Rafflesia - verdens største blomst.

Vækkeuret var igen i dag sat til 05.10 så vi kunne komme ud på vores morgensejl-tur. Denne morgen var det kun vores guide gennem alle dagene, Aloi, og så os fire. Han ville tage os med ud for at se, om vi kunne spotte nogle vilde orangutangs. Aloi er selv opvokset i området, hvor ressorter ligger og kender både regnskoven og især floden som sin egen bukselomme, det vil sige, at han også ved, hvor han skal spotte bestemte dyr, og han var fremragende. Han fandt faktisk en orangutang, men den var for hurtig væk, da de er meget sky. Men vi så sovende aber i træerne og selv udsigten med solopgangen over floden med en lavthængende tågedis var et utroligt smukt skue.Vi er alle enige om, at vi kommer til at savne dette skønne sted, og at vi meget gerne vil tilbage en skønne dag.Med solen bagende satte vi kursen mod Telupid. En lille flække i midten af ingenting, men der er godt internet ved en lokal café, kunne vi huske fra sidste gang, så der endte vi også for et pit stop denne dag. Vi var ikke særlig sultne men fik en lille snak og noget at drikke og ungerne fik den værste internet afhængighed stillet.Det var lørdag, og der var godt gang i det lokale marked. Vi købte nogle små brød med lækker fyld af porre og ost samt nogle lækre stegte bananer. Vi fik som altid en masse smil og hilsener og en af de lokale var særdeles snakkesalig og ville vide, hvor vi skulle hen. De spørger gerne, hvor vi kommer fra, og i starten sagde vi Danmark men er nu gået over til at sige Tyskland, for ikke mange af dem har nogen anelse om hvor Danmark ligger, men de fleste kender Tyskland, mange pga. Verdensmestertitlen i fodbold.Inden vi steg ind i bilen lykkedes det Peter at få nogle gode billeder, af en hvid Pick-up fyldt med mennesker på laddet. Det ser ud som om, de får mange børn her og så er det vel også bare det smarteste med en Pick-up, når man samtidig har en liberal holdning til sikkerhedsseler.. der kører i hvert fald utrolig mange af disse biler rundt.Næste stop var Rafflesia, verdens største blomst, som kan blive op til 1 meter i diameter. Den kummer ud af en lille brun knold som ligger ovenpå jorden og blomsten er frisk i 4-8 dage. Den har hverken blade eller stængel, men ligger ligesom ovenpå jorden. Peter havde fundet ud af et sted, hvor den skulle kunne ses, og vi var heldige. Et skilt ved vejen viste, at der var en have, som havde blomsten i fuldt flor og resolut rykkede Solveig bilen ud i rabatten og vi fik kameraerne om halsen og begav os afsted. Det viste sig, at denne have havde en del af dem, men kun en i blomst. Den var flot; rødlig med hvide prikker og kæmpe stor.Der var også varme kilder i nærheden, men vi var enige om, at vi havde fået nok varme og begav os i sted mod Ranau for at finde vores “hotel”.Vi var godt klar over, at dette ikke var i den dyre ende af hotel-skalaen, men der var ikke stort udvalg i denne flække.Liwagu Lodge er heller ikke noget at skrive hjem om, så det lader vi være medtog nøjes med at sige, at Ingeborg glæder sig meget over, at de sidste overnatninger ser fornuftige ud (hun har nu tjekket billeder).Aftensmaden fik vi et stort foodmarket, hvor lokale havde små boder med forskellige lækre retter, som man så kunne købe og spise ved små borde. Vi valgte lidt forskelligt og endte op med: dumplings med kylling, ris og kylling i soya, fiskesuppe og sur/sød kylling. Lækre veltillavede retter til dkr. 80,00 inkl. drikkevarer for os alle!Så kom regnen og vi krøb i ly inden vi vendte tilbage til hotellet. Da vi havde været tidligt oppe, ville det være rart med lidt fred og ro på vores værelse, men med deres papvægge og samme vinder, var der ikke meget støjværn mod det infernalske larm et karakokee anlæg fra det lokale marked diskede op med denne lørdag aften. Måske skulle man prøve at se, hvor meget toiletpapir der skal ørerne for at holde larmen fra malaysisk populærmusik sunget af skingre amatører ude.... Sov godt!