Victoria Falls - Zambia
Efter at have set Victoriavandfaldene dagen forinden, stod vi op med dagensformål, som var grænsekrydsningen mellem Zimbabwe og Zambia. Her efter en hurtig morgenmad fik vi pakket taskerne og afsted det gik med taxa hen til "Border Post - Zimbabwe", hvor vi skulle stemples ud af landet. Da vi fik betalt chaufføren, stillede vi os i kø bag alle de andre der også skulle over grænsen. Da det blev vores tur ved skranken afleverede vi vores pas og de blev kigget grundigt igennem, så grundigt at mit pas lige skulle en tur forbi en anden vagt før vi fik vores pas igen. Så gik vi ellers afsted med rygsækkene på både ryg og mave. Da vi nåede den flotte Victoria Falls bridge, begyndte det så småt at regne, men ikke fra skyerne oven over os, men støvregnen kom fra det brusende vandfald. Det var et smukt syn at gå hen over broen og se vandfaldet i det fjerne. Halvvejs hen over broen gik vi over grænsen til Zambia, men det var først da vi kom godt 300m længere ned af vejen at "Border Post - Zambia" kom til syne. Da vi ikke var langt fra grænsekontrollen, så vi kæmpe store bavianer, der ventede på lokale der gik forbi. Hvis de så lugtede mad i de mange poser de slæbte, så gik de langsomt til angreb. Der var en af de lokale der begyndte at råbe højt da aben nærmede sig og hurtigt kom der en anden lokal til deres redning, med en kæmpe kæp i hånden. Den kastede han hårdt i nærheden af aben, der skyndte sig at løbe væk.
Da vi kom indenfor i grænsebygningen, var der hurtigt en lokal der rejste sig og tilbød os at hjælpe, selvfølgelig med den hensigt at tjene lidt. Og hjælp havde ikke meget brug for, for det var bare at aflevere passene til vagten, svare på et par nemme spørgsmål og så fik vi et stempel og måtte rejse ind i landet. Manden fulgte os og havde endda allerede sørget for at der var en taxa der ventede på os. Han ville have 15$ for at køre os ind til byen. Det ville jeg alligevel ikke gå med til og i stedet betalte vi 10$. Hvilket stadig var nok! Resten af dagen gik med at købe in og slappe af på vores værelse inden vi gik i seng.
Næste dag skulle vi selvfølgelig se vandfaldene fra den zambiske side af. Efter en god gang english breakfast, gik vi ud af hotellets porte og trådte ind i Livingstone (byen). Der gik ikke engang et minut før vores desorienterede blikke blev fanget af en lokal, der måtte have kunnet se at vi havde brug for en taxa. Han hyrede lige hurtig en fætter der stod parkeret 5m henne ad vejen og efter at have pruttet prisen ned så vi også havde til vejen hjem, kørte vi afsted. Det tog godt 10min for at nå hen til nationalparkens indgang og på de sidste minutter blev vi ramt af kæmpe mæssige regnskyld, hvilket gjorde det en kende mere u-charmant at skulle gå rundt inde i parken. Eftersom vi troede vi havde nået til indgangsgaten, sagde chaufføren at vi skulle stikke ham 40$ for at komme ind. Det gjorde vi så. Men da jeg kun havde en 50’er, så, så chaufføren sin chance for at lave en god handel og sagde at jeg skulle ringe til ham når vi skulle hentes igen og så ville han tage de 10$ som forbetaling. Efter et visitkort tilføjet til pungen blev vi sat af lige ved indgangen, hvor en af vagterne hentede os med en paraply. Sikke en service.
Han fiksede også lige en gut der hastigt gik hen til en af de mange boder for at hente to regnjakker, som vi lejede til 40 kwacha. Det svarer til ca. 1,4€ eller 10 dkk. Han fik min sidste halvtreds kwacha, som jeg egentlig havde gemt som souvenir. Ikke så slemt, så får jeg bare en tier istedet. Men nej. Sådan gik det ikke. Han havde selvfølgelig heller ingen byttepenge. Nu hang der både 10$ hos taxachauffør og 10 kwacha hos en eller anden af de 100 medarbejdere i nationalparken. Ikke fordi at de 10 kwacha var af vigtig betydning værdimæssigt, men jeg skal altid have en lille pengeseddel med hjem fra et nyt land. Nå. Ham gutten sagde at jeg kunne hente dem hos ham igen når jeg afleverede regnfrakkerne. Med en tom og trist pung gik vi ind i parken forhåbningsfulde at vi ville komme hjem på en eller anden måde. Pga. regnen var der ikke spor af mennesker i parken og vi havde den næsten helt for os selv. Det var et vidunderligt syn at stå foran det største vandfald i verden, igen. Og vi syntes faktiskt bedre om den zambiske side, hvilket jeg ikke havde regnet med, eftersom kun 1/3 af vandfaldene ligger i Zambia. Her var ligeledes flotte nylavede veje og en flot bro der førte ud til klippe kanten, hvor vi kunne se over til Zimbabwe kun adskilt af den over 100m lave kløft, hvori den mægtige Zambeziflod pulserede afsted. Selvom det var overskyet var det et smukt syn og den store sky af regnstøv gjorde af og til at man skulle passe godt på elektronikken. Der var vi glade for vores regnfrakker!
Da vi kom tilbage til indgangen besluttede vi os for at få det meste ud af de 20$ vi havde betalt p.p. som stadig var meget billigere end de 50$ vi betalte i Zimbabwe, p.p.! Så vi gik ned til det de kaldte Boiling Pot uvisse om at vi ville gå 108m nedad til Zambezifloden, til det vand der lige var faldet ned ad samme højde. Boiling Pot, er nemlig den del af floden der lige er fløjet ned over victoriavandfaldenes kanter. I skal forstille jer at efter vandet er faldet ned, så snørkler floden sig i lange hårnålsving. Det første af disse sving er Boiling Pott. Her er vandet så uroligt at strømninger fra alle sider kulminerer og får det tim at ligne vand der koger. Det var en noget længere tur og netop her valgte solen at kigge frem og det lange mørke regnfrakker gik fra at være en dejlig kompagnon, til bare at være træls bøvl vi skulle slæbe med. Sådan var det. Vi gik op igen. Med sveden løbende ned alle steder var der desværre ikke tid til pauser. For nu var solen ude, for første gang mens vi var ved vandfaldene. Og det er ikke uden grund at en del af vandfaldene er blevet døbt Rainbowfalls. Vi skyndte os hen af samme vej, som vi gik tidligere samme dag. Indtil vi ankom til broen, hvor Kayla spottede den første regnbue og sikke et syn. To flotte regnbuer over hinanden og sol på vandfaldene i baggrunden. Wow.
Vi vendte glade tilbage, nu skulle vi bare have løst pengeproblemet. Den tanke i hovedet blev hurtigt revet væk da jeg hører råb omme bagfra og ser til min forbavselse at en af vagterne kommer løbende hen til mig. Først sent ligger jeg mærke til at det var ham der tog mine 50 kwacha. Han havde nu fået fri og fortalte mig at hans kollega Mike havde mine 10 kwacha til mig. Det synes jeg alligevel var sødt af ham og takkede mange gange. Da vi ankom til udgangen som var samme sted som indgangen, gik jeg ind for at spørge efter Mike. Han var der ikke lige nu. Nå. Det undrede mig ikke rigtigt og istedet spurgte jeg, om jeg måtte låne en telefon til at ringe til taxaen. I samme døråbning som jeg også stod, stod en mindre kvinde af asiatisk baggrund og gav mig hendes telefon og spurgte om vi havde lyst til at tage hende med. Det ville vi selvfølgelig gerne.
Efter at have ringet forgæves til alle tre numrene på visitkortet. Gav jeg damen, hendes telefon tilbage. I mellemtiden var Mike kommet tilbage og havde søreme de 10 kwacha, som jeg egentlig gerne ville have ladt ham beholde, men som sagt havde jeg jo brug for en souvenir. Lidt uvidne om hvad vi skulle gøre, stod vi i det lille kontor, da en af vagterne, en kvinde, spurgte lidt ind til vores problem. Efter lidt forklaring frem og tilbage, kom hun med en fremragende ide, om at spørge vagten, som taxachaufføren havde betalt adgangsbeløbet til. Kayla og jeg fugte blindt efter og som kom den asiatiske kvinde også med, som senere viste sig at hun var fra U.S.A. Vi nåede hen til vagten, som heldigvis var den samme som da vi ankom. Han kendte heldigvis godt vores chauffør, han kunne endda huske os og mest mærkværdigt var at han havde taxachaufførens private telefonnummer. Sikke et held. Vi får ringet efter taxaen, får sagt ordentlig tak og sætter os ned på den nærmeste bænk, hvor vi venter på taxaen. Her kommer der dog en kæmpe bavian hen til os. Kayla rejser sig hurtigt op. Jeg lidt mere fanget midt på bænken med et bord foran mig, der gør det lidt svært at flygte, bliver siddende. Bavianen kigger meget afslappende på os, så afslappet endda, at den ligger armen op på bænkens ryglæn og ser ud til at have masser af tid. Den gaber lidt og Kayla og jeg kiggede mere forundret på den, end den på os. Jeg ved ikke om det var for at vise at han var bossen i området, men ihvertfald begynder han at tisse ned gennem bænkens sprækker, inden han voldsomt med den ene arm skubber bordet foran mig væk. Det var nok for at få mig til at lette røven i en hvis fart og så fandt Kayla og jeg ellers et andet sted, at få tiden til at gå mens vi ventede på at taxaen ankom.
Der gik heldigvis ikke lang tid og med to passagere i taxaen, den ene af dem tysker, steg Kayla, den amerikanske kvinde og jeg ind i taxaen. Og afsted det gik til vores hotel.
Det sidste af dagen tilbragte vi først med afslapning på værelset, inden vi gik 40m ned ad gaden til Café Zambezi, hvor vi spiste aftensmad, inden vi gik i seng.
Næste dag var ikke noget specielt. Vi slappede af på hotellet, inden vi tog en taxa ud til lufthavnen, hvor vi senere på dagen fløj til Johannesburg.
I Johannesburg, fik vi tiden til at gå med en Uber tur, (Bolt), til et stort indkøbscenter, og ellers hjem til hotellet igen på samme måde. Johannesburg er mange steder en farlig by og det er ikke sikkert at gå rundt på gaderne, tage taxa eller bus. Så vi var lidt i tvivl om vi skulle prøve med Bolt, som deres Uber hedder. Efter at have læst lidt om det og med godkendelse fra Kaylas familie at det var sikkert tog vi chancen, hvilket også fungerede rigtig godt. Nu sidder vi i flyveren efter at have slappet af ved poolen og tilbragt fire timer i lufthavnen. Vi glæder os meget til at komme hjem og ser jer igen.
Vi ses snart!
Kommentarer