On the road again
Dagens etape lød på følgende: Coimbra, Aveiro og retur til Porto.
Vi lagde ud med en stor pose med madpakker og lækre brød med fyld fra den lokale bager. Vejrudsigten lovede 27 grader, så flere i selskabet startede ud i shorts. Første stop var Coimbra, og mens vi kørte mod målet så vi endnu engang på de store områder langs ruten med høje, slanke eucalyptustræer langs vejene og på de store vidder. Eucalyptustræer er ikke naturlige i Portugal, men blev sidst i 1800-tallet plantet af britiske og franske botanister dels af medicinske grunde og dels for at undgå den tiltagende erosion. Senere begyndte man at dyrke eucalyptustræer til papir- og gummiproduktion. Men det har vist sig, at det siden 1970´erne har været en katastrofe for miljøet idet det har ført til en sænkning af grundvandsspejlet samt en øget hyppighed af omfattende skovbrande, dels fordi træerne har et stort olieindhold, dels fordi det er en del af træernes naturlige cyklus at brænde så de meget hårde frøkapsler kan åbne sig.
Coimbra blev indtaget ved 11-tiden. Det er en portugisisk universitetsby som fra 1139-1260 var Portugals hovedstad. Coimbras universitet er grundlagt i 1290 og dermed et af de ældste i Europa. Det kunne også ses på de store og majestætiske bygninger.
Aveiro er den by som er endestation på "vores" S-tog. Den kaldes også Portugals Venedig på grund af de mange små kanaler som ligger omkring byen med look-alike gondoler omsejler rundt. Vi daskede rundt i byen og så på dens mange art niveau bygninger og fornemmede en herlig sensommer stemning, og en by, som ikke var præget af turister men derimod portugiserne selv, der sad og nød livet på en af byens mange fortovscafeer og restauranter.
På vej hjem tog vi en lille færge over på den nordlige del af Canal da Vila. Efter den lille færgeture kørte vi mellem et naturreservat og en lagune op mod Porto. Og sandelig om vi ikke var heldige, pludselig så vi nogle store, hvide og lyserøde fugle stå på lavt vand og ved nærmere eftersyn opdagede vi, at det var flamingoer. Bilens bremser blev trådt i bund og katastrofeblinket sat til (man er vel i et sydeuropæisk land) og så blev bilens ellers næsten tømt for at passagererne kunne se på de fremmede fugle.
Men nu var Eskild altså også ved at blive utålmodig, da sulten var stor, men den lille nevø klarede også de sidste kilometer i fin stil, og han var en fornøjelse at have med på tur, idet han bare fandt sig i at få afbrudt middagssøvnen og blive hevet op og ned af klapvognen alt efter, hvor stejle gaderne var. Vi glæder os til flere ture med ham!
Vi lagde ud med en stor pose med madpakker og lækre brød med fyld fra den lokale bager. Vejrudsigten lovede 27 grader, så flere i selskabet startede ud i shorts. Første stop var Coimbra, og mens vi kørte mod målet så vi endnu engang på de store områder langs ruten med høje, slanke eucalyptustræer langs vejene og på de store vidder. Eucalyptustræer er ikke naturlige i Portugal, men blev sidst i 1800-tallet plantet af britiske og franske botanister dels af medicinske grunde og dels for at undgå den tiltagende erosion. Senere begyndte man at dyrke eucalyptustræer til papir- og gummiproduktion. Men det har vist sig, at det siden 1970´erne har været en katastrofe for miljøet idet det har ført til en sænkning af grundvandsspejlet samt en øget hyppighed af omfattende skovbrande, dels fordi træerne har et stort olieindhold, dels fordi det er en del af træernes naturlige cyklus at brænde så de meget hårde frøkapsler kan åbne sig.
Coimbra blev indtaget ved 11-tiden. Det er en portugisisk universitetsby som fra 1139-1260 var Portugals hovedstad. Coimbras universitet er grundlagt i 1290 og dermed et af de ældste i Europa. Det kunne også ses på de store og majestætiske bygninger.
Aveiro er den by som er endestation på "vores" S-tog. Den kaldes også Portugals Venedig på grund af de mange små kanaler som ligger omkring byen med look-alike gondoler omsejler rundt. Vi daskede rundt i byen og så på dens mange art niveau bygninger og fornemmede en herlig sensommer stemning, og en by, som ikke var præget af turister men derimod portugiserne selv, der sad og nød livet på en af byens mange fortovscafeer og restauranter.
På vej hjem tog vi en lille færge over på den nordlige del af Canal da Vila. Efter den lille færgeture kørte vi mellem et naturreservat og en lagune op mod Porto. Og sandelig om vi ikke var heldige, pludselig så vi nogle store, hvide og lyserøde fugle stå på lavt vand og ved nærmere eftersyn opdagede vi, at det var flamingoer. Bilens bremser blev trådt i bund og katastrofeblinket sat til (man er vel i et sydeuropæisk land) og så blev bilens ellers næsten tømt for at passagererne kunne se på de fremmede fugle.
Men nu var Eskild altså også ved at blive utålmodig, da sulten var stor, men den lille nevø klarede også de sidste kilometer i fin stil, og han var en fornøjelse at have med på tur, idet han bare fandt sig i at få afbrudt middagssøvnen og blive hevet op og ned af klapvognen alt efter, hvor stejle gaderne var. Vi glæder os til flere ture med ham!
Kommentarer