Mt Taranaki - den perfekte vulkan

27/2: 

I morges ringede vækkeuret allerede 5:55. Vi skyndte os op, fik tøj på, børstet tænder og pakket sammen og så satte vi ellers kurs mod Mangorei Track, som skulle føre os op til en flot udsigt af Mt Taranaki. 

Kl. 7:40 var vi ankommet til parkeringspladsen efter vi var kørt forkert en gang om måtte vende om og tage en anden vej. Vi var klar til at starte gåturen og vejret lovede godt. Solen skinnede og der var ingen vind eller skyer på himlen. Vi stødte ved starten af turen på et skilt der sagde, at de ville tage omkring 2-2,5 timer op til Pouakai Hut, så det var jo ikke slemt. Første og længste del af stien førte gennem tæt skov. Der var lavet en rigtig god vandrerute med nogle net, der var lagt ud, så man ikke gik i mudder, hvis det havde regnet og en gangbro og trapper lavet af træ. Trapper var der i sandhed mange af. De startede efter de første ca. 15 minutter og første så en hele vejen op til hytten og længere endnu. Inde i skoven kunne man ikke se himlen overhovedet, da skoven var så tæt. Desuden gik vi også mest og lyttede til fugle og prøvede at se, om vi kunne spotte en kiwi, da der ved starten af stien stod et skilt om, at man nu træder ind i en “kiwi zone”. 

Jeg kan allerede nu afsløre, at vi desværre ingen kiwier så, da det lod til at være et forsøg, hvor de havde sat 70 kiwier fri på et stort areal, så man skal være meget heldig, for at se dem. 

Selvom det inde i skoven var køligt, fik vi alligevel varmen ved at gå op ad de mange trin. Vi kom langt om længe så højt op, at man igen kunne se himlen og mens vi havde gået inde i skoven var himlen blevet fuldstændig overskyet... Det var selvfølgelig ikke det vi havde regnet med, men pyt. Vi fortsatte turen og da vi kom om et hjørne, kunne vi se Pouakai Hut. Man kan overnatte i hytten, hvis man har lyst eller hvis man går en flere dages tur på bjerget, men vi besluttede os for kun lige at gå på toilet. Det var stadig temmelig overskyet og vi besluttede os for at spise vores morgenmad i hytten og vente på, at vejret forhåbentlig klarede lidt op.
I hytten var der liv og glade dage. En gruppe ældre damer havde overnattet der og en yngre pige var ankommet her til morgen. De ældre damer var fra Australien og meget snaksaglige. Det var også dem, der havde inviteret os ind i hytten og lokket med, at der var dejlig varmt, da de havde tændt op i pejsen. Vi faldt i snak med dem og de havde været oppe på bjerget ved solopgang, og der var spidsen desværre dækket af skyer, så vi på nogle af deres billeder. Den yngre pige var fra Luxembourg og var på en flere dages vandretur. Hun var rigtig flink og senere kom der også en yngre, tysk dreng, som vi havde set på campingpladsen. Han var gået før os og havde allerede været oppe ved målet, som var Pouakai Tarns, hvilket er det lille vandhul, hvor man kan se vulkanen spejle sig i. Han viste et billede og alt var dækket af et tykt lag skyer. Vi besluttede os for at vente lidt i hytten og håbe på bedre vejr. Den tyske dreng havde hørt, at det skulle klare op omkring kl. 12, det betød, at vi skulle få ca to timer til at gå. Vi fik spist morgenmaden i ro og mag og fik snakket med alle de andre gæster i hytten. På et tidspunkt pakkede damerne sammen, da de skulle nå en shuttlebus ved 15-tidens de forlod hytten lidt i 12 og der begyndte vi også at så småt at gøre os klar til at drage op til vandhullet, da vejret efterhånden var blevet en del bedre og der kom mere og mere blå himmel. Fra hytten var det kun ca. 15 minutters gang hen til vandhullet. Da vi kom op til et plateau, kunne vi allerede se vandhullet. Vi havde godt nok også hørt, at man ikke skulle forvente sig for meget, men at det virkelig var så lille, havde vi nu alligevel ikke troet. 
Pouakai Tarns
Vi kunne på plateauet også se Mt Taranaki og spidsen var desværre stadig dækket af skyer. Vi besluttede at gå ned til vandhullet og sidde der lidt og vente på, at skyerne måske fortrak sig. Nede ved vandhullet var der også andre der havde fået samme ide. Vi sad der i ca 40 min, men skyerne blev desværre hvor de var. Det var stadig et flot syn og man kunne stadig tydeligt se, hvor perfekt, kegleformet vulkanen er og resten af udsigten ud over landskabet var også smuk og solen varmede dejligt. Kl. 13 besluttede vi at gå tilbage. Vi gik op og tilbage til hytten og fortsatte ned til den tætte skov. På vejen mødte vi en del andre, som var på vej op. Turen ned gik langt nemmere og med kun 1 pause. Vi må også have gået hurtigt, da vi overhalede 4 af de 6 damer fra hytten, som var gået længe før os. Vi fik en kort snak med dem om udsigten på bjerget og fortsatte så ellers gåturen. Ned kom vi på ca 1t45min, så det gik ret hurtigt. 

Vi kørte til New Plymouth, hvor vi i høj grad havde brug for at få fyldt noget benzin på. Vi fandt en relativ billig benzinstation og kørte så videre til nattens campingplads, som ligger tæt på en golfklub og lige ned til en sø. Her fik vi lidt at spise, inden vi tog en lur, med bagklappen åben, så vi kunne få lidt sol og varme på vores fødder og noget frisk luft. Resten af dagen nyder vi bare eftermiddagssolen og finder ud af, hvor langt vi kører i morgen. 

Der var godt gang i campingpladsen, da der var en del aktivitet på vandet, især jetski. Det var en hyggelig plads og vejret var perfekt. Om aftenen var det klaret helt op igen og fra campingpladsen kunne man se Mt Taranaki og spidsen var ikke længere dækket af skyer. 

28/2: 

I morges sov vi bare så længe vi ville, efter vores tidlige start på dagen. Vi stod op til strålende solskin og sad og spiste vores havregrød med udsigt over søen. Vi havde besluttet kort at tage til Pak’n’save og købte lidt småting vi var løbet tør for og derefter at finde en cafe og få en kop kaffe. Vi fandt en hyggelig en i centrum af New Plymouth og sad og hyggede os med vores kaffe og et spil kort. Herefter tog vi til turistinformationen, da vi gerne ville have lidt information om Tongariro Alpine Crossing, især med henblik på Maltes knæ. De kunne ikke hjælpe os så meget, så vi besluttede at køre op til North Egmont Visitor Center, hvor der skulle være en flot udsigt på Mt Taranaki, og i dag var spidsen ikke dækket af skyer. 
Her fik vi et godt tip om en video på Youtube om Tongariro Alpine Crossing og vi spurgte også om, hvordan vejret ville blive i morgen tidlig, da vi ellers had overvejet at forsøge os på Mangorei Track igen, hvis vejret skulle være godt og man ville kunne se spidsen. Desværre skulle der til aften blive lidt mere overskyet og i morgen omkring middagstid skulle der komme nogle byger, så derfor kan det også være lidt usikkert at gå derop til solopgang, hvis det skulle være overskyet igen. Vi fik dog en lækker frokost heroppe ved foden af bjerget og nu må vi finde ud af, hvad vi beslutter os for at gøre. 

Vi besluttede os for at køre videre mod Te Kuiti, så der ikke er så langt til Taupo eller Tongariro National Park. På vejen stoppede vi for at fylde vores vanddunke op og vi stoppede i Tongaporutu ved ‘The Three Sisters’. Det er nogle klippeformationer ved stranden, som kun er tilgængelige ved lavvande. Vi havde ikke tjekket inden, hvornår præcis der var lavvande, men vi var heldige og kom på det rigtige tidspunkt. Vi gik ca 15 minutter langs stranden, som havde helt sort sand. Vi kom til en stor klippe, som skal forestille en elefant og derefter kunne man se de tre søstre. Landskabet mindede meget om de 12 apostle i Australien. Det var utrolig flot i aftensolen og med udsigt ned langs kysten på Mount Taranaki. 

Herefter kørte vi videre. Vi havde godt en times kørsel endnu til Te Kuiti. Vi ankom ret sent til campingpladsen, først ved 8-tiden og skyndte os at få lavet lidt aftensmad, så vi kunne hygge lidt og slappe lidt af endnu. Aftensmaden blev spist i sengen, da det allerede var blevet mørkt udenfor. Det er en fin campingplads midt ude i naturen, dog desværre med dårligt net. I morgen går turen videre mod Tongariro National Park, hvor vi gerne vil gå ruten til Tama Lakes.