Ferrara, Italien i andet geled

Ferrara er en overset perle af første klasse. Vores påstand er følgende "havde byen ligget i ethvert andet land, havde den været overrendt af internatonale turister" nu er den glemt, overset eller bare ignoreret af folk, der i stedet sværmer for Rom, Firenze og Venedig.

Men vi er på en mission i denne corona-tid, der blandt meget andet sætter de almindelige planer og rutiner på stand-by og således også rejseplanerne. Vi har på dette roadtrip bestemt os for at se nogle af de mindre kendte byer, og således kom Ferrara med på turen.

Byen har ca. 149.000 indbyggere, en størrelse som mange af de italienske byer har. Vi fik parkeret bilen i et p-hus, og det var godt, for selvom det er rart at have sin egen bil med på tur, så er vores bil lige et nummer for stor til de smalle italienske gader. Vi gik den lille kilometer til hotellet efter vi havde parkeret bilen, og hotellet viste sig at være et tidligere grevepalads. Den slags steder har Italien bare så mange af... Da vi havde fået installeret os på vores loftskammer, gik vi ud for at se nærmere på byen inden mørket faldt på. Byen var rigtig italiens, der var smalle gader og ejendomme i lyse og mørke farver med små altaner, vasketøj og skodder. Der er ikke noget andet land som Italien, der kan få forfald til at virke charmerende.

Byen havde italiens længste bymur, som vi spadserede på. Desuden var der både en renæssance- og en middelalderbydel så vi havde meget at se på. Inden midt i byen tårnede der sig en kæmpe stor borg op, som både havde vindebroer og voldgrav. Ingen af os har nogen sinde set en borg så velbevaret af den kaliber. Vi gik også forbi diamantpaladset, som har fået navnet efter måden man har slebet stenene på, så de ligner diamanter. Så har vi sket ikke nævnt de utallige andre paladser, kirker og tårne, som med lind hånd var strøet rundt om i byen.

Vi satte os på en cafe på en af de mange pladser, da mørket faldt på. Temperaturen var behagelig, 19 grader, og vi bestilte to glas vin. Da vi havde ventet så længe, at vi mente restauranterne var åbne, begav vi os ud for at finde et spisested. Det blev et lille hyggeligt sted med udendørs servering, og da det regnede lidt sad vi godt beskyttet under deres store parasol. Tjeneren var en sød, energisk kvinde, som troede hun kunne både engelsk og tysk, men ak, der kom kun italiensk meget hurtigt ud af hendes mund så det var en spændende kommunikation, vi havde med hende. Vi fik dog den mad, vi havde regnet med og en flaske god, kraftig rødvin, som vi kunne forstår tjeneren ikke villle have valgt. Vi hyggede os med maden, og da det var tid at lette anker, kom hun med en lille sjus til os, noget skeptiske førte vi glasset til munden, men det viste sig, at det var en lækker lakridslikør. Hun fik os med på at tage en nr. 2, og så var det hun komm med det italienske ordsprog om, at hvis man ikke drikker nr. 3 finder man ikke hjem. Altså tog vi den tredje, og det var som om vores italienske ordforråd blev bedre og bedre efterhånden som alkoholen røg indenbords. Det var en sjov afslutning på en spændende dag, og Ferrara fik i hvert fald 3 stjerner!