Aggerholms blog

Peter har igennem længere tid haft smerter i forbindelse med bevægelse. I løbet af 2020 er det ikke blevet bedre, og i starten af august tog han sig endelig sammen og begav sig til læge. Straks fulgte en henvisning til en ortopæd, og 23/8 lød dommen på en ny hofte i højre side. Lidt en heftig besked, men lægen kunne dog trøske hammer at han virkede som den ideelle patient, stærk, ung (tag den elever) og alt andet var som det skulle være. Så fulgte det svære valg af operationssted. I Tyskland er det patienten selv der skal tage kontakt til et sygehus, og efter samtaler med folk der havde en mening om tingene faldt valget på Imland klinikken i Eckernförde. Efter sigende skulle stedet være godt, og det var da også midt indtryk da jeg kørte ned og snakkede med hr. cheflægen himself. Vi aftalte en operation d. 20/10, dagene efter efterårsferiens afslutning. Kun på den måde ville jeg være sikker på at kunne møde op, uafhængigt af hvad andre på skolen havde foretaget sig. Et sygdomsudbrud på

 Om aftenen i Karlstad besluttede vi os for at køre hjem til Harrislee næstedag. Vejret ville blive ringere, og når man nu alligevel er på vej hjem var det en let beslutning at tage. Vi kom fint afsted efter morgenmaden og en lille gåtur ned til Main floden. Morgensolen lyste på borgen, og de spæde efterårsfarver gjorde at vi havde svært ved at løsrive os fra stedet. På vej mod A7 kom vi forbi en lille vinby ved Saale, kun 600 kilometer fra Harrislee kan man altså finde et anerkendt vinområde. Vi kørte hurtigt mod nord, trafikken på første del af turen var såre begrænset, og derfor kom vi hurtigt mod nord, så hurtigtat Peter oprindelige plan om at spise frokost ved Göttingen ikke havde nogen gang på jorden, vi var simpelthen forbi byen inden sulten meldte sin ankomst. I stedet fandt Solveig byen Bad Gandersheim tæt på motorvejen. Den havde fået en stjerne på kortet, hvilket plejer at være en god indikator for at der er øget at komme efter. Vi blev hellerikke skuffede. Byen var tidliger

Bayern er et stort Bundesland, faktisk det største, og lille Mittenwald ligger i den aller sydligste del. Vi skulle først spise morgenmad kl. 9.00 - pga de strenge Corona-regler fik man tildelt et tidspunkt, hvor man måtte komme til morgenmad, så der ikke blev overfyldt. Vi havde sovet rigtig godt under de tunge dyner og var derfor allerede klar kl. 8.00 - så vi udnyttede ventetiden med at gå en tur rundt i byen og se den vågne op alt imens vi kunne iagttage de smukke malerier på husene. Husene var bygget i den traditionelle tyroler-stil, brede, i flere etager og med skodder og overdådige bloster, der væltede ud over altankasserne. Husene var meget velholdte, den lille by lå godt placeret med de store kæmper (Alperne) tæt på til at skærme den. Efter en god, solid morgenmad, købte vi lidt forsyninger i det nærliggende supermarked og satte kursen nordpå. Nu var skyerne efterhånden trukket sammen og regnen begyndte at vælte ned, så det var en god dag at få tilbagelagt nogle kilometer på.

 Hvad er  nu det for en overskrift? Jo da Peter kiggede på vejrudsigten for et par dage siden, kunne han konstatere, at Brennerpasset ville være klædt i Kong Vinters hvidt pragt, og der ville være frost helt ned i 1000 meter, og da vi kun har sommerdæk på, valgte vi at sætte kursen nordpå efter to dejlige dage i San Marino, hvor højdepunktet havde været vandreturen og mødet med Allan fra De berejstes Klub. Solveigs veninde ferierede også i Italien, så vi aftalte med hende, at mødes i Lazise til frokost. Byen ligger smukt ved Gardasøen og vi har været der for år tilbage og ville gerne gense byen. Så kl, 12 mødtes vi med Nicole og hendes søde følgesvend Pelle, en hvid bomuldshund, der er velopdragen undtagen, når der kommer folk på løbehjul for tæt på ham. Vi fandt en dejlig plads i solen i forreste række ned mod søen og så gik snakken ellers lystigt mens vi spiste lækker italiensk pasta. Nicole er selv kørt til Italien i hendes VW-bus med sin hund Pelle - efter vores mening er hun mega

 Det har været småt med nye lande i forhold til de berejstes klub i år. Vi har haft mange planer der har måttes udskydes eller aflyses. San Marino var ikke på listen over nye lande i 2020 ved nytårstid, men når noget må aflyses opstår der huller der kan fyldes ud. Nu er vi her så, og det bliver så Solveigs land nr. 60 og Peters nr. 59 For at opleve mest muligt har vi anskaffet os et vandrekort, det er i målestok 1:15000og dækker hele landet. Hvert et lille hus i republikken lader til at have fundet ved til kortetpapir, så vi kan næppe gå forkert på dagens vandring. Vandreturen rundt om borgklippen er sikker at gå, men byder på en spektakulær udsigt undervejs. Vi klarede den ret hårde tur, og så et billede af verdens 5 mindste land som almindelige turister ikke får indblik i. Allerede efter borgtårn nummer to tynder det gevaldigt ud i rækkerne af besøgende, og efter bortgår nummer tre havde vi, med 2 undtagelser turen for os selv. Turen er ikke for gangbesværede, og og ned ad smalle sti

 Vi forlod vores bopæl efter en god morgenmad, og begav os til fod gennem Ravennas østlige del mod vores bil. Da vi gik under jernbanen blev vi tiltalt på dansk, det viste sig at være Allan fra De berejstes Klub, der netop var på vej ind mod byen. Det var egentlig meningen, at vi skulle møde han i San Marino dagen efter, men nu fik vi en god snak og udvekslede erfaringer med gode steder at tage hen. Det betød for vores vedkommende en afstikker mod nord for at se et sumpområde med gode chancer for at se flamingoer og andre spændende dyr. Vi fandt vejen ned til fugletårnet, det lå lige ved omfartsvejen, og vi fik en storslået udsigt ud over Po-deltaet. Der var ikke flamingoer her, men ti gengæld mange andre smukke fugle, og nogle sjove mosegrise eller sumprotter. De var i fuld gang med at fouragere og det var underholdende at se på dem mens man nød den storslåede udsigt over det flade landskab. Vi fortsatte mod sydøst og kiggede nu efter flamingoer. Peter sad og spottede steder, hvor de

 Efter en god morgenmad på vores hotel, begav vi os afsted så vi kunne nå første punkt på dagens program. Vi skulle ikke gå lang, Sant Apollinari Nouvo ligger vel kun 100 meter fra hotellet, og ser i lighed med San Vitale lidt kedelig ud udefra. Indefra er det derimod en helt anden sag. Kirken blev indviet i år 504 som palads kirker for Ostrogoter kongen Theodoric. Theodoric var kristen, men af den Arianske linje, der ser Jesus som underordnet i forhold til gud. Senere overgik kirken til den Orthodokse tro, hvor treenigheden hersker, og det medførte nogle ændringer i mosaikerne. Vi beundrede detaljerne i mosaikkerne, især de 3 vise mænd fangede vores opmærksomhed.  Efter Sant Apollonari Nouvo gik vi mod de næste programpunkter, nemlig Nero kapellet og ærkebispens kapel. Nero kapellet er også fra omkring år 500. det er relativt stort, og dermed også tungt. Bygningen der huser det er således sunket ca. 3 meter fra opførelsen og til idag. Formentlig er det et romersk bad man har genbrugt.

 I dag nåede vi Ravenna, stedet hvor de smukkeste byzantiske mosaikker fra storhedstiden omkring år 600 er bevaret. I selve Konstantinobel blev de ødelagt af billedskændere i en religiøs fejde omkring år 1000. Men da Ravenna ikkehørte under Byzans på dette tidspunkt blev de bevaret netop her. Vi startede dog ikke dagen i Ravenna. Først blev det til morgenmad i Ferrara, inden vi gik en kort tur i byen for at se bl.a. borgen i solskin. Vi var begge ret betagede af livet i byen, så selvom vores viden på forhånd var begrænset blev det en super positiv oplevelse. Fra Ferrara kan man køre ad landevejen mod Ravenna, men vi valgte at køre ud mod kysten, hvor den lille by Comacchio skulle være målet for første stop. Peter kendte byen på forhånd, idet Anders Lassen, en af mindre end en håndfuld danskere der har fået tildelt victoriakorset faldt her d. 9 april 1945. (han ligger begravet langs hovedvejen mellem Ferrara og Ravenna, så graven gik vi glip ad) Comacchio ligger på 13 små øer forbundet

Ferrara er en overset perle af første klasse. Vores påstand er følgende "havde byen ligget i ethvert andet land, havde den været overrendt af internatonale turister" nu er den glemt, overset eller bare ignoreret af folk, der i stedet sværmer for Rom, Firenze og Venedig. Men vi er på en mission i denne corona-tid, der blandt meget andet sætter de almindelige planer og rutiner på stand-by og således også rejseplanerne. Vi har på dette roadtrip bestemt os for at se nogle af de mindre kendte byer, og således kom Ferrara med på turen. Byen har ca. 149.000 indbyggere, en størrelse som mange af de italienske byer har. Vi fik parkeret bilen i et p-hus, og det var godt, for selvom det er rart at have sin egen bil med på tur, så er vores bil lige et nummer for stor til de smalle italienske gader. Vi gik den lille kilometer til hotellet efter vi havde parkeret bilen, og hotellet viste sig at være et tidligere grevepalads. Den slags steder har Italien bare så mange af... Da vi havde fået