En rejsedag
På Solveigs fødselsdag magede det sig desværre atter således at vi måtte rejse langt. Vi startede tidligt i Arad, og kørte mod Eilat. I Arad så vi adskillige Orthodoxe der gjorde meget ud af forberedelserne til sabbatten. Vi så mænd med store hatte, såkaldte Strehmels, de har sikkert været praktiske i den østeuropæiske vinter, men i en ørken gør de et lidt løjerligt indtryk.
Inden vi satte os i bilen havde vi dog nået at hvis ikke fejre, så i hvert fald markere Solveigs 48 års fødselsdag. Der var både håndgribelige gaver, samt gyldne løfter om store oplevelser i fremtiden på gavelisten. Det er jo svært at give store tunge gaver gaver når man kun har håndbagage med på turen, det var i hvert fald Peters ynkelige undskyldning for ikke at have en håndgribelig gave klar. Til gengæld var han fremme med gyldne løfter om spændende oplevelser, styrtende allerede på parkeringspladsen foran huset, hvor Solveig som den første af dagens adskillige gaver blev gelejdet ind på forsædet af bilen så hun fik mulighed for at nyde det smukke landskab på vejen mod Eilat fra bilens bedste plads.
Med Karsten bag rettet gik det rask mod Eilat, faktisk lykkedes det at skære hele 40 minutter af vores gps`beregnede tid. Vi nåede således i fin stil at ankomme inden kl.12 der var deadline for aflevering af bilen. Vi fik den tjekket grundigt, og ikke overraskende var der intet at udsætte på bilens stand. Atter engang har det været unødvendigt at forsikre fuldt ud, men det giver bare en anden ro at køre rundt i fremmede omgivelser uden af frygte for småskader.
Inden afgangen mod Ovda lufthavnen havde vi 3 timer at slå ihjel, vi gik ned til det røde hav og fik frokost på en hyggelig restaurant / bar helt nede ved vandet. Havde det ikke været for lidt rejsesløvhed og nogle problemer med antallet af håndklæder kunne vi være blevet fristet over evne af det indbydende hav, nu nøjedes vi i stedet med at nyde feriens sidste solstråler med en fornem udsigt.
Vi havde booket transport fra Eilat mod Ovre med Eilat shutle som også havde bragt os den modsatte vej en uge tidligere. Da havde alt klappet perfekt, med styr på tingene. Lad os sige det sådan her, firmaet må være et selskab med 2 sider, på vej mod Ovda var der ikke styr på ret meget, dels var det uklart hvilken bus vi skulle med. Da vi fandt den og kom på plads var den en halv time forsinket, og tilmed overbooket. Efter noget diskussion fik 10 passagerer plads på en anden bus, ikke imponerende service.
Ovda lufthaven gjorde ikke meget væsen af sig i dagslys, arkitektonisk lignede den mere et byggemarked end en international lufthavn. Den lukke også om nogle måneder når den nye Ramon lufthavn noget tættere på Eilat er klar til at tage over.
Selvom de ydre forhold ikke var prangende fejlede sikkerhedskontrollen intet i grundighed. Da vores pad viste spor af besøg i muslimske lande fik vi en grundig gang sikkerhedstjek af flere af de ansatte. Særligt lod det til at være et problem at vi havde være på en charter ferie i Tunesien tilbage i 2014!
Inden vi satte os i bilen havde vi dog nået at hvis ikke fejre, så i hvert fald markere Solveigs 48 års fødselsdag. Der var både håndgribelige gaver, samt gyldne løfter om store oplevelser i fremtiden på gavelisten. Det er jo svært at give store tunge gaver gaver når man kun har håndbagage med på turen, det var i hvert fald Peters ynkelige undskyldning for ikke at have en håndgribelig gave klar. Til gengæld var han fremme med gyldne løfter om spændende oplevelser, styrtende allerede på parkeringspladsen foran huset, hvor Solveig som den første af dagens adskillige gaver blev gelejdet ind på forsædet af bilen så hun fik mulighed for at nyde det smukke landskab på vejen mod Eilat fra bilens bedste plads.
Med Karsten bag rettet gik det rask mod Eilat, faktisk lykkedes det at skære hele 40 minutter af vores gps`beregnede tid. Vi nåede således i fin stil at ankomme inden kl.12 der var deadline for aflevering af bilen. Vi fik den tjekket grundigt, og ikke overraskende var der intet at udsætte på bilens stand. Atter engang har det været unødvendigt at forsikre fuldt ud, men det giver bare en anden ro at køre rundt i fremmede omgivelser uden af frygte for småskader.
Inden afgangen mod Ovda lufthavnen havde vi 3 timer at slå ihjel, vi gik ned til det røde hav og fik frokost på en hyggelig restaurant / bar helt nede ved vandet. Havde det ikke været for lidt rejsesløvhed og nogle problemer med antallet af håndklæder kunne vi være blevet fristet over evne af det indbydende hav, nu nøjedes vi i stedet med at nyde feriens sidste solstråler med en fornem udsigt.
Vi havde booket transport fra Eilat mod Ovre med Eilat shutle som også havde bragt os den modsatte vej en uge tidligere. Da havde alt klappet perfekt, med styr på tingene. Lad os sige det sådan her, firmaet må være et selskab med 2 sider, på vej mod Ovda var der ikke styr på ret meget, dels var det uklart hvilken bus vi skulle med. Da vi fandt den og kom på plads var den en halv time forsinket, og tilmed overbooket. Efter noget diskussion fik 10 passagerer plads på en anden bus, ikke imponerende service.
Ovda lufthaven gjorde ikke meget væsen af sig i dagslys, arkitektonisk lignede den mere et byggemarked end en international lufthavn. Den lukke også om nogle måneder når den nye Ramon lufthavn noget tættere på Eilat er klar til at tage over.
Selvom de ydre forhold ikke var prangende fejlede sikkerhedskontrollen intet i grundighed. Da vores pad viste spor af besøg i muslimske lande fik vi en grundig gang sikkerhedstjek af flere af de ansatte. Særligt lod det til at være et problem at vi havde være på en charter ferie i Tunesien tilbage i 2014!
Kommentarer