Time to say goodbye...
Så var den store dag endelig kommet, hvor Ingeborg og Malte skulle begynde deres eventyr.
De rejser nu til Hong Kong, Bali, New Zealand, Australien og Vietnam. Det er et eventyr, de har set frem til længe, de har arbejdet hårdt og være super gode til at spare op og sætte penge til side til rejsen. De har planlagt og undersøgt, og de har brugt de sidste dage i juleferien på at få pakket.
Således var dagen, hvor de skulle afsted mod lufthavnen i Kastrup nu kommet. Maltes forældre havde taget en fridag, så de kunne køre de to til København, og lige få et frokostbesøg presset ind hos Maltes moster i Smørum, inden afleveringen i lufthavnen.
Jeg skulle møde til sædvanlig tid, og skulle køre hjemmefra kl. 06.45 - Ingeborg stod selvfølgelig op, så vi kunne drikke en kom kaffe inden afskeden. Det var lidt hårdt at sige farvel, og jeg var glad for, at jeg fandt en pakke Kleenex i handskerummet. Nu forstår jeg lige pludselig, hvordan mine forældre må have haft det, da de i 1990 kørte mig til flyveren i Karup, hvorfra min rejse til Australien i et år startede. Det var en tid uden internet, sms, email eller facetime. Der var ikke rigtig nogen, der sagde noget i bilen... Jeg husker, at jeg skrev breve og at jeg ringede hjem 2-3 gange. I dag er det trods alt anderledes og vi glæder os meget til at følge med i deres færden på diverse medier.
Peter skulle først møde senere og fik dermed mulighed for at sende Ingeborg afsted og også ønske Malte en god tur, og som han sagde, da jeg kom hjem: "Jeg har egentlig glædet mig til hun skulle flytte hjemmefra, og så er det med den største klump i halsen, jeg sender hende på ferie i 3 måneder"! I skal ikke være i tvivl om, at vi alle glæder os vildt meget over, at de to unge mennesker har lyst til og mod på eventyr, og vi er spændte på at følge dem. Jeg spurgte Christian, om det var hårdt at sige farvel til Ingeborg, det syntes han egentlig ikke, han ville bare ønske at han skulle med på turen, og så glædede han sig til at se dem i Vietnam, hvor vi alle tre mødes med dem den 29/3.
Vi håber I får en fantastisk rejse og så ser vi frem til eksotiske indlæg på Aggerholms Blog, selvom 3/4 af familien opholder sig omkring Harrislee og passer den travle hverdag.
Kommentarer