Stuck in Fiji

23/3: 

Efter en ret urolig nats søvn stod vi op og ingen af vores fly var blevet aflyst, så det var jo gode nyheder. Vi fik lukket rygsækkene og bestilte en taxa til lufthavnen. Her stod vi i kø for at aflevere vores bagage i ca 2,5 timer, indtil de fortalte os, at kun folk med en billet videre fra Singapore i dag, måtte boarde flyet. Vores billet var desværre først til d. 24 så vi prøvede desperate at se efter en billet i aften endnu, men der var ikke flere til at få, så vi kunne ikke gøre mere. Løbet var kørt og vi er nu officielt strandet. 

Det var rent ud sagt noget rigtig lort og det satte en ordentlig dæmper på humøret, da vi virkelig havde glædet os til bare at komme hjem nu. Vi ringede til mor og far og selvom det var sent var de den største hjælp med at berolige, især mig, og hjælpe med at finde løsninger og overnatninger. 

I lufthavnen fik vi noget frokost og her fik Malte tilmeldt sig et redningsprogramm fra den tyske stat, som arbejder på at hente strandede tyskere ellers bosiddende hjem. Vi er blevet optaget på listen og håber på, at de snart finder en løsning, som kan bringe os hjem. Indtil da må vi forsøge at gøre det bedste ud af situationen. 

Da vi ankom til hotellet fik vi vores værelse og Malte havde sådan lyst til at tage en dukkert i poolen og prøve den dertilhørende rutsjebane, så det gjorde vi. Efter svømmeriet tog vi en lille lur, da vi var ret trætte efter en især mentalt, meget anstrengende dag. Senere læste vi lidt og så lidt serier, inden vi gik ud og købte lidt vand nær lufthavnen, da vi nærmest bor lige overfor. Til aften spiste vi på hotellet og her er bl.a. tre andre tyske familie og et yngre, tysk par, som er i samme situation som os, og det er flere rundt omkring på øen. Det er på en måde rart at vide, at andre befinder sig i samme situation. I morgen er en ny dag og vi tager det bare stille og roligt og dag for dag nu. Så snart vi ved mere, skal jeg nok opdatere alle her på bloggen og privat. 

24/3: 

I dag vågnede vi op til en ny dag. Vi må bare tage situationen dag for dag og håbe på det bedste. Vi stod op til solskin, hvilket var det første positive ved dagen. 

Vi lå lidt i sengen, inden vi gik hen og fik lidt morgenmad. Herefter undersøgte vi lidt mere angående tyskernes redningsprogramm. De har lige holdt EU møde, kunne mor fortælle, hvor de prøver at få et samarbejde med andre nationer op at stå, hvilket jo er meget positivt. Jeg kunne også se, at redningsaktionen på fem dage allerede har hentet 120.000 tyskere hjem igen, hvilket jo er virkelig imponerende! Det var gode nyheder for os. Udenrigsministeren, Heiko Maas, har også udtalt, at de først engang koncentrerede sig om lande tæt på EU og da de derfra har fået så godt som alle hentet hjem, koncentrer de sig nu om de lande, som ligger lidt længere væk, så som New Zealand, hvortil stillehavsøerne hører til. Det var jo gode nyheder at læse, så vi er optimistiske og stoler på, at tyskerne nok skal få os hjem om nogle uger. 

Vi besluttede at gå en lille tur. Vi havde brug for at købe noget vand og fandt er supermarked en halv times gang fra hotellet. Vi tog kasketter og sko på og gik afsted. Vi blev kun mødt med venlighed af den forbipasserende befolkning, hvilket er utrolig rart, da det i disse tider ikke er sådan for alle europæere... Fiji er utrolig grønt og har et flot, bjerget landskab. Vi gik forbi en stor busk med hibiscus blomster og havde udsigt til palmer og grønne bjerge. Ved supermarkedet fik vi købt det vi havde brug for og fik derefter lidt frokost ved en asiatisk restaurant tæt på. 

Vi spurgte en taxachauffør om han kunne køre os tilbage til hotellet, da det ikke var så sjovt at gå med alle vandflaskerne. Det gjorde han med glæde. Han ville kun have 5$ for turen og takkede os endda, for at give ham arbejde, da han satte os af. 

Vi fik lagt tingene i køleskabet og ville så egentlig i poolen og køle lidt af i varmen. Da vi havde fundet nogle liggestole og skulle til at gå i, fik vi desværre at vide, at poolen var lukket grundet de mange tissemyrer der lå og flød i vandet... det var selvfølgelig ærgerligt, men de håber på at få den åbnet igen i morgen. Vi lå derfor bare og nød solen og læste en masse. 

Her til eftermiddag fik jeg snakket med mor og far, som virkelig er et lyspunkt lige for tiden. Det er dejligt at høre, at de også er fortrøstningsfulde og stoler på, at tyskerne nok skal få os hentet hjem inden længe. Faktisk har de allerede fået en redningsaktion til NZ op at stå og de regner med, at det første fly lander i Auckland d. 27 og henter tyskere hjem. De har dog ikke noget konkret endnu til stillehavsøerne, men hvis det er gået så hurtigt med NZ, så tror vi på, at de også arbejder på højtryk for at finde en løsning til os. 

Status hos os er, at vi bliver boende i Nadi området, hvor vi er tætte på lufthavnen og kan være der hurtigt, hvis det skulle være. 

Her til aften fik vi noget lækker aftensmad og spillede lidt kort. Vi gik tilbage på værelset og skrev lidt med alle de kære derhjemme og så lidt serier. Nu er det sengetid og så håber vi på endnu en positiv dag i morgen, forhåbentlig med gode nyheder.