Dyr og dårlige veje over øen.

Efter gårdsdagens succes på den lokale cafe lod vi den vinde kampen om vores morgenmads penge. Vi fik en ganske ok morgenmad til meget billige penge, og tog afsted på de lidt over 300 kilometer mod Sandakan. Det burde jo ikke tage lang tid tænkte vi, med 70 kilometer i timen er vi der jo om små 5 timer. Vi havde dog ikke taget vejenes beskaffenhed i betragtning, vejen forbinder de 2 største byer i Sabah provinsen, men visse steder var den i virkelig dårlig stand, og parret med trafikmængden især af horribelt langsomme lastbiler var det umuligt for os at holde en gennemsnitsfart på bare 60 km/t. Vi så undervejs Mount Kinabalu knejse stolt over det omkringliggende landskab, selvom det ligger i bjergrige omgivelser er det alligevel klart det højeste bjerg, og virker som en kæmpe blandt dværge. Det er i øvrigt en granitsøjle, der er "skudt" op for mange tusinde år siden, og for øvrigt stadig vokser.
Efter byen Ranau blev landskabet mindre bjergrigt, uden dog at blive fladt, først efter Telupid, den eneste by af rimelig størrelse mellem Ranau og Sandakan blev det rimelig fladt, til gengæld startede palmeolie plantagerne for alvor, så hvad vi vandt i manglende bakker tabte vi straks til kæmpemæssige palmeolie tankbiler, der servicerede de store plantager. Sørgeligt at være vidne til, hvordan regnskoven ødelægges til fordel for palmeolie plantagerne. Man tænker måske umiddelbart, at det er godt med palmer og ikke blot en fældet regnskov, men problemet er faktisk værre for en fældet regnskov vil over tid regenerere sig selv, men, en monokultur som palmerne er nærmest en økologisk død zone. Den reducerer antallet af plantearter med 80 % og dyrearter med mellem 80-90 %. Dermed lider Borneos regnskov gevaldigt, og der er ikke rigtig nogle love, som virkelig beskytter hverken skoven eller dens urbefolkning. Der er altid en embedsmand som er til fals for en kuvert under bordet med katastrofale følger for økosystemet som konsekvens. mange familier er blevet lovet et stort pengebeløb og arbejde for at sælge deres land, men efter kort tid er deres omgivelser ubeboelige og de må flytte væk.
Palmeolie bruges for øvrigt i dag i produkter som kager, shampoo, kosmetik, slik, opvaskemiddel, brød og margarine. Det går ofte under navnet vegetable oil, og kan derfor være svært at undgå.

Nå men i Telupid fik vi frokost ved en meget lokal restaurant, vi spiste gange udemærket for den såre beskedne sum af 42 danske kroner, det er ikke mange penge for en vesteuropæer.
Fra Telupid havde vi et ønske, håb om at kunne nå at se Orangutang rehabiliterings centret der ligger noget udenfor Sandakan, det lykkedes os lige at nå at se en enkelt Orangutang mæske sig med de udlagte bananer, også en kort halet Macaque abe fik vi set, begge aber er enormt adrætte, og har en noget anden balance nerve end det almindelige menneske.

Efter mødet med skovens gule mand ankom vi til Sandakan inden mørkets frembrud, ikke ligefrem en smuk by ved første øjekast. Vores hostel, Harbourside backpackers viste sig at være ret let at finde, og vi fik også manøvreret vores kæmpe bil på plads i et parkeringshus, i morgen kommer vi næppe til at bruge den. Aftensmaden indtog vi på en af de talrige restauranter langs promenaden, ikke helt så billig som i Telupid, men med rigtig god mad. Alt i alt en super første ordentlige dag på Borneo.