Surikat tæt på

I morges ringede vækkeuret kl. 04:15 og så var det med at komme i tøjet, for vi skulle nemlig ud at se jordegern/surikat. Vi kørte i mørket hen til stedet vi skulle mødes, hvorefter vi alle fulgtes ad, med guiden forrest, hen til det endelige bestemmelsessted. Her fik vi en kop kaffe/the og et lille stykke tørret brød af en slags, mens vi så den flotte solopgang over halvørkenen. Lille Karoo regionen får egentlig i gennemsnit 250 mm regn om året, men de sidste tre år har de kun fået omkring de 17 mm regn. Dette er jordegerne ret glade for, for de lever kun syd på i Afrika i halvørken/ørken områder med meget lav vegetation, så de nemmere kan holde øje med farer. Efter kaffen blev vi delt op i to grupper, hver med omtrent 20 personer. Herefter fik vi en campingstol og gik med vores to guides ned til surikaternes huler. De bygger et tunnelsystem i en udhulet kule, men gerne på en lille forhøjning eller en op af en skrænt, så de kan nyde morgen- og eftermiddagssolen. En kold morgen kan man endda se damp stige op ad deres huler, fordi det bliver så varmt nede ved dem. De ligger alle sammen i en bunke på hinanden og det kan derfor blive op til 30 grader nede ved dem. De har intet sted de går på toilet i hulen, så de kommer af med det hele ovenpå hinanden. Derfor kan man for det meste også lugte dem før man ser dem. Deres lugt er meget vigtig for dem. Familierne er for det meste på omtrent 10 medlemmer og de har alle samme lugt, hvorpå de genkender hinanden. Vores guide fortalte, at de engang havde fundet en surikat med hovedet revet af, fordi hun havde sovet et andet sted end hos familie og derfor lugtede anderledes. Det ville familien ikke finde sig i, så de var konsekvente og rev hovedet af hende... 

Jordegerne er meget sky dyr, så bare der var en lille fugl, der fløj over os, vente alle hovederne sig og holdt nøje øje med den potentielle fare. Desuden reagerer de ens på alle farer, om det så er en rovfugl eller en sjakal, deres instinkt er at advare hinanden og fare ned i deres gange.

Dog var de slet ikke sky overfor os. Vi kunne sidde 7-10 meter væk fra dem og snakke højlydt og tage billeder, uden at de følte sig truede. Vores guide fortalte, at da de i 2008 havde opdaget denne familie, prøvede de at venne dyrene til deres tilstedeværen. De startede med at sidde oppe på bakken og iagttage dem. Efterhånden som dyrene fik mere tiltro til dem, kunne de hele tiden rykke en lille smule tættere på. Til at starte med, sad guiderne hele tiden bag dem, for sådan kunne de nemmere se, når dyrene havde får tiltro til dem. Når dyrene vendte ryggen til dem, for at kigge mod solen, betød det, at menneskene ikke længere udgjorde en fare. På et tidspunkt var de kommet så tæt på, at de kunne gå om på den anden side af jordegernes gange og kigge væk fra solen mod dyrene. Nu var opgaven at få dem til at blive fortrolige med deres stemmer, så der kunne snakkes og fortælles. Til at starte med var dyrene meget forskrækkede, men efterhånden ser de os kun som sten der gør, men ikke bidder. Det havde alt i alt taget guiderne et år, at få tiltro fra dyrenes side, til at vi kunne sidde så tæt på og snakke, som vi gjorde i dag. 

Vi har turen igennem oplevet en del sydafrikanere med god humor, og det blev også bekræftet igen i dag. En af gæsterne spurgte til dyrenes diæt. Guiden sammenlignede derpå dyrene med kinesere, idet han sagde, at de, ligesom kinesere spiser alt, hvad der bevæger sig. 

Dyrene er altså ikke kræsne, bare dovne. De er ikke de store jægere. Hvis dyret/insektet kan løbe fra dem, så gider de ikke løbe efter og jage dem, men finder hellere et andet, mere langsomt dyr. Guiden forklarede derefter betydningen af navnet Meerkat, som de hedder på afrikaans. Meer betyder i denne sammenhæng “mere som” eller “ligner mere” og kat betyder bare kat. Jordegerne hører nemlig til mongoose familien, men ligner i deres adfærd mere katte, deraf navnet meerkat. Herefter forklarede guiden noget om betydningen af deres engelske navn, suricate, hvor suri på indisk f.eks. betyder sol, som er meget passende, fordi dyrene søger sollyset. Igen kom hans gode humor frem, da han nævnte, at kineserne også kalder dem delicious, fordi de spiser alt.

 Flot solopgang over halvørkenen.

 De kan alligevel se farlige ud de ellers meget uskyldige dyr. 

Efter en super oplevelse med jordegerne, gik turen over Swartberg Pass mod Prince Albert. Vejen op gennem bjergene var kun en grusvej, så det tog sin tid at komme op, men naturen var virkelig flot. På vej ned mindede landskabet en smule om mars, med meget mørkerøde klipper. I Prince Albert spiste vi vores frokost og derefter gik turen videre til Montagu, hvor vi skal være til den 5. Det er en lille, hyggeligt og sikker landsby, hvilket man kan se på, at der ikke er pigtråd eller elektrisk hegn ovenpå husenes mure. Her skal vi nok få nogle hyggelige dage.