Goddag til 2024

 


Så er vi igang med 2024, året hvor AGF bliver danmarks royale fodboldklub. Måske er udsagnet lidt sat på spidsen, men den kommende regent er i hvert fald erklæret fan af klubben, så lidt sandhed er der vel over det.

1 januar bød på vind og sne, samt vildt få konkurrenter til pladsen på pisterne. I forhold til de foregående dage var der nærmest mennesketomt, og det betød at der ikke blev brugt tid på at stå i kø ved lifterne. Alt i alt super betingelser for en super skidaug, men starten blev nu lidt generet af at gondolen var lukket på grund af en opdatering, stoleheis 2 var stadig under reparation, og 360 Expressen var lukket på grund af for meget vindt. Hermed var 3 af de 5 gode lifter ude af drift.

Skiføret vedblev at være godt, men temperaturen var i den lave ende, så det var nødvendigt med en pause i ny og næ. Vi fastholdt traditionen med at spise frokost i hytten, og som de andre dage var der et vist mandefald da eftermiddagsholdet skulle samles. Kun de hårde var ude at køre lidt efter den gode mad Malte og Carina havde sørget for. 

Nu kan man jo så fundere lidt over hvad 2024 mon bliver for et år.

Det bringer i hvert fald et sølvbryllup med sig, for 5. juni er det 25 år siden vi gamle blev gift i Skive. Det føles ikke som 25 år siden, men et blik på nummerpladen på den store bil afslører året 1999, så det er jo ikke sådan at løbe fra. Man kan håbe at året også bringer et trofæ til AGF, i hvert fald er der en rimelig chance for en pokaltriumf, AGF er således den bedst placerede klub i semifinalen, så det kan jo være at der for første gang i dette årtusinde skal skaffes plads til et nyt trofæ på fredensvang.

Ellers kan man jo ønske sig at krigen i Ukraine ender på en måde der set fra et vestligt perspektiv er fordelagtig. Jeg vover ikke at håbe på en lykkelig udgang på situationen i mellemøsten, dertil er der godt nok for meget mistillid fra alle parter i spil. Efter et voldsomt rejseår i 2023 er der udsigt til et noget roligere år, hvor vi bl.a. har valgt at holde sommerferien hjemme i Danmark. Basen bliver Haven på Ærø, men vi regner dog med at forlade Ærø for at besøge andre spændende steder i det danske. 2024 bliver også året hvor Christian flytter hjemmefra, så vidt vi ved bliver Aarhus studiestedet, vi håber han bliver glad for  det han vælger. I marts skal vi til 90 års fødselsdag hos Grethe, det er en begivenhed der står mejslet i kalenderen, for det er trods alt ikke ofte man oplever at blive inviteret til den slags. Vi kan med andre ord se frem til endnu et spændende år.

Kommentarer

Populære opslag fra denne blog

Kanonskud i Valletta

Thale, Harzens svar på Grand Canyon!

25 års bryllupsdag