør det op... spørgsmålet er, om den mand der sælger kaffe fra sine tre kaffekander ved vejsiden er arbejdsløs eller selvstændig erhvervsdrivende. I guidebøgerne står der 25 procent, guiden hævdede den var på 50 procent.
Efter klostret kørte vi gennem tæt trafik ind til Betlehem, en trafik, som til tider var meget spændende idet skilte, trafiklys og regler kun er vejledende i følge vores guide...
Vi blev sat af ved den mur, som israelerne er ved at bygge. Indtil nu har den kun været et pigtrådshegn, men erstattes nu at betonplader på 1X8 meter undtages på udsatte steder, så de israelske skytter bedre kan ramme evt. grænseoverløbere. I det hele taget er grænsekontrollen for palæstinenserne, hvis de overhovedet får lov til at krydse grænsen efter anmodning, en speget affære. De må nemlig kun krydse grænsen til fods, og det kan tage omkring 4-5 timer for at komme over, så de palæstinensere, der arbejder på den israelske side, skal stå op kl. 2 for at være sikre på at kunne møde på arbejde kl. 7. mange af dem arbejder i byggeindustrien, hvis de har arbejde udenfor Vestbredden.
I det hele taget er der mange ting, der minder kraftigt om chikane. Israelerne sidder også på vandforsyningen til Vestbredden, og de lukker kun op for hanerne 2-3 gange om måneden. Derfor er der opsamlingstanke på stort set alle hustage.
Muren var bemalet med graffiti og statements med politiske slogans, og det er tankevækkende at man den dag i dag tror på, at en mur kan løse nogen som helst problemer - det er desværre som om det er blevet en ny trend i verden, men jeg synes vi har set, at det ikke løser noget-tværtimod!
Næste stop blev en af de tre flygtningelejre, som ligger i Betlehem. Måske havde vi forestillet os Inger Støjbergs telte på en bar mark, men det var huse, godt nok af tvivlsom karakter, men med varme og håb, som takket være lederen, Dr. Abdelfattah Abusrour, arbejder for at give børnene håb for en bedre fremtid gennem teater, musik og litteratur, fordi ikke-voldelig adfærd er den vej, palæstinenserne skal følge, hvis der skal skabes en fremtid for dem.
Han var i den grad indbegrebet af en ildsjæl, som helt sikkert har betydning for mange. Han talte stille og roligt til os den time, og bagefter havde man selv helt lyst til at hive et halvt år ud af kalenderen og blive frivillig hos ham... Måske det er noget for Christian, han er i hvert fald temmelig interesseret, og vi fik bagefter en snak om, at det er interessant pludselig at "se" politik blive levet gennem mennesker af kød og blod, og hvordan beslutninger fra andre kan påvirke deres liv og levevis. Selv muren, som jo er politik man kan "tage og føle på".
Ifølge vores guide leger børnene "Arabs vs. Jews"
Nøglen symboliserer flygtningenes gamle hjem. Op til 3 generationer går de stadig rundt med nøglen til deres gamle hus, som ligger i de israelsk-besatte områder. De håber at kune vende hjem en dag...
Efter flygtningelejren skulle vi se Fødselskirken, noget som jeg havde set som højdepunktet på turen, det blev det ikke. De andre indtryk var så stærke og gjorde så stort indtryk, og dybest set er kirken jo blot en bunke sten. Hvis alle religioner (=mennesker) så bare efterlevede det, man prædiker om barmhjertighed og næstekærlighed, ville mange problemer være løst, men det er grotesk at man på et af de helligste steder i verden i så mange år har haft en så ubarmhjertig og opslidende konflikt.
Kirken er et godt eksempel på en konflikt. I den modsatte ende af byens store plads ligger der en moske, efter sigende er der en rimelig god atmosfære mellem de kristne og muslimerne i Betlehem, i hvert fald var der pyntet godt op til den store kristne højtid julen i gaderne og foran kirken.
Inde under kirkens smukke tag er situationen en anden. Siden den blev bygget i år 326 er der jo sket meget indenfor den kristne kirke, utallige retninger er opstået og de deles nu om ansvaret for fødselskirken. Den er under renovering i øjeblikket, påbegyndt i 2013. For at der kan påbegyndes arbejde på kirken skal de forskellige konfessioner være enige, det har det traditionelt knebet gevaldigt med, forrige renovering ligger over 300 år tilbage, og det er ikke fordi der ikke har været behov i de forgangne år, således har den nuværende renovering vist sig at komme for sent for en del af de ellers bevarede mosaikker fra korsfarernes epoke der ellers var bevaret i kirken.
En fantastisk start på 2019 blev rundet af med et måltid efter devisen det muliges kunst.
Pølsespagetti med ubestemmelige pølser, løg samt ikke overraskende spagetti. Helt ok selvom ville kunne referere til pølser af en bedre kvalitet end dem vi i dag satte til livs.
Anledningen var en dagstur til Betlehem med Green Olive Tours, som vi havde fået kendskab til gennem en af Peters kolleger. Vi startede med at køre i minibus til Vestbredden, hvor vi på den palæstinensiske side blev mødt af vores to guider. Igennem de næste 8 timer førte de os gennem en lang rejse, hvor vi fik utrolig mange oplysninger om den ydmygende og fastlåste konflikt mellem Israel og Palæstina. Vi mødte en fantastisk gæstfrihed, blev budt velkommen med varm kaffe tilsat kardamomme og fik at vide, at vi måtte spørge om alt. Amro, vores guide, var født og opvokset i Betlehem og han gav os sin fortælling og syn på konflikten og skildrede hverdagslivet på Vestbredden som den ser ud i dag.
Vi startede med at se et gammelt kloster, som lå afsondret i Judæas ørken, hvor der boede topstyrede topsyrede munke, som bl.a følger den Byzantiske kalender. Der var ikke adgang for kvinder i klostret og derfor kom vi ikke derind. Inden vi kørte videre købte vi et lille glas te og en flaske vand ved en lille dreng, som havde en vejbod sammen med sin far.
Arbejdsløsheden på Vestbredden er på mellem 25 og 50 procent, alt efter hvordan man gør det op... spørgsmålet er, om den mand der sælger kaffe fra sine tre kaffekander ved vejsiden er arbejdsløs eller selvstændig erhvervsdrivende. I guidebøgerne står der 25 procent, guiden hævdede den var på 50 procent.
Efter klostret kørte vi gennem tæt trafik ind til Betlehem, en trafik, som til tider var meget spændende idet skilte, trafiklys og regler kun er vejledende i følge vores guide...
Vi blev sat af ved den mur, som israelerne er ved at bygge. Indtil nu har den kun været et pigtrådshegn, men erstattes nu at betonplader på 1X8 meter undtages på udsatte steder, så de israelske skytter bedre kan ramme evt. grænseoverløbere. I det hele taget er grænsekontrollen for palæstinenserne, hvis de overhovedet får lov til at krydse grænsen efter anmodning, en speget affære. De må nemlig kun krydse grænsen til fods, og det kan tage omkring 4-5 timer for at komme over, så de palæstinensere, der arbejder på den israelske side, skal stå op kl. 2 for at være sikre på at kunne møde på arbejde kl. 7. mange af dem arbejder i byggeindustrien, hvis de har arbejde udenfor Vestbredden.
I det hele taget er der mange ting, der minder kraftigt om chikane. Israelerne sidder også på vandforsyningen til Vestbredden, og de lukker kun op for hanerne 2-3 gange om måneden. Derfor er der opsamlingstanke på stort set alle hustage.
Muren var bemalet med graffiti og statements med politiske slogans, og det er tankevækkende at man den dag i dag tror på, at en mur kan løse nogen som helst problemer - det er desværre som om det er blevet en ny trend i verden, men jeg synes vi har set, at det ikke løser noget-tværtimod!
Næste stop blev en af de tre flygtningelejre, som ligger i Betlehem. Måske havde vi forestillet os Inger Støjbergs telte på en bar mark, men det var huse, godt nok af tvivlsom karakter, men med varme og håb, som takket være lederen, Dr. Abdelfattah Abusrour, arbejder for at give børnene håb for en bedre fremtid gennem teater, musik og litteratur, fordi ikke-voldelig adfærd er den vej, palæstinenserne skal følge, hvis der skal skabes en fremtid for dem.
Han var i den grad indbegrebet af en ildsjæl, som helt sikkert har betydning for mange. Han talte stille og roligt til os den time, og bagefter havde man selv helt lyst til at hive et halvt år ud af kalenderen og blive frivillig hos ham... Måske det er noget for Christian, han er i hvert fald temmelig interesseret, og vi fik bagefter en snak om, at det er interessant pludselig at "se" politik blive levet gennem mennesker af kød og blod, og hvordan beslutninger fra andre kan påvirke deres liv og levevis. Selv muren, som jo er politik man kan "tage og føle på".
Efter flygtningelejren skulle vi se Fødselskirken, noget som jeg havde set som højdepunktet på turen, det blev det ikke. De andre indtryk var så stærke og gjorde så stort indtryk, og dybest set er kirken jo blot en bunke sten. Hvis alle religioner (=mennesker) så bare efterlevede det, man prædiker om barmhjertighed og næstekærlighed, ville mange problemer være løst, men det er grotesk at man på et af de helligste steder i verden i så mange år har haft en så ubarmhjertig og opslidende konflikt.
Kirken er et godt eksempel på en konflikt. I den modsatte ende af byens store plads ligger der en moske, efter sigende er der en rimelig god atmosfære mellem de kristne og muslimerne i Betlehem, i hvert fald var der pyntet godt op til den store kristne højtid julen i gaderne og foran kirken.
Inde under kirkens smukke tag er situationen en anden. Siden den blev bygget i år 326 er der jo sket meget indenfor den kristne kirke, utallige retninger er opstået og de deles nu om ansvaret for fødselskirken. Den er under renovering i øjeblikket, påbegyndt i 2013. For at der kan påbegyndes arbejde på kirken skal de forskellige konfessioner være enige, det har det traditionelt knebet gevaldigt med, forrige renovering ligger over 300 år tilbage, og det er ikke fordi der ikke har været behov i de forgangne år, således har den nuværende renovering vist sig at komme for sent for en del af de ellers bevarede mosaikker fra korsfarernes epoke der ellers var bevaret i kirken.
En fantastisk start på 2019 blev rundet af med et måltid efter devisen det muliges kunst.
Pølsespagetti med ubestemmelige pølser, løg samt ikke overraskende spagetti. Helt ok selvom ville kunne referere til pølser af en bedre kvalitet end dem vi i dag satte til livs.
Kommentarer