Sprengkulde

Der var varslet lave temperaturer på vores sidste skidag. Helt ned til et par og 20 graders frost. På den baggrund var det varslet at flere af de gode stolelifte ville være lukkede på grund af kulden. Vi kunne dog glæde os over at solen, endelig, skinnede fra en skyfri himmel. Heroppe er solopgangen lang, vi kunne følge farven på himlen ændre sig. Vi kom ud på ski lidt efter kl. 9, og det tegnede på trods af kulden til at blive en god skidaug indtil vi mødte en mand der kunne bekendtgøre at kørte vi ned i dalen ville vi ikke kunne komme derfra igen. Gondolen kørte mod de tilgængelige informationer ikke, og faktisk vill der kun være 2 t-lifte i aktion. Ikke just en opløftende besked at starte skiløbet på. Vi sundede os lidt ovenpå beskeden, og valgte så at søge mod den ene af de 2 t-lifte. Da vi havde taget den til ende så vi til vores forbløffelse at 360 Expressen gik helt til toppen. Ikke uvæsenligt for os, for det er en af de lifte der kan benyttes til at komme hjem til hytten. Vi tog straks 360 liften til toppen, og valgte derefter at køre nogle ture på de ret lette bakker øverst i området. Kulden var dog en faktor der ikke kunne lades ude af ligningen, og vi tog derfor ret tidligt hjem i den varme hytte. Her blev det til en hurtig gang frokost, inden vores veje deltes, nogle gik på snesko oppe på plateauet, mens andre kørte til Ringebu stavkirke, der ligger ca. 45 kilometer nord for Hafjell. Kirken er bygget omkring 1220, og er således omkring 800 år gammel. Det er en af færre end 30 stavkirker der stadig findes bevaret i landet, og vi har besøgt den om sommeren. Dengang var der mange mennesker, men sådan var det ikke i dag. Vi ankom samtidig med en anden bil, og dermed var der 2 biler på parkeringspladsen. Det var måske de -27 grader der holdt folk væk, i hvert fald fortrød vi ikke besøget, selvom det var vildt koldt at gå rundt om den imponerende kirke.

På vej tilbage fik vi afleveret Eskilds skistøvler, og siden pakket bilerne. Nu sidder vi og venter på at komme i seng så vi kan komme afsted mod færgen i morgen eftermiddag.



Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag