Mod Ravenna

 I dag nåede vi Ravenna, stedet hvor de smukkeste byzantiske mosaikker fra storhedstiden omkring år 600 er bevaret. I selve Konstantinobel blev de ødelagt af billedskændere i en religiøs fejde omkring år 1000. Men da Ravenna ikkehørte under Byzans på dette tidspunkt blev de bevaret netop her.

Vi startede dog ikke dagen i Ravenna. Først blev det til morgenmad i Ferrara, inden vi gik en kort tur i byen for at se bl.a. borgen i solskin. Vi var begge ret betagede af livet i byen, så selvom vores viden på forhånd var begrænset blev det en super positiv oplevelse. Fra Ferrara kan man køre ad landevejen mod Ravenna, men vi valgte at køre ud mod kysten, hvor den lille by Comacchio skulle være målet for første stop. Peter kendte byen på forhånd, idet Anders Lassen, en af mindre end en håndfuld danskere der har fået tildelt victoriakorset faldt her d. 9 april 1945. (han ligger begravet langs hovedvejen mellem Ferrara og Ravenna, så graven gik vi glip ad)

Comacchio ligger på 13 små øer forbundet med broer, og ja, uligheden med Venedig er da også til at få øje på, Vi gik rundt og nød den smukke lille by nærmest helt for os selv. Her adskiller oplevelsen sig meget fra den eftermiddag vi for 10 år siden tilbragte i Venedig. Måske er det koronaen, måske er Comacchio bare en af de mange oversete perler Italien har at byde på. 

Fra Comacchio kørte vi ned langs kysten, med adriaterhavet på venstre, og Lago di Comacchio på højre side. Vi benyttede en af de mange afstikkere mod stranden til at finde et sted at spise vores medbragte frokost, det må jo trods alt være nok med et restaurant besøg om dagen. Stranden var bred, med gode parkeringsmuligheder og fyldt med gøgl og gejl, der var bare ingen mennesker. Hvor danskerne søger mod vandet ved solskin og + 20 grader, Sankt er det i den grad udenfor sæsonen hernede. Vi talte under 10 andre personer i løbet af den tid vores frokost varede, og som billederne antyder er det jo ikke fordi vi manglede overblik og udsyn over stranden. På denne måde gik der endnu et måltid med ringe corona risiko.

Fra stranden var der vel kun ca. 20 kilometer til dagens endemål, Ravenna. Byen er kendt som stedet hvor det vestromerske rige gik under i år 476, og netop derfor har byen meget længe stået på Peters ønskeliste. Byen ligger i et fladt landskab der tidligere var sumpet, og derfor let at forsvare. Således var byen engang belejret i hele 3 år før den måtte overgive sig. Af storhedstiden omkring år 500 efter kristus er der endnu bevaret en her del bygninger, utroligt nok med den indvendige udsmykning intakt. Desværre levede indfaldsvejen vi kom ad ikke op til kvaliteten af bygningerne. Kort før byen var den spærret, og da det var broen over jernbanen der skulle renoveres betød det at vi måtte parkere ca. 1. kilometer fra hotellet, og så gå med vores bagage gennem byen. På vejen kom vi forbi kirken Sant Apollinare Nouvo, altså den nye. Lidt af en titel når man tænker på at kirken blev indviet i år 504! Hotellet lå meget tæt på kirken, og efter vi havde taget vores værelse i besiddelse gik vi ud for at se byen. Man kan købe en billet der dækker 5 af byens 8 Unesco steder, grundet corona skal man reservere tid, og vi forsøgte via online muligheden, men det havde vi ikke held med. Heldigvis kan man ogsågøre det ved at møde fysisk op på attraktionernes billetkontorer. Vi gik til San Vitale kirken, købte billet og fik på den måde lavet et program for vores 2 dage i Ravenna.

San Vitale er indviet i 547, efter en byggetid på 20 år. Interessant nok er der påbegyndt under Ostrogoterne, og fuldendt under Byzantinerne der erobrede byen i mellemtiden. Kirken er modsat mange italienske kirke kedeligt udseende udefra, men de bevarede mosaikker giver den en helt særlig skønhed indvendigt. 

Det er ikke til at se at den udefra meget enkle kirke rummer så store skatte af sen-antikke mosaikker

Fra San Vitaler er der ikke langt at gå til næste attraktion, nemlig det lille Galla Placidias mausolæum.

Galla Placidia var Theodosius den stores datter, og blev senere gift med en af de senere vestromerske kejsere, så hun var en meget vigtig person. Hun døde i Rom i år 450 og blevet formentlig aldrig begravet i mausolæet der bærer hendes navn. Mausolæet er ikke stort, men mosaikkerne var om muligt endnu mere imponerende end dem i kirken lige ved siden af. 

Efter disse kulturelle highlights slentrede vi rundt i byen inden vi endte ved Al-45 hvor vi spiste en lækker pizza. En dejlig måde at slutte en god dag på.