En stjernehimmel af glødeorme
8/2:
Den eneste plan for i dag var at komme til Te Anau i Fiordland, så vi sov bare længe i morges (9:15) og tog det stille og roligt med morgenmaden og med at få os gjort klar til køreturen. Fra Lumsden til Te Anau var der heldigvis kun 50 minutter at køre, så det var jo ikke meget. Undervejs stoppede vi nogle steder langs vejen, for at tage billeder af den smukke natur, som vi befandt os i. Vi kørte med udsigt til smukke bjerge, hvoraf nogle toppe var dækket af et lille, tyndt lag sne. Så man til siderne, var der marker, med massevis af får, der omgav en. Vi ankom til Te Anau lidt i 1 og tog med det samme hen til vores campingplads. Her i byen er der ingen gratis campingpladser, så vi nyder at have brusebad, køkken og et spillerum de næste to nætter. Pladsen ligger lige ned til søen, Te Anau. Malte og jeg fik efter frokosten vasket vores sengetøj, som var mere end tiltrængt og derefter var planen at gå lidt rundt i den lille by, som så meget hyggelig ud, da vi kørte igennem i formiddags.
Vi gik lidt rundt nede langs søen og nød den smukke udsigte. Der var en del aktivitet på søen i form af kitesurfere, jetski, og børn der badede. Vi synes du det var lidt for køligt til at bade, da der var en kold vind nede ved søen. Vi gik videre hen til det firma, som vi skal på tur med i morgen, for at sikre os, at alt var i orden med vores booking. Det var det og i morgen tidlig kl. 9 skal vi på Glowworm tur, hvilket nok skal blive spændende!
Vi slentrede ellers bare lidt videre rundt i den lille by, købte en is og tjekkede priserne på et lidt større supermarked. Supermarkederne i mindre byer er ofte meget dyre. Byen er lille og vi var hurtigt kommet rundt i centrum og gik derfor bare tilbage til campingpladsen, hvor vi sad og nød eftermiddagssolen, imens vi læste lidt i vores bøger.
9/2:
I dag stod Glowworm Caves som det første på dagens program. Vi mødtes ved centret kl. 8:40 og gik ombord på båden 10 minutter senere. Sejlturen hen til grotten tog ca. 20 minutter og var utrolig smuk. Det var allerede en lille forsmag på vores Cruise på Doubtful Sound, så vi forventer os ikke så lidt. Da vi ankom til grotten, blev vi delt op i mindre grupper og fik tildelt hver vores guide. Vi startede uden for grotten i en skov ved vandet, hvor vi fik lidt information om, hvordan vi skal opføre os i grotten. Desværre var det ikke tilladt at fotografere derinde, fordi de helst ville have at vores opmærksomhed var op ormene og op hvor vi gik. Jeg fik dog sneget med til et par billeder af selve grotten.
Først gik vi langs en gangbro gennem grotten, med vores guide som fortalte lidt om det hele. Grotten er 12.000 år gammel, hvilket stadig er ret ung og den er stadig i gang med at blive formet af vandet, som strømmer igennem. Vandet kommer oppe fra en sø på bjerget og flyder på et tidspunkt ned gennem limestones og ned i grotten og ud igen nede ved søen. Vandet er så rent og klart, at man uden problemer kan drikke det og det fik vi også lov til inde i grotten. Der var en hel del aktivitet i vandet i grotten, da vandstanden var højere end normalt, grundet den voldsomme regn i starten af ugen. Omkring 4 dage forinden lå gangbroen vi gik op også fuldstændig under vand. Der var flere imponerende vandfald inde i grotten og det var vildt at se. Vi kom til en lille bro, hvor vores båd stod, som vi skulle sejle rundt med, for at se ormene lyse. Her fik vi besked på at være helt stille. Vi satte os ind i båden og al lyset omkring os blev slukket og ormene åbenbarede sig for os. Det var som at kigge op på en stjernehimmel. Det var utrolig smukt og de var så tydelige at se. Nogle steder spejlede de sig i vandet og man kunne skimte grottens konturer, der hvor ormene havde placeret sig. Vi var alle helt vildt imponeret og det var helt klart pengene værd at sejle i komplet stilhed på den lille sø og se de smukke Glowworms lyse som en stjernehimmel for os.
Ormene lyser fordi de er sultne. De sender små liner af klistret silke ned og med deres lys tiltrækker de insekter i grotten, som bliver fanget i deres line. Ormen trækker den line op, hvor der er et bytte og fordøjer det så.
Efter bådturen gik vi tilbage gennem grotten og vi stoppede et sted ved et lille klippeudhæng, hvor vores guide lyste på ormenes liner de sender ud. Man kunne tydligt se dem og de lignede små perlekæder der hang ned fra klipperne. Efter vi var ude af grotten, fik vi vist på et kort, hvor langt inde vi havde været, hvilket ikke engang var 1/4 af hele grotten. Den samlede grotte er omkring 6,7 km lang. Vi havde lidt tid inden udflugten skulle sluttes af med en lille præsentation om ormene, så vi gik en lille runde i skoven, som vores guide havde anbefalet. Området var utrolig smukt, med søen og bjergene i baggrunden. Vi kom tilbage til centret lidt inden præsentationen og fik lidt kaffe og te og fik så vist nogle videoer af ormene og deres liv og fik fortalt en del, bl.a. at ormene spreder sig væk fra hinanden, da de hader hinanden og det ellers hænder, at de æder hinanden. Til sidst i deres livscyklus bliver de til en flue, som lever i 2-3 dage, lægger æg og derefter dør.
Turen tilbage med båden var smuk og i strålende solskin. I går så vi et skilt med reklame om et lille farmersmarket i byen i dag, så der tog vi hen efter vi ankom med båden i Te Anau.
Det var ikke helt som vi havde forestillet os det. Vi tænkte det ville være et rigtig farmersmarket, hvor man kunne købe grøntsager etc., men det var mere lokale folk, som havde stillet nogle boder op og solgte ting som smykker, sæbe, marmelade, honning og hjemmebag. Jeg købte en Afghan Cookie, som er en typisk NZ cookie. Der var nemlig en bod der solgte mange mælkefri og vegane kager, hvor jeg fandt dem. De smagte super godt og dem tror jeg jeg skal prøve at efterligne derhjemme. Efter markedet gik vi tilbage til campingpladsen og spiste noget frokost og gav os til at nyde solen. Vi fik læst den del, slappet af, spillet kort og hygget, inden vi begyndte at lave aftensmad og derefter spille endnu mere kort.
I morgen går turen til Manapouri, hvor vores Cruise til Doubtful Sound starter på tirsdag.
Kommentarer