Johnny 99

 Dag 99

Så er vi for sidste gang på turen vågnet op i en hotelseng. Efter Ingeborg var taget afsted i går eftermiddag var det svært at holde tankerne væk fra de hjemlige himmelstrøg. Selv Peter havde svært ved at se det smarte i absolut at skulle være afsted i 100 dage. 

Vi har ikkefået lavet alverden her til formiddag, lidt arbejdsforberedelse, lidt pakning, samt lidt bankforretninger er det blevet til. Sidstnævnte er til gengæld værd at lægge mærke til, for ved at trykke på ausführen ændrede vi status til at være frie for enhver form for gæld. Vi er nu færdige med at betale for huset på Himmernmoos i Harrislee, og kan derfor for alvor kalde os husejere. Helt præcist sker det nu først på mandag, for da forfalder det sidste lille månedlige afdrag på 283 €. Vi vælger dog at glæde os i dag, for det har været et sejt træk at spare op til at kunne udbetale der 3 forskellige lån når de udløb. Det er  på mange måder en mere låst process at låne i Tyskland, for det er kun på særlige tidspunkter man kan komme af med lånene. Havde vi ikke været i stand til at betale lånet ud måtte vi jo i stedet optage et nyt, og da ville glædens dag blive udsat i mindst 5 år. 

Titlen på indlægget  refererer tilen sang af Johnny Cash, som Bruce springsteeen har lavet en fortolkning af. Når vi sidder her i Hanoi denne morgen, i stedet for at være næsten hjemme skyldes det at Peter ikke ville være Peter 99, når muligheden var der skulle turen pumpes op til 100 dage i stedet for "kun" at vare 99.

Vi kom ud i byen lidt i kl. 12 da vi måtte aflevere vores dejlige airconditionerede værelse. Vi havde kun 2 programpunkter, der begge var af ret praktisk karakter.1. vi skulle finde noget at spise, 2. vi skulle gerne have købt et par typiske vietnamesiske hatte med hjem. Frokosten var lettest at klare, vi spiste et ok måltid på en tilfældig restaurant, og hvis Solveig ikke havde været så kritisk ville det heller ikke være svært at købe et par hatte. Hun fastholdt at det skulle være uden farvet kant, for den slags brugte de lokale ikke, altså lige bortset fra hende der 5 sekunder efter udsagnet om den uoriginale kant spankulerede forbi os med netop en farvet kant.Man kan også få hatte med store motiver, men her ville selv Peter sætte grænsen!

Da vi stat set havde opgivet ævred lukkedes missionen. Den forrige butiks ekspedient havde selvsikkert proklameret at vi var på en forgæves mission, for det vi søgte fandtes ikke, noget overraskende viste nabobutikken at ligge inde med ikke bare en, men endda hele 2 modeller der opfyldte vores krav.

Efter hatte indkøbene tog vi en grab ud til lufthavnen, hvor vi hurtigt og uden problemer af nogen art kom igennem security, Prisniveauet var højt, så vi valgte at vente på maden i flyet. Singapore airlines serverede fin mad på den ret korte tur fra Hanoi til Singapore, så det viste sig at være et godt valg. 

I Singapores smukke lufthavn havde vi travlt, fra vi kom ud af flyet til det næste afgik var der lidt under en time, og da vi ovenikøbet måtte skifte terminal nåede vi ikke engang at komme på toilet inden vatter sad i et flysæde.