Aggerholms blog

Efter et aflyst fly og en ombookning hen over Zürich, ankommer vi til Mauritius klokken 9:30. Med det samme som dørene i flyet åbnes kan vi mærke den tropiske varme. Noget smadrede efter en lang tur, går vi hen mod bagagen, hvor vi på vejen skal igennem sundhedstjek og paskontrol og med et stempel mere i passet, finder vi vores bagage. Efter at vi endelig havde fået penge, finder jeg (Christian) ud af at vores hotel er blevet afbestilt og med en lidt presset stemning får vi booket et nyt sted. Endelig afsted, finder vi en taxa der tager os til Blue Beryl Hotel, der ligge helt nede ved stranden på Blue Bay. Det er her det går op for os at vi er ankommet til selveste paradiset. Det lyseblå vand, den afslappede ø-stemning og frisk frugt på hvert gadehjørne, giver os et humørboost og ligesom vi har checket ind, flår vi tøjet af og får badetøjet på og straks ligger vi ved stranden.   Resten af dagen gik med at bade og sole sig på den dejlige strand inden vi gik hen for at købe ind....

Engang i foråret havde jeg aftalt med en veninde fra folkeskolen at besøge hende i Zürich i Schweiz. Fredag morgen satte jeg mig derfor ind i bussen og tog afsted mod København. Kl. 18.00 satte jeg derefter kurs mod Schweiz.  I lufthavnen blev jeg mødt af Julie, som stod og ventede på mig. Det var et glædeligt gensyn og det var helt naturligt at være i hinandens selskab, trods de 3 år siden vi sidst havde set hinanden. Vi gik ned mod togene og satte ellers kurs mod Lenzburg, hvor Julie bor med hendes kæreste. I toget fik vi lejlighed til at snakke og sætte hinanden ind i sidste nyt. Oender hentede os ved togstationen og kort efter ankom vi hjemme i deres smukke lejlighed. Julie er vild med jul og havde allerede pyntet flot op! Vi hyggede over en kop te og fik snakket indtil vi blev trætte og besluttede at gå i seng.  Næste morgen havde vi besluttet at gå en lille tur rundt i Lenzburg, hvor Julie ville vise mig slottet og den gamle bydel. Det var virkelig smukt, selvom vejret v...

 Nu har vi været hjemme en måned, og er efterhånden landet i hverdagen igen. Arbejdet fylder en del i hverdagene, men så længe man går glad derhen og komme glad hjem igen gør det jo ikke noget. Vi ser også frem til at overtage Haven 6 på torsdag. Det er gået hurtigt med handlen, og vi glæder os til at se huset med ejerens øjne :-) Vi har ret mange december planer, så det bliver kun til en enkelt overnatning derovre i første omgang, og selv det har trukket en fridag med sig. Torsdag eftermiddag sejler vi fra Fynshav mod Søby for at overtage nøglerne, og forhåbentligt kan vi få malet bare lidt så vi føler at vi er igang derovre. Ellers kan vi nu få mulighed for at vænne os til en fremtid som et midaldrende par uden hjemmeboende børn i små 2 måneder. Christian og Kayla er taget afsted på nye eventyr, vi kørte dem til Billund lufthavn i dag, og derfra går det først i Mauritius i det indiske ocean, hvor de har 15 dage i paradis inden turen går til Sydafrika hvor de mødes med Kaylas fami...

 Det er nu 15 dage siden vi atter satte fødderne på jorden i København. Og vi kan klart udtrykke at det er dejligt at være hjemme i vante himmelstrøg igen. I Danmark går det godt, for når debatten om det nye skruelåg på på Arlas mælkekartoner kan være det mest læste på tv2 hjemmeside, så er det i mine øjne et udtryk for at vi har styr på de store problemer, og i stedet kan kaste os over detaljen med en helt ubegribelig entusiasme.  Arbejdet har fyldt en del, Gustav johannsenskolens renovering er skredet frem, og det har betydet at kopimaskinerne er blevet flyttet. Det var en barsk start ikke at kunne finde dem, ligesom det var underligt at sidde ved siden af en kollega jeg ikke kendte navnet på til et møde. Her efter 2 uger er det hele dog ved at falde på plads, skolens indretning virker atter bekendt, og navnene er der også kommet styr på. Vi har ikke ligget på den lade side, faktisk er vi nær ved at afslutte en hushandel. På turen så Solveig at et hus i Haven på Ærø var komm...

Dag 100 Kan man have det for godt? Som udgangspunkt mener vi, at det kan man ikke. Men nu hvor de 100 dage rundt i Sydøstasien lakker mod enden, og det er tid til nogle refleksioner over, hvad turen har givet os mentalt, så er vi i hvert fald kommet frem til, at vi har det rigtig godt. Vi har varmt vand i hanen, varme i huset, ja, og vi har rent faktisk et hus, vi kan købe lige præcis det, vi har lyst til i supermarkedet, vi har uddannelse og job og vi har adgang til et sundhedsvæsen. Ting som vi ikke altid påskønner i hverdagen og som bare bliver en selvfølge. I bund og grund har vi det så godt, at vi ofte ikke lægger mærke til det og heller ikke værdsætter det. Denne tur har vist os, at vi har en fantastisk hverdag og et liv med muligheder som mange misunder os. Rejsen har åbnet vores øjne, og vi vender hjem med en taknemmelighed over det liv og de muligheder, vi har, blot fordi vi er født i den rige del af den rige del af verden. Det vil vi minde hinanden om, når hverdagen indimelle...

 Dag 99 Så er vi for sidste gang på turen vågnet op i en hotelseng. Efter Ingeborg var taget afsted i går eftermiddag var det svært at holde tankerne væk fra de hjemlige himmelstrøg. Selv Peter havde svært ved at se det smarte i absolut at skulle være afsted i 100 dage.  Vi har ikkefået lavet alverden her til formiddag, lidt arbejdsforberedelse, lidt pakning, samt lidt bankforretninger er det blevet til. Sidstnævnte er til gengæld værd at lægge mærke til, for ved at trykke på ausführen ændrede vi status til at være frie for enhver form for gæld. Vi er nu færdige med at betale for huset på Himmernmoos i Harrislee, og kan derfor for alvor kalde os husejere. Helt præcist sker det nu først på mandag, for da forfalder det sidste lille månedlige afdrag på 283 €. Vi vælger dog at glæde os i dag, for det har været et sejt træk at spare op til at kunne udbetale der 3 forskellige lån når de udløb. Det er  på mange måder en mere låst process at låne i Tyskland, for det er kun på sær...

Dag 98 Vi synes selv at vi havde været ret geniale, at bestille en cooking-class i Hanoi på Ingeborgs sidste dag. Hendes fly skulle lette klokken 19.30 og dels tager det en lille time at komme ud til lufthavnen, dels skal hun selvfølgelig være der i god tid. Så vi havde en formiddag og en halv eftermiddag til rådighed, og det passede præcist med at vi alle tre deltog i en vietnamesisk kokkeskole. Klokken 9 forlod vi hotellet og gik mod vores mødested.Her hilste vi på Mike, som er hunkøn og skulle være vores vietnamesiske kok og instruktør. Vi blev i en minibus kørt til et lokaltmarked, som vi ikke tidligere har været ved. Her startede vi med at købe forskellige råvarer til de retter vi skulle lave, og Mike var god til at fortælle os onde forskellige varer, for der er rigtig mange, som vi ikke genkender. Blandt andet vandæbler, sommerfugle-larver og bananblomst.Vi kom også forbi en bod, hvor den kvindelige sælger var engang med at partere en helstegt hund! Den var dog ikke på menuen i d...

 Dag 97 At være tilbage i Hanoi er for os ensbetydende med at være tilbage på La-storia hotellet. Solveig fik booket værelser sidst vi var her, og det var dejligt atter at vågne op på det hyggelige hotel og kunne glæde sig til morgenmaden. Vi havde lagt store planer for Ingeborgs sidste hele dag på turen. Først et besøg hos Ho Chi Minh, derefter vandring rundt i byen, og som afslutning aftensmad på en af de 3 1-stjernede Michelin restauranter Hanoi kan fremvise. Vi havde booket bord på den eneste af de 3 der serverer Vietnamesisk mad, at der samtidig også var den billigste er jo naturligvis til at leve med. Vi kom hurtigt frem til Ho Chi Minh parken, men vi havde lige glemt at indvie Ingeborg i dresscoden på stedet. Med hendes bare skuldre blev vi således afvist ved indgangen, og kunne derfor ikke komme ind i området. Heller ikke ved museet til minde om "onkel Ho" var der mulighed for at komme ind. Vi kunne have brugt nogle penge på at købe ekstra ærbar påklædning, men så vig...

  Dag 96 Vi vågnede atter før vækkeuret for som så mange gange tidligere, så holdes der høns og også haner på landet og i de mindre byer, og de har det altså med at starte en gale-konkurrence sådan cirka ved 6-tiden om morgenen og dermed er det svært at finde tilbage til drømmeland. Vi stod op, pakkede det sidste og alle var således klar klokken 7 hvor Mr. Do fik stuvet taskerne ind i hans store Ford Ranger og så vinkede vi farvel til Nobita Homestay og blev sat af ved et hotel på hovedgaden. Do havde reserveret billetterne og da han selv skulle på arbejde, vinkede vi farvel og takkede ham for et særdeles godt ophold. Der gik cirka et kvarter før en stor, rød bus rullede op foran os med et neonskilt i forruden med “Hanoi”.                            Vi fik læsset rygsækkene i lastrummet og trådte op i bussen, hvor vi fluks fik udleveret en plas...

Dag 95 Mr. Do havde lovet at køre os op til Lung Pinh, hvorfra han havde anbefalet en vandretur tilbage til Bac Ha. Landsbyen lå på vej til hans arbejde, han er nemlig ud over ejer af homestayet også kunstlærer.  Så vi måtte atter engang tidligt op for der var afgang kl 7. Vi havde dagen før købt noget frugt og lidt vand, for turen skulle kun være ca 13 km – troede vi. Do anbefalede vi tog et par sandwich med, for det var sparsomt med udvalget på turen. Den var vi med på, så han holdt ind ved en Banh My-bod så vi kunne få tre sandwich med i rygsækken. På vej til landsbyen holdt vi en fotopause, hvor der var en smuk udsigt ned over byen og bjergene som vi efterhånden havde bevæget os op i.  Vi blev sat af ved en skillevej og Do viste ruten på korte til Ingeborg, som fik det vigtige hverv at være K-ordfører, hvilket hun klarede til UG. Vi kom kort tid efter start forbi en lille vejbod og her forsynede vi os med en ekstra flaske vand.  Det var desværre let overskyet og det v...