De majestætiske Victoria Falls
Vi ankom til Zimbabwe efter en kort flyvetur på lidt over 2 timer. Da vi var kommet igennem paskontrollen, hvor vi fik vores visum til 30$ stykket, stod der en venlig mand med et skilt på hånden, hvorpå der stod: Christian Aggerholm, Livingstone Lodge. Vi fulgte manden, der havde lært et par fraser på tysk, som han heldigt fyrede af efter at han hørte Kayla var fra Tyskland. Vi steg ind i hans efter afrikanske standarder, meget fine bil med automat døre, der selv åbnede og lukkede. Og så var vi på farten. Efter 20min ankom vi til byen Victoria Falls og helt i udkanten, væk fra vandfaldende lå Livingstone Lodge. Efter vi havde checket ind, lavede vi ikke meget mere den dag. Vi gik kun op til det lokale supermarked, for at købe ind til lidt aftensmad inden vi gik i seng.
Næste dag startede med morgenmad på stedet. Vi fik begge det eneste de havde, en english breakfast og efter at have snakket med to flinke sydafrikanere, der også var på ferie her, tog vi vandreskoene på og begav os på gåfod hen til Victoriavandfaldene. Vi startede ikke på de mest spændene veje, men efter et par kilometers gang, nåede vi ind til centrum. Byen er ikke den mest spændende efter som den kun er bygget for turister. Vi gik ikke langt efter at have nået midtbyen før den første sælger prøvede at sælge os nogle af de mange aktiviter man kan lave her, som river rafting, bungee jump og helikopter, for bare at nævne et par. Da vi venligt afviste hans mange tilbud, blev aktivitetsflyeren pakket ned i baglommen og en stak pengesedler røg op af samme lomme. Dette var gamle Zimbabweanske dollars, som stadig blev brugt så sent som i 2009. Men efter at den mest værdifulde pengeseddel havde nået 100 trillioner Zimbabwe dollar, blev valutaen afskaffet og i stedet har de nu den amerikanske dollar. Vi takkede igen nej til hans tilbud, selvom jeg nu var lidt fristet i at få en af pengesedlerne med hjem, der enten var billioner eller trillioner værd. Sådan fortsatte det hele vejen indtil vi nåede indgangen til nationalparken, hvori vandfaldende befinder sig. En masse der kunne give os en good price og det var da kun efter at en ny sælger stædigt fortsatte med at sælge hans gamle pengesedler at jeg gav mig, efter at have forhandlet mig ned fra 10$ til 3$, for et bundt af de gamle sedler. Så nu er jeg blevet en milliardær og den glade ejer af en 20.000.000.000, pengeseddel.
Ved indgangen til vandfladende, hjalp det desværre ikke at være en milliarder i zimbabweanske dollar og stedet måtte vi give 50$ p.p. for at komme ind. Allerede langt inden indgangen kunne vi høre den voldsomme lyd fra vandet der slog ned på klipperne og det blev forstærket da vi trådte inden for portene. Her gik vi langs de fine stier, der var lavet for turisterne og ligeledes en masse udsigtspunkter. Da vi nåede første udkigspost, blev vi overvældet af den høje lyd som vandfaldene producerede og samtidig blev synet sløret af de tætte skyer af vandstøv der blev presset op af klipperne. Til tider regnede det så meget at vi måtte gemme kameraer og telefoner, for at de ikke gik i stykker. Det var et smukt syn at se de store vandmasser der suste ned af den 108m lange klippe. 10 millioner liter, hvert sekund. Og selvom vi gik langt henad sluttede vandfaldene ikke. De blev ved. Så ved hvert udsigtspunkt, gik vi selvfølgelig hen for at se, nogle så flotte at det var svært at komme væk derfra igen og andre var som at stå midt inde i en sky, da vandstøven, gjorde det helt tåget. Det er ikke uden grund at det er det største vandflad i verden med en bredde på 1,7km. Da vi nåede hen til kanten af vandfaldende fra den Zimbabweanske side, kunne vi se over på den Zambiske side, som vi besøger i overmorgen. I mellem grænsen går det 108m ned i en kløft hvor Zambezi floden fortsætter efter at have været på en voldsom tur ned af Victoriavandfaldene. På vej tilbage rundede vi lige Livingstone statuen, som står og kigger hen over vandfaldene, inden vi gik hjem igen. På vej hjem fandt vi selvfølgelig den obligatoriske magnet til bedstemor og efter at have klaret det første stykke, hvor sælgerne igen prøvede at sælge alverdens ting, var vi hjemme igen. Kun en sælger fangede min opmærksom hed, da han spurgte om han måtte få min T-shirt, når vi fløj hjem igen. Han spurgte så stille at jeg de første tre gange ikke kunne forstå ham. Dog var det min helt nye AGF-trøje jeg lige havde fået til Jul og selvom jeg godt kan forstå at han synes den er flot, kunne jeg alligevel ikke nænne at skille mig af med den. Det kunne han også godt forstå, da jeg forklarede at det var mit hold fra derhjemme af.
Kommentarer