Go West
Vi har nu fået efterårsferie syd for grænsen, og har udnyttet situationen til at tage til Europas vestligste land, Portugal.
Vores logi er i den lille by Aguda lidt syd for Porto, hvor vi er indkvarteret i et 400 kvadratmeter stort hus på ikke mindre end 3 etager. Huset er ikke af nyere dato, og øverste etage har tydeligvis været forbeholdt tjenestefolkene. Her er der nu et par små værelser. På midterste etage har herskabsfamilien haft deres værelser, disse er nu udlagt som smukke soveværelser. Stueetagen indeholder så fællesrum samt udgangen til den dejlige have. Atlanterhavet er kun 150 meter fra huset og kan høres fra de øverste værelser. Jernbanen er tættere på og kan høres i alle rum!
Trekløveret startede med at gå på opdagelse efter morgenmad, og selvom de var lidt skeptiske med hensyn til åbningstider, da det jo er søndag, lykkedes det at finde en fin bager, hvor vi kom af med 2,40 euro for 20 rundstykker. I sig selv værd at nævne her, Desværre blev bager besøget lidt overskygget af Eva Aggerholm der i en misforståelse var ved at stjæle en portugisisk mands pung. Heldigvis blev tyverieforsøget stoppet. På vej tilbage kom vi forbi en lille købmandshandel, lille og gammeldags var måske mere dækkende, men de havde de basale ting og bortset fra marmeladen kom vi hjem med de ønskede varer. Vi fandt dog også ud af, at vi var lidt pressede i forhold til portugisisk... Marmeladen kunne vi ikke finde, men Peter fandt noget, marmelade, som vi købte - det mindede nu mere om rødgrød med lidt for meget stivelse i... men det er jo en del af rejsen at opleve noget nyt; også madmæssigt, men meget mere om det senere!
Efter morgenmaden gik vi alle en tur langs stranden ind til Aguda, hvor der ligger små cafeer og restauranter side om side og alle med en smuk udsigt over Atlanterhavet og en flot, bred sandstrand.
Solen skinnede fra en meget blå og skyfri himmel og hen mod middagstid begyndte den også at varme.
Efter rådslagning blev vi enige om, at alle undtagen Solveig og Eva ville tage toget til Porto for at se fodbold. Desværre spiller Porto ikke hjemme idag, så det blev den anden Porto-klub der spillede hjemme Boavista FC. Eva og Solveig var lidt trætte og ville daske lidt omkring i lokalområdet.
Da fodboldbanden var taget afsted, blev vi så enige om at gå ned til bageriet for at finde lidt frokost. På vej derhen kom vi forbi en lille lokal restaurant, som vi ville prøve i stedt for, men ak, der var ikke flere pladser... det ser ud som om rigtig mange portugisere tager ud sammen med familien og spiser søndagsmiddag ergo ikke mange borde tilbage til os. Nå, men vi gik videre mod bageren og de serverede sjovt nok også varm mad. Vi satte os efter at have snuset lidt omkring, og spurgte tjeneren efter et menukort, det havde de kun på et skilt ved døren, men vi måtte komme op og se, hvad de havde. Han fortalte om forskellige retter og vi kiggede ned i gryderne. Eva valgte noget med fisk og jeg noget sammenkogt.
Da tjeneren kom med tallerkenerne viste det sig at Solveigs ret så noget skeptisk ud, og Eva udbrød; "bare det ikke er kallun". Solveig spiste ris, bønner og lidt af kødet. Evas ret var meget kompakt med en ret markant fiskesmag.
Da vi havde betalt fik vi kvitteringen, og da vi igen var indenfor husets wifi zone, slog vi op på google og det viste sig så, at Solveigs ret; "Tripas" var kallun (dyreindvolde, specielt den sidste drøvtyggermave) og Evas ret "Bacalhau" var klipfisk (som Eva havde svoret, hun aldrig ville spise).
Godt så, vi har i dag lært to portugisiske ord og dem glemmer vi ikke igen. Men vi fik også en lokal madoplevelse, for vi var de eneste turister. For øvrigt skal det nævnes, at retten Tripas også er øgetnavnet på folk fra Porto, samt at retten er meget lokal og stort set forkommer på samtlige restauranter heromkring. Vi kan nu sige tjek til den, og så overlade stafetten til andre familiemedlemmer:-) Velbekomme!
Udflugtsholdet tog ved 13 tiden toget fra Granja stationen, stationen er slidt, men fordums klasse fornægter sig ikke. Kakler fortæller om Portugals smukkeste steder mens forfaldet breder sig. Vi klarede turen ind til Portos Sao Bento banegård på lidt over en halv time. Banegården er utrolig smuk, også her med Portugisiske motiver. Herfra gik det på apostlenes heste mod Boavistas stadion. Vi kom forbi smukke bygninger, fede butikker (bl.a. så vi den lokale Ferrari forhandler) samt kom forbi bygninger der havde set bedre dage for lang tid siden.
Ude ved stadion lykkedes det os at købe billetter til udebaneafsnittet, hvorfor vi sad blandt den portugisiske ligas bundholds fans. Det lyder ikke specielt spændende, med CD Aves fans gjorde et stort indtryk på os alle. På trods af at holdet spillede en elendig kamp, og endda tabte på et selvmål holdt de kampen igennem et imponerende lydniveau godt. Efter kampen valgte vi at tage metroen tilbage til banegården, hvorfra det efter nogen kamp lykkedes os at finde et tog tilbage til Granja.
I huset ventede Eva og Solveig med god mad til os, under kampen var det kun blevet til et meget beskedent måltid.
Ports Sao Bento banegård. Meget imponerende og givetvis et godt sted at blive klogere på Portugals historie.
Den store CD Aves indpisker, han sørgede gennem stort set hele kampen for en imponerende stemning på trods af holdets ringe spil.
Vores logi er i den lille by Aguda lidt syd for Porto, hvor vi er indkvarteret i et 400 kvadratmeter stort hus på ikke mindre end 3 etager. Huset er ikke af nyere dato, og øverste etage har tydeligvis været forbeholdt tjenestefolkene. Her er der nu et par små værelser. På midterste etage har herskabsfamilien haft deres værelser, disse er nu udlagt som smukke soveværelser. Stueetagen indeholder så fællesrum samt udgangen til den dejlige have. Atlanterhavet er kun 150 meter fra huset og kan høres fra de øverste værelser. Jernbanen er tættere på og kan høres i alle rum!
Efter morgenmaden gik vi alle en tur langs stranden ind til Aguda, hvor der ligger små cafeer og restauranter side om side og alle med en smuk udsigt over Atlanterhavet og en flot, bred sandstrand.
Solen skinnede fra en meget blå og skyfri himmel og hen mod middagstid begyndte den også at varme.
Efter rådslagning blev vi enige om, at alle undtagen Solveig og Eva ville tage toget til Porto for at se fodbold. Desværre spiller Porto ikke hjemme idag, så det blev den anden Porto-klub der spillede hjemme Boavista FC. Eva og Solveig var lidt trætte og ville daske lidt omkring i lokalområdet.
Da fodboldbanden var taget afsted, blev vi så enige om at gå ned til bageriet for at finde lidt frokost. På vej derhen kom vi forbi en lille lokal restaurant, som vi ville prøve i stedt for, men ak, der var ikke flere pladser... det ser ud som om rigtig mange portugisere tager ud sammen med familien og spiser søndagsmiddag ergo ikke mange borde tilbage til os. Nå, men vi gik videre mod bageren og de serverede sjovt nok også varm mad. Vi satte os efter at have snuset lidt omkring, og spurgte tjeneren efter et menukort, det havde de kun på et skilt ved døren, men vi måtte komme op og se, hvad de havde. Han fortalte om forskellige retter og vi kiggede ned i gryderne. Eva valgte noget med fisk og jeg noget sammenkogt.
Da tjeneren kom med tallerkenerne viste det sig at Solveigs ret så noget skeptisk ud, og Eva udbrød; "bare det ikke er kallun". Solveig spiste ris, bønner og lidt af kødet. Evas ret var meget kompakt med en ret markant fiskesmag.
Da vi havde betalt fik vi kvitteringen, og da vi igen var indenfor husets wifi zone, slog vi op på google og det viste sig så, at Solveigs ret; "Tripas" var kallun (dyreindvolde, specielt den sidste drøvtyggermave) og Evas ret "Bacalhau" var klipfisk (som Eva havde svoret, hun aldrig ville spise).
Godt så, vi har i dag lært to portugisiske ord og dem glemmer vi ikke igen. Men vi fik også en lokal madoplevelse, for vi var de eneste turister. For øvrigt skal det nævnes, at retten Tripas også er øgetnavnet på folk fra Porto, samt at retten er meget lokal og stort set forkommer på samtlige restauranter heromkring. Vi kan nu sige tjek til den, og så overlade stafetten til andre familiemedlemmer:-) Velbekomme!
Udflugtsholdet tog ved 13 tiden toget fra Granja stationen, stationen er slidt, men fordums klasse fornægter sig ikke. Kakler fortæller om Portugals smukkeste steder mens forfaldet breder sig. Vi klarede turen ind til Portos Sao Bento banegård på lidt over en halv time. Banegården er utrolig smuk, også her med Portugisiske motiver. Herfra gik det på apostlenes heste mod Boavistas stadion. Vi kom forbi smukke bygninger, fede butikker (bl.a. så vi den lokale Ferrari forhandler) samt kom forbi bygninger der havde set bedre dage for lang tid siden.
Ude ved stadion lykkedes det os at købe billetter til udebaneafsnittet, hvorfor vi sad blandt den portugisiske ligas bundholds fans. Det lyder ikke specielt spændende, med CD Aves fans gjorde et stort indtryk på os alle. På trods af at holdet spillede en elendig kamp, og endda tabte på et selvmål holdt de kampen igennem et imponerende lydniveau godt. Efter kampen valgte vi at tage metroen tilbage til banegården, hvorfra det efter nogen kamp lykkedes os at finde et tog tilbage til Granja.
I huset ventede Eva og Solveig med god mad til os, under kampen var det kun blevet til et meget beskedent måltid.
CA senior forsøgte efter kampen at komme hurtigt væk fra udebane afsnittet. Han havde dog intet held med at overbevise de 4 politibetjente om at vi bare var danske turister der ikke udgjorde en fare ved at blive lukket hurtigt ud på gaden. Altså måtte vi pænt vente på at stadion blev tømt for de skuffende få tilskuere. Havde der været fuldt hus havde vi måttet vente i timevis med den fart.
Kommentarer