Blæst ved Slope Point

30/1:

Vi blev i morges hentet af Jeppe og Tonje på vores campingplads og satte derefter alle samlet kurs mod nationalparken “The Catlins”. Her var første stop Kaka Point, som er en lille, søvnig by ved kysten. Vi gik ind i deres lille infocenter, som samtidig også var en restaurant, bar og lille kiosk. Vi fandt ikke så meget ny info og kørte hurtigt videre til Nugget Point. Det skulle være et utrolig flot sted, med et fyrtårn helt ude ved skrænten med en masse mindre klippestykker spredt i vandet. Det var kun 900m gåtur hver vej fra parkeringspladsen, så vi nåede hurtigt hen til fyrtårnet og udsigten var søreme også smuk! Det var sjovt at se de mange mindre klipper spredt ud foran fyrtårnet og de stejle, stejle skranter til hver side af kysten. Desuden var her utrolig grønt og det var bare smukt. 
Vi gik tilbage til parkeringspladsen og satte derefter GPS’en til en gammel jernbanetunnel, som man kan gå igennem. Da vi ankom på parkeringspladsen blev det også anbefalet, at tage en lommelygte med. Vi gik sammen ned til tunnellen, og begav os ind i mørket. Vi havde besluttet ikke at tænde for lommelygterne og hold nu op hvor var der mørkt. Man kunne virkelig intet se, da den anden åbning snoede sig om et hjørne. Først efter godt 50 meter begyndte der at åbenbare sig lys for enden af tunnellen. Vi gik alle i en række og holdt fast i hinanden, så vi ikke blev væk eller fladt i tunnellen. Det var slet ikke den samme oplevelse at gå gennem tunnellen fra den anden side. Vejen var meget mere lige og man kunne nærmest hele tiden se udgangen og dermed lyset der skinnede ind. Det var sjovt at prøve to helt forskellige ture gennem tunnellen. Jernbanen der før i tiden førte gennem tunnellen var den sydligste jernbane i NZ på det tidspunkt og blev bygget af 70 mænd og strakte sig gennem Catlins Nationalpark. 
Vi satte os og fik lidt frokost på parkeringspladsen, inden vi kørte videre i retning af vores campingplads. Vi havde besluttet at overnatte ved Slope Point, som er det sydligste punkt på Sydøen. Der var godt 80km til campingpladsen. Vi stoppede ved et udsigtspunkt på vejen, som åbenbarede en smuk udsigt ud over det grønne landskab. Vi kom også forbi en stor flok får, som løb forvildede rundt på vejen, med deres hyrd og hyrdehund i bilen bag dem. Vi gassede ned og ventede på at fårene løb forskrækkede forbi bilen, så vi stille og roligt kunne fortsætte vores køretur. Vi kom forbi en smuk udsigt ud over Tautuku Beach og besluttede os for at holde der. Vi gik ned til stranden, som var en lang og meget bred sandstrand med grøn, grøn skov helt ned til sandstranden. Det var blæst en del op, så sandet føg hen ad stranden og der var ordentlig gang i vandet. Jeppe besluttede sig nu alligevel for at hoppe i og tage en hurtig dukkert. Vi andre synes bedre om at se på.
Ved 5 tiden nåede vi vores campingplads nær slope point og planlagde så derefter lidt dagens program for i morgen, hvor vi går på yderligere opdagelse i nationalparken. Forhåbentlig indebærer det denne gang nogle pingviner. Vi krydser fingre. 

31/1:

Egentlig havde vi planlagt en hel del i dag, men det faldt lidt i vasken pga. vejret. Vi ville egentlig tage hen til en strand og se, om der skulle være delfiner i vandet, som man kunne svømme med og tage rundt til nogle andre flotte steder her i The Catlins. Dog blæser det så voldsomt, at det ikke er særligt rart at være ude længe ad gangen. Efter morgenmaden besluttede vi os dog alligevel for at tage helt hen til Slope Point, som jo er det sydligste punkt på Sydøen. For at komme helt derhen skulle man gå lidt over en mark med får. Ude ved kanten var der den heftigste blæst jeg nogensinde har gået rundt i. Det var helt vildt. Man kunne næsten ikke komme fremad, når der kom et af de helt slemme vindstød og hoppede man op i luften, blev man sendt omkring 1,5 meter tilbage. Det gjorde nu oplevelsen ved Slope Point lidt sjovere og det er nok en oplevelse vi ikke lige sådan glemmer. 
Efter det tog vi hen til Curio Bay, hvor vi først og fremmest ville se på en forstenet skov fra Dinosauertiden. Man kan kun se den et par timer omkring lavvande, men det havde vi godt læst og kom derfor også til det rette tidspunkt. I klipperne under en kunne man tydeligt se formen og detaljerne fra træstammer, som er blevet til fossiler. Træerne er omkring 170 mio år gamle og blev forstenet via vulkansk aske, som løb ned langs en flod og sammen med silicium bestanden i askefloden blev træerne forstenet, hvis jeg husker rigtigt. Det var ret imponerende synes jeg. Bagefter gik vi så også gennem en levende skov, som var meget behagelig at gå rundt i, da man her var i læ for vinden. Desuden skulle Curio Bay være et godt sted at se både Blue Penguins og Yellow Eyed Penguins, så dem håber vi på at se i aften.
 For at komme i læ for vinden, satte vi os ind i turistcentret, som også var en cafe, købte lidt kaffe og te og spillede ellers en hel del kort. Når vejret er dårligt, er det ikke helt så sjovt kun at bo i en bil, da der ikke er så mange steder at flygte hen, så vi tilbragte et par timer i centret. Lige da vi skulle til at gå ud til bilerne for at lave lidt frokost, kom to tyskere, som Jeppe og Tonje havde lært at kende tidligere på deres rejse. De sov også på samme campingplads som os i går og der fik vi også snakket lidt med dem. Vi tog hen til stranden ved Curio Bay, hvor vi lidt havde håbet på, at kunne se delfiner, men de søgte måske også læ for vinden. Vi fik spist lidt frokost og gik derefter lidt rundt ved stranden og det var da også meget sjovt at se de kæmpe store bølger slå ind mod klipperne. Lige nu sidder vi bare lidt i bilen og kigger ud over stranden inden vi tager hen i centret igen, for at vente til solnedgang, hvor pingvinerne forhåbentligt kommer frem. 

Mens vi ventede var vi igen lidt nede ved vandet og iagttog de store bølger. Vi kørte hen til centret igen lidt i 7 og gav os til at lave lidt aftensmad. Da vi havde spist gik vi langs penguin walk ned til vandet og så ude i det fjerne en lille, Yellow Eyed pingvin. Malte var dagens helt og gik hurtigt tilbage til bilen og hentede rygsækken med den store linse. Der kom endnu en lille pingvin og denne gang fik vi også nogle gode billeder af det lille dyr. Yellow Eyed pingvinen er den sjældenste pingvin, fik vi læst os frem til og de er udryddelsestruede, så vi var taknemmelige for at få lov at se to af dem. I morgen går turen mod Invercargill, hvor vi regner med at tilbringe de næste dage, så vi kan æde det dårlige vejr passere og forhåbentlig se Milford Sound i solskin.