Den grønne linje

Er navnet på grænsen der adskiller den græske og den tyrkiske del af Cypern. Nu kunne man jo få den tanke at navnet er af symbolsk oprindelse, at det kunne betyde fred på grund af farven, eller måske udspringe af at der ikke er bygninger i grænselinjen, og den derfor er grøn?
Virkeligheden er at en britisk officer tegnede en linje på et kort med grønt blæk, og da grænsen idag i det store og hele følger denne linje er navnet jo oplagt. Øen er delt siden 1974, hvor et militær kup udløste en tyrkisk invasion.
I dag er status den at der i det mindste er huller i grænsen, forstået således at man kan krydse grænsen i begge retninger, men at den stadig er der er man ikke i tvivl om, idet der stadigvæk er FN soldater der patruljerer.

Vi besluttede os for at følge Lonely Planets forslag til en tur gennem Nikosia langs den grønne linje, turen går på den græske side, og gik igennem boligkvarterer. En stor oplevelse var det at se afspærringer, og kontrolposter, og samtidig opleve hvordan folk havde indrettet sig langs ingenmandsland. Det må gøre noget ved folks psyke at bo langs en pigtråds linje med udbombede huse i baghaven. Vi endte turen ved en anden grænseovergang end den ved Ledra street som er den almindelige for fodgængere. Her var vi nærmest de eneste, kun et par cyklister benyttede samtidig som os muligheden for at komme over på den tyrkiske side.

Den tyrkiske side er markant fattigere end den græske, vi kunne mange steder se ind i folks huse da dørene stod åbne, og lad det vare sagt med det samme, bo bedres indflydelse er nok stor i Danmark, men her rækker den tydeligvis ikke ud, der var tale om meget sølle forhold. Bygningsmassen er der sådan set ikke så meget i vejen med, dels ligger de pæneste og de fleste af de gamle korsfarer bygninger her, og i den Osmanniske tid var det også stedet hvor de fleste bygninger blev opført. Tidligere var der en tendens til at de forskellige etniske grupper boede forholdsvis adskilte fra hinanden, og Armenerne, der var en ret talrig gruppe, havde deres kvarter i det der nu er den tyrkiske del. Vi vandrede igennem arabahmet, det gamle armenske kvarter, godtnok er der desperat behov for penge til renovering, men kvarteret er ellers velbevaret, og holdt i en stil der adskiller sig fra resten af byen. Vi så også den gamle Armenske kirke, der er blevet restaurerer med støtte fra USA. Den er ikke mere brug, Armenerne blev flyttet i forbindelse med nogle etniske uroligheder tilbage i 1960èrne.

Vi indtog også vore frokost i den tyrkiske del, der var ikke det helt store udvalg, ligesom i den græske del var meget lukket i forbindelse med nytårfestlighederne.
Tæt ved vores spisested så Solveig en gade overdækket med farverige paraplyer.

Efter frokosten slentrede vi videre, og kom til den store Moske, der dog startede sit liv som en gotisk katedral tilbage i 1200 tallet. Bygningen udstrålede fransk domkirke på trods af de 2 minareter som de tyrkiske erobrere byggede på da de erobrede byen fra Venedig tilbage i 1570. indenfor var rummet også mere kirke end moskeagtigt, og det ville ikke tage en maler lang tid at føre den tilbage til dens oprindelige brug. En sjov detaljer var at bederetningen, der i Moskeer jo er mod Mekka, ikke er langs bygningens akse, hvilket giver en mærkelig optisk oplevelse.

Efter moskebesøget kan der lidt regn, og det fik os til at smutte tilbage mod vores bopæl p den græske side. Vi kom hurtigt ud af den Tyrkiske del, men at komme ind i den græske tog længere tid. Atter blev vi vidne til den forskel der er på folks pas. Vi med vores EU pas blev bare vinket ind da vores tur kom, men da vi stod bag folk uden EU pas tog det nogen tid inden vi kunne komme ind i det forjættede land.