Heli hike på Franz Josef Glacier

14/1:

Først og fremmest, tillykke med fødselsdagen fabs! 

I morges var vækkeuret sat til lidt i 8 og så var det ellers ud af sengen og spise lidt morgenmad og så afsted mod Franz Josef Glacier til vores Heli Hike, som skulle starte kl. 11:15. 

Turen fra Haast til Franz Josef var utrolig smuk. Vi kørte gennem regnskov og nød udsigten. GPS’en sagde, at vi ville ankomme ca 10 minutter inden check ind, så det var jo fint. 1,5 km inden mål blev vi stoppet, fordi vejen lukkede for en times tid grundet vejarbejde ved broen som fører til Franz Josef. Vi troede ikke vores ører da vi hørte det, sikke noget pis. Vi så allerede vores dyrt betalte Heli Hike falde i vasken, da vi ikke måtte køre igennem, selvom vi stod aller først i køren og de først lige havde lukket vejen i det minut vi var kommet hertil. Jeg prøvede desperat at ringe til firmaet vi havde booket hos, men der var så lang ventetid og opkaldet gik ikke rigtig igennem. Jeg sad både med Maltes og min telefon og forsøgte og efter godt 10 minutter lykkedes det endelig. Jeg talte med en sød medarbejder, som undskyldte for vejspærringen, som de troede var ophævet allerede. Hun fik vores tur ombooket til den sidste på dagen, som er kl. 13.45. Hold op hvor var jeg lettet efter at have snakket med hende! Nu må vi bare håbe, at vejret holder og der ikke bliver alt for overskyet, men i det mindste skulle det ikke regne eller blæse. Vi gik efter opkaldet lidt rundt ved byggepladsen og satte derefter vores bord og stole op ved bilen, fandt en bundaberg sodavand frem og et spil kort, for at få tiden til at gå. 

Det trak lidt ud og vi kunne først komme igennem kl. 12:30, men nu havde vi jo pludselig også god tid. Vi kørte direkte hen til campingpladsen, som lå lige overfor centret, hvor vi skulle tjekke ind til vores Heli hike tur, så det var jo helt perfekt! 

Vi fik fundet en super plads. Generelt er det en meget hyggelig plads omgivet af palmer og træet og med små, hyggelig kroge til bilerne og med udsigt til bjergene i baggrunden. 

Vi fik hurtig bakset lidt frokost sammen, som bestod af nogle skiver rugbrød, som vi købte i Queenstown. Det er virkelig noget af det man savner mest i henblik på mad! 

Efter det fik vi gjort os klar til vores Heli hike med en masse solcreme og den rette beklædning. Vi gik hen til centret og tjekkede ind. Vi skulle derefter udfylde nogle formularer med hensyn til vores sundhed og nødkontakter etc.. Derefter præsenterede vores guide sig for os. Hun var en ung kvinde ved navn Corrah, som før havde været professionel snowboarder. Hun var så sød og man følte sig straks tryg ved hende. Hun tog os med til et rum, hvor vi fik al vores udstyr. Vi fik vandtætte bukser, regnjakker, bæltetasker med spikes i til skoene, huer, vanter, store støvler og tykke sokker. Da vi havde klædt os på, blev vi ledt ud til en sti, som skulle førend gennem et lille stykke regnskov hen til helikopterne. Da vi ankom der, blev vi delt op i to mindre grupper. Vores guide tog tog sammen med 5 andre den første helikopter op til gletscheren og resten af os fik den anden helikopter. Jeg var så heldig at måtte sidde foran begge ture. Vi kunne nedefra ikke se gletscheren mere, da der var trukket skyer for, så vi var lidt bekymrede for, om vi overhovedet kunne se noget deroppe. Men flyveturen viste sig hvertfald at være rigtig flot og med super udsigt over gletscheren! Da vi landede trådte vi ud i strålende solskin, hvilket vi ikke loge havde forventet, men det var vi selvfølgelig positivt overraskede over! Vi fik besked på at sætte vores spikes fast på vores sko, så vi kunne få et fast greb i isen når vi gik. Derefter fik vi hver tildelt en vandrestok og så gik vandreturen ellers igang. Vi gik alle i en lang række bag vores guide, som nogle gange fjernede lidt løs is fra trappetrin med en skovl eller lavede mærker i isen med hendes økse. Vi stoppede et par gange for at kunne tage billeder og så vores guide kunne fortælle lidt om selve gletscheren. Vestkysten i New Zealand er et af de vådeste steder på jorden og de får omkring 7 meter regn om året og det regner mere end i Amazonas. Den regn falder så som sne ved gletscheren og da de kan får op til omkring 30 meter sne årligt, bliver det til en masse vægt. Sneen trykker altså sig selv så kompakt, at der dannes gletscher is. Denne proces tager kun ca. 7 år her ved Franz Josef Gletscheren, hvilket er virkelig hurtigt. Det betyder også, at gletscheren bevæger sig med omkring en meter om dagen, så i morgen vil gletscheren allerede se anderledes ud. Det er ret vildt at tænke på! Udsigt fra helikopterenTrapper hugget ud i isVi gik videre og så et jordskred ved en stor, brun flade af jord som havde formet sig i gletscheren og der opstod en kæmpe støvsky. Vi hørte også noget der lød som et stykke is der brækkede, men så dog ikke noget. Vi kom på et tidspunkt til en ‘Blue Cave’ som er en slags gletscherspalte. Her skulle vi så nærmest ned på alle fire for at kravle igennem og det var smukt at se den helt klare, blå farve isen havde inde i den lille hule. Der var formet slå trapper i isen rundt omkring, så man bedre kunne komme op og ned. Desuden var der stejle steder sat stolper med reb fast, så man kunne holde fast i dette. Ved det højeste punkt på vores vandring stoppede vi for at tage nogle billeder og nyde den smukke udsigt. Vores guide påpegede her en grænse i træerne, hvortil gletscheren for 12 år siden havde gået og den var efter alt at dømme skrumpet en del både i masse men også længde, hvilket godt kan være lidt skræmmende at tænke på, da vores guide også fortalte, at det ikke kun er fordi gletscheren flytter sig så hurtigt, men også fordi den smelter meget hurtigere end den tidligere har gjort. 

Ved det højeste punkt havde vi også udsyn til et vandfald som buldrede ned og bjerge med grønne træer voksende på sig, mens vi selv stod på en iskold gletscher. Det var en vild oplevelse og et utrolig smukt syn! 

Efter godt to timers vandring og vores ny tilegnede gangart ‘Franz Josef Shuffle’, som vi skulle bruge for at komme gennem smalle steder i gletscheren, kom vi tilbage til helikopterlandepladsen og gjorde os så småt klar til at blive fløget ned igen. Nu var solen også forsvundet bag skyerne, så nu var det også begyndt at blive rigtig koldt. 

Turen ned var en hel anden oplevelse, da udsigten var en hel anden. Vi kunne ude i horisonten skimte havet, mens vi stadig havde en gletscher under os. Vi tog nogle videoer og nød samtidig udsigten fra helikopteren. Tilbage på fast undergrund gik vi tilbage gennem det lille stykke regnskov og afleverede al vores grej. Vi var så heldige at vores billet også gav adgang til Hot Pools i samme bygning, så vi hentede hurtigt vores badetøj og slappede derefter af i de varme bassin. Det var dejlig afslappende efter en overraskende hård vandring. Man gik ikke hurtigt men meget op og ned og man gik på en sjov og anderledes måde end normalt pga. af de tunge støvle og spikes man havde brug for. 

Da vi var godt opblødt gik vi tilbage til campingpladsen og lavede lidt aftensmad og bookede derefter færgen til nordøen og lagde en grov rute for den sidste tid her på sydøen. Vi tager færgen fra Picton til Wellington mandag d. 24/2 kl. 8 om morgenen. På den måde har vi ca tre uger på nordøen med bilen endnu. 

I morgen går turen videre op langs kysten mod Greymouth. 
Campingpladsen i Franz Josef

Heli hike oplevelsen var stor for os begge. At opleve så mægtig en natur så tæt på var imponerende og noget vi ikke lige glemmer foreløbigt, så det var klart pengene værd! 

15/2: 

I morges fik vi begge lige facetimet med de kære derhjemme, som altid er en fornøjelse og en dejlig start på dagen. 

Herefter fik vi lidt morgenmad og satte så kursen mod Hokitika Gorge. Der var ca to timer og tyve minutters kørsel dertil så på vejen stoppede vi ved Lake Iathen, som vi kom forbi. Her kunne vi lige strække benene, komme på toilet og nyde en fin udsigt. Ved søen så vi endda Weka fugl. Den minder lidt om en kiwi fugl. Den har heller ingen vinger og har også brune fjer. Den har et rødt næb og den er meget nysgerrig, så da vi sad og tog billeder af den kom den helt tæt på os for at se hvad det nu var for noget. 
Da vi ankom til Hokitika Gorge var det tid til at få lidt frokost, så vi satte borde og stole op og smurte nogle rugbrødsmadder med tun og kylling på dåse og nogle grøntsager. Herefter gik vi den lille tur langs en sti og gangbro hen til Hokitika Gorge. Der var både et lille udsigtspunkt i starten, en hængebro over floden og adgang til en lille strand ved flodbredden. Vi fik taget en masse flotte billeder af den turkisblå flod, hvorfra farven igen stammer fra gletscher is og mineraler. Efter det tog vi kort ind til Hokitika by, som ligger godt 25km fra Hokitika Gorge. 

På et tidspunkt så vi en stor fugl lande i vejkanten i det fjerne og da vi kom tættere på lettede fuglen igen og vi kunne se, at det var en ret så stor ørn! 

Hokitika var ikke en særlig spændende by. Den var ret lille og så lidt trist ud, men okay, ved NZ’s vestkyst bor ikke engang 1% af New Zealands samlede befolkning. Vi fik fyldt relativ billig benzin på i forhold til hvad vi har set andre steder og derefter tog vi kort hen til en pynt med et skibsvrag og købte så en is, inden vi tog videre mod Greymouth, som er dagens sidste stop og dermed også steder vi tilbringer natten. Vi kunne ikke finde nogen gratis campingpladser i området til ikke self contained, men vi fandt dog en billig en midt i Greymouth, til kun 10$ Per person endda med wifi, bruser og toilet, vaskemaskiner og lille loungeområde. Nu sidder vi og nyder eftermiddagssolen og nyder ikke at skulle køre mere for i dag. I morgen går turen til Westport, som er ‘hovedby’ på vestkysten. I morgen skulle stormen også ramme, men bestyreren på nattens campingplads mente nu, at den var ved at mildne lidt ude på havet og at det derfor kun ville vare fra søndag eftermiddag til mandag morgen, så vi krydser fingre! Skibsvraget ved Hokitika