Fødselsdag i Akaroa
Første nat i bilen og Maltes fødselsdag. Vi sov overraskende godt i bilen, selvom madrasserne ret tynde. Efter vi var stået op og havde været i bad, anrettede vi et lille, hyggeligt morgenbord, så vi kunne nyde morgenmaden og fejre Malte. Dagen startede ret overskyet men det blev på et tidspunkt virkelig varmt at sidde i solen. Efter morgenmaden pakkede vi sammen og gjorde os klar, til at mødes med Jeppe og Tonje. Da vi kom ned til deres campingplads, sang vi alle tre fødselsdagssang for Malte, mens Jeppe spillede på ukulele. Vi gik ind til centrum af Akaroa og gik lidt rundt og så på byen. Vi fik købt lidt souvenirs til vores kære derhjemme og gik bare og slentrede og nød den fransk inspirerede by og byggestil. Det minder meget om et sommerhusområde for New Zealændere fra Christchurch området. Der er en del restauranter og caféer her og mange aktiviteter på vandet så som SUP, kayak og dolphin watching. Vi gik hen til et fyrtårn og sad og nød solen og de flotte omgivelser lidt inden vi så småt gik tilbage i retning af campingpladsen. Malte og jeg gik lige lidt rundt for os selv, for at finde et sted at spise aftensmad, da Malte havde fået det foræret af hans forældre i fødselsdagsgave. Vi fandt et sted og gik derefter tilbage til Jeppe og Tonje. Tonje var træt, så hun tog en lur, mens Jeppe, Malte og jeg spillede kort. Vi spillede “shithead“, som er et spil, som J&T har lært af en englænder, som de har arbejdet sammen med. Det var et sjovt spil og vi hyggede os. Derefter sad Jeppe og spillede lidt for os på sin Ukulele, som han og Tonje har købt her, da de begge er ret musikalske. Det skal nok munde ud i nogle hyggelige aftener på campingpladser.
Kl. 18 gik Malte og jeg ud og spise rigtig lækker mad, med udsigt ud over bugten. Det var både smukt og super hyggeligt og en dejlig gave fra Berit og Michael!
Efter det gik vi tilbage til J&T og gik sammen op til vores campingplads, som er lidt hyggeligere end deres. Her har vi lavet popcorn og siddet og spillet en masse kort. I morgen går turen videre mod Lake Tekapo.
Kommentarer