Auckland
14/3:
I dag kørte vi fra Piha til Glendowie, som er en forstad til Auckland. På vejen tog vi til Pak’n’save en sidste gang og købte ind til de sidste dage her i NZ. Derefter kørte vi hen til Janes hus. Hun bor tæt på vandet og tæt på en park. Da vi ankom var hun igang i haven. Hun er super flink og tog rigtig god imod os. Hun viste os, hvor vi kunne parkere bilen og derefter lavede hun noget te til os og serverede lidt knækbrød, ost og figner. Vi sad i haven og snakkede og fortalte om vores tur og hun var skøn at snakke med. Havde selv mange spændende ting at fortælle om egne rejser og synes vi havde gjort det godt på vires rejse rundt i New Zealand. Hun skulle videre med hendes gøremål, da
der skulle flytte en japansk familie ind i hendes AirBnb ovenpå i dag. Mens hun var igang, lavede vi noget frokost og derefter gik vi igang med at pakke vores rygsække og rengøre bilen. Vi lånte en støvsuger af Jane og Malte fik også vasket lidt tøj. Det tog det meste af eftermiddagen at få bilen klar, men nu er den også skinnende ren indefra og klar til at blive afleveret i morgen kl. 12:30. Efter vi var færdige, hyggede vi med et glad vin og lidt kortspil, inden vi ville finde lidt aftensmad på et nightmarket i nærheden.
Vi kørte afsted til Pakuranga Night Market om aftenen, men med et lille smut forbi St. Heliers Beach, hvor vi lige nåede lidt af den flotte solnedgang.
Markedet var et meget asiatisk inspireret Night market. Vi gik rundt og kiggede på boderne og besluttede os for at smage Japanese Savoury Pancakes. Det var en masse, forskellige, revne grøntsager som så var stegt. Super lækkert!
Efter det fik vi en is og kørte derefter tilbage til Jane.
15/3:
I morges tog vi det stille og roligt og tog os god tid til at lave morgenmad og pakke vores ting sammen. Vi skulle aflevere bilen kl. 12:30 i nærheden af lufthavnen, så kl. 11 kørte vi fra Jane og hen til vores hostel i Auckland for at aflevere vores bagage. Derefter kørte vi videre til lufthavnen og afleverede bilen. Det gik super hurtigt og uden problemer. Vi blev kørt med en shuttlebus hen til lufthavnen, hvorfra vi tog en skybus ind til centrum af Auckland. Her tjekkede vi ind og lavede lidt frokost inden vi gik ud og så lidt på byen.
Vi var ret trætte og slentrede derfor bare lidt rundt i gaderne og så lidt på butikkerne. Malte fik lidt pizza og jeg købte en smoothie og derefter tog vi tilbage til vores hostel igen. Her nød vi at ligge i en rigtig seng igen! Sikke en luksus. Vi slappede lidt af og fik så desværre de dårlige nyheder, at Australien nu desværre også lukker deres grænser og at alle internationale rejsende skal være i isolation i 14 dage fra i nat kl. 00. Det er selvfølgelig rigtig surt for os, der egentlig skal flyve i overmorgen, så nu må vi endnu engang gå i tænkeboks og se, hvad vores muligheder er.
16/3:
I morges vågnede vi til flere dårlige udviklinger angående situationen med Corona og det satte lidt en dæmper på stemningen, men efter morgenmaden gad vi ikke lige at beskæftige os med alt det rod mere, så vi tog færgen til Rangitoto Island. Vi gik ombord bede ved Downtown Ferry Terminal lidt i Auckland og ca. 35 minutter senere, var vi ovre på vulkanøen, Rangitoto. Her ville vi gå op på toppen af bjerget. Turen skulle tage ca en time og landskabet vi gik igennem bar tydelige præg af vulkansk aktivitet. Ved siden af stien lå lavasten spredt over det hele. Sidste del af turen var ret stejl, men da vi kom op på toppen ventede der os en smuk udsigt.
Vi kunne se ind på Central Auckland og en del af forstæderne tæt på og rundt på en masse andre små øer. Det var en god tur og det var dejligt at komme ud og væk fra alle problemerne med vores videre rejse for en stund. På vejen ned tog vi en lille omvej, for at komme hen til nogle lava gange. Det er sådan set lange tunneller, som er blevet skabt af rindende lava for mange år siden. Den første gik vi igennem og vi kom til et lille hul, hvor solen skinnede ind og hvor der var vokset et træ op. Den næste tunnel kiggede vi blot ind i, da vi ikke var sikre på, om der var en udgang og den desuden var virkelig mørk. Vi gik så småt tilbage tværs gennem det barske, men utrolig frodige landskab og ned til havnen på øen. Her blev vi hentet af færgen igen kl. 15:30 og tog tilbage til Auckland.
Tilbage i byen igen gik vi hen og fik en lille, lidt sen frokost og derefter tilbage til vores Hostel, for nu var det blevet tid til at beskæftige sig med vores rejse igen. Først og fremmest havde vi besluttet, at tage en nat ekstra her i Auckland, for at have bedre tid til at træffe den rigtige beslutning om det videre forløb. Vi fik forlænget vores ophold og gik derefter op og kiggede på flybilletter og fik nogle gode råd af vores forældre.
Vi overvejer meget at tage til Fiji i overmorgen, da situationen derhjemme ikke lyder særlig rar at komme hjem til. Vi tænker først og fremmest at tage en uge i øriget og så må vi se, hvordan situationen har udviklet sig og hvordan det ser ud med flyforbindelser, selvom vi nu er ret overbeviste om, at hjem skal vi nok komme.
Til aften tog Malte og jeg ud at spise på en lækker, indisk restaurant. Det havde vi egentlig planlagt at gøre på vores sidste aften her i NZ. Vi havde glædet os til at gå ud at spise, så vi besluttede os for alligevel at gøre det i aften, så vi har tid i morgen aften til at få pakket og ordnet diverse sager.
Kommentarer