Hverdagens helt

Da vores flyafgang passer som en lort under en sko har den bestemt meget af dagens program. Vi skal i luften kl. 03.50. Ikke just prime time må man sige. Da vi forventede at ville blive trætte i løbet af natten gjaldt det i følge Solveig i det mindste om at starte dagen bedst muligt. Alt var således lagt an på en lang nats søvn. Den leverede vi heldigvis, vi vågnede først 9.15 så det kom til at passe ganske fint med at vi skulle forlade lejligheden i Nikosia kl. 11.
Solveig havde fundet en smart t-shirt i en butik, så efter vi havde lagt bagagen i bilen slentrede vi en sidste tur igennem byen, til vores overraskelse havde butikken ikke åbnet da vi stod foran den 5 minutter over 11, så vi måtte gå med uforrettet sag. Tilbage i bilen satte vi GPSen på Cape Greco, et forbjerg i den sydøstlige ende af øen. Nikosia ligger vel omtrent i midten, og det siger en del om øens størrelse at afstanden var små 100 kilometer. Med motorvej langt det meste af vejen, tog det ikke lang tid inden vi med Solveig bag rettet nærmede os. I Lonely Planet var nogle røde landsbyer inden cape Greco nævn, og vi kørte af motorvejen for at spise frokost i en ved navn Sotira. Et er en plan, noget andet er at udføre den, i vores tur gennem Sotira så vi intet der lod til at have åbent, så vi fortsatte til Paralimni,  den næste, og noget større landsby i området. Her parkerede vi og tjekkede byen ud til fods. Vi kom til et torv, hvor ikke færre end 3 kirker lå side om side. Den første vi kom til var lille og så meget gammel ud. nr. 2 var godt 130 år gammel, og i stil med den første, men større og med et tårn. Nr. 3 var stor, endda meget stor, og virkede ny.Vi har set adskillige af den slags nybyggede store kirker i en slags neobyzantisk stil hernede. Det minder lidt om de nybyggede moskeer vi tidligere har set på Balkan og i Tyrkiet, også de ligner hinanden og er bygget i en stil der minder om gamle tider.

Til vores sidste frokoststed valgte vi en lille undseelig kiosk, der havde nogle enkle retter på programmet. Da vi kom ind viste det sig at vi by change havde fundet EUs måske sidste internetcafe. 5 computere stod klar og ventede på kunder der ingen kom af i den tid vi var på stedet. Solveig bestilte en cheeseburger, der ikke var det helt store hit, mens Peter havde en heldigere hånd med en dejlig gang muossaka. (hvis min mor læser dette så kan det være hun husker første gang jeg smagte den ret 😖)
Her hænger Solveig ud på internet cafeen. Vi håber at der i det mindste om sommeren er kunder i den del af butikken.

Efter frokosten gik det videre i vores citroen mod Cape Greco, langt var der ikke at køre, kun godt 15 kilometer skulle tilbagelægges før vi satte bilen ved nogle sea caves. Herfra kom vi hurtigt på E4, en af de europæiske vandreruter der går tværs gennem kontinentet. Turen gik smukt igennem nogle spidse klippeformationer, og var for Solveig lidt af en prøvelse. Peter derimod havde pakket VANDRESKO i stedet for let og luftigt fodtøj, så han jamrede ikke. Vejret havde lidt svært ved at bestemme sig for om det skulle blive til solskin, vi kunne se blå himmel hele vejen, eller regnvejr, mørke skyer var også synlige på himlen. Desværre blev det de mørke, truende skyer der vandt kampen over os, og regnen begyndte af falde. Ikke en voldsom regn, men alle der bruger briller kender givetvis følelsen af frustration over våde brilleglas. Vi fik os dog kæmpet frem mod en smuk naturlig klippebro, og fik der taget billeder. regnen stoppede for en kort bemærkning netop der, hvilken den naturligvis skal have tak for. Fra broen kunne vi se en lille kirke helt ude på nogle klipper, der gik vi hen, så kirken og en hule tæt ved, inden vi besluttede os for at gå tilbage til bilen langs landevejen. Ikke den pæneste rute, men med vejret der ikke artede sig ret godt, i kombination med Solveigs ganske uegnede fodtøj var det en fornuftig beslutning.

Langs vejen udspandt der så den begivenhed der har inspireret os til dagens overskrift. Vi kom forbi en ældre mand der baksede med en punkteret bil. Peter så muligheden for at gøre en god gerning og spurgte resolut om manden havde brug for hjælp. Det viste det sig lidt overraskende at han havde, og endnu mere overraskende skulle det vise sig at netop Peter af alle netop var den person der kunne levere den nødvendige hjælp. Manden havde nemlig skruet alle 5 bolte af hjulet, men desværre gjorde hjulet overhovedet ingen tegn på var ville forlade sit leje af den grund, gode råd var dyre, men Peter havde en ide. Målrettede og både spark fra indersiden, og minsandten, netop som vi skulle til at give op gav hjulet sig lidt. Det gav nyt mod, og efter flere spark lå hjulet endelig på jorden, og manden kunne med et gigantisk smil sige tak for hjælpen. Hvad man dog ikke kan fixe med et spark😂

Glade over at have hjulpen en ældre medborger gik vi videre mod bilen, og selvom vi gerne havde hjulpet andre langs vejen fik vi ikke muligheden, vi mødte nemlig ingen på vejen.

Da dagens lys nu begyndte langsomt at svinde kørte vi mod Larnaka, hvor lufthavnen ligger. Her ville vi se byen og spise efterfølgende. Problemet var bare at vi var i byen ved 17 tiden, og så er der meget lang tid til kl 21 hvor vi mente at det ville være smart at spise. Første forsøg på at slå tiden ihjel var en gåtur langs stranden, gudskelov var regnen ophørt, en alligevel er det begrænset hvor lang tid man kan få til at gå på en mørk strand i 12 graders varme.

 Heldigvis havde byen flottet sig og lavet en vildt flot juledekoration på en badebro, den brugte vi en del tid på at fotografere fra flere vinkler og på siden at gå ud til. Næste skud i bøssen var en tur på en af de utallige kaffebarer langs promenaden. Det hjalp bare ikke for alvor, tiden sneglede sig afsted, og da vi havde brug for hjælp fra oven viste guds hus sig at være lukket. Byens domkirke er opkaldt efter Lazarus, som vistnok faktisk var byen første biskop,  og han blev efter sin anden død begravet i byen. Kirken var flot udefra, men ind kunne vi desværre ikke komme. Vi slentrede så rundt i den alt for lille gamle bydel, hvor vi bl.a. så den nybyggede synagoge udefra. Så gik vi en lang tur ud mod den lille fiskeri havn langs en smuk, EU sponsoreret promenade. Vi lagde mærke til at flyene, der lagde an til landing vendte ude over vandet inden de passerede i lav højde over promenaden for at lande. Ved lystbåde havnen så vi en fisker, frøs lidt og vendte så om og gik med raske skridt tilbage mod byen. Vi så den lille middelalderlige fæstning og satte os på en bænk og så på uret, 19.03 var klokken. Det tog os et par minutter at fordøje chokket over hvor langsomt tiden var gået, men en tung beslutning måtte træffes. Vi blev nødt til at afvige fra planen, vi ville jo risikere at slide skoene op ( i hvert fald Solveigs), hvis vi skulle vandre løs de næste 2 timer også. Altså kiggede vi os omkring og så, at bænken stod foran en Libanesisk restaurant, den besluttede vi os enstemmigt for at spise på.

Menukortet var meget indbydende, og vi tog os god tid med at beslutte os. Flere retter var oppe at vende i beslutningsprocessen, men vi endte ved deres vegetariske meze. Dels på grund af, at den inkluderede en god del af de retter, vi havde haft i spil, dels på grund af, at det givetvis ville tage lang tid at tygge sig igennem de 15 retter, den bestod af.
Det viste sig af begge de ovennævnte grunde holdt stik i praksis, maden smagte fantastisk, og det tog ca. 1 time og 30 minutter at komme igennem den.
Da vi ikke kunne trække den længere gik vi hurtigt tilbage mod bilen, det regnede så kraftigt, at enhver overvejelse om at slentre rundt hurtigt blev taget af tapetet.
Nu er vi så på plads i den lille, men ret hyggelige lufthavn, Peter har slået en time ihjel med at skrive blog, og Solveig har sovet lidt på et meget primitivt leje bestående af en jakke under hovedet og en fleece over, formentlig for at dæmpe det skrappe lys.