Borneo
Vækkeuret ringede klokken 06.00 men da havde Solveig allerede været vågen en times tid. Man kan sige meget om vores hostel, men termoruder var der ikke, og ja- det har de nok heller ikke så meget at bruge til, når man tager i betragtning, at der er 28-29 grader året rundet... men i hvert fald kom der jævnt hen over natten høje lyde fra gaden, Singapore er vist endnu en by, der aldrig sover.
Nå, men vi kom alle på benene og fik pakket rygsækkene, ned til MRT-toget og på vej ud til lufthavnen. Det tog kun lidt under en halv time, og vi fik tjekket ind og kom dermed af med rygsækkene, en af dem kom lidt for langt væk, må man sige...
Så var der lige paskontrollen. Med vores danske pas, kunne vi selv scanne det ind, de tre af os gik glat igennnem, men Solveig måtte en tur over til immigrationskontrollen, som nøje studerede hendes pas og tog nye fingeraftryk, inden hun fik et udrejse-stempel, og kunne slutte sig til de andre for at få morgenmad.
På vej over i køen nåede hun lige at overveje, om hun havde gjort noget ulovligt, det eneste hun kunne komme på var at have drukket en tår vand på en metrostation, hvilket er forbudt. Singapore kaldes også The "fine" city, fordi man kan få bøder for alt; f.eks for at spise eller drikke i metroen eller på stationerne, tygge tyggegummi, smide affald osv. Men heldigvis slap hun denne gang med skrækken.
Efter lidt snusen rundt i lufthavnen og lidt morgenmad gik vi mod "gaten", hvor vores security skulle foregå, det er nok også det smarteste at lave det på den måde, når der er ikke mindre end 4 terminaler.
Air Malaysia (jo, det var dem, der lige pludselig forsvandt et fly for, som aldrig siden er fundet) klarede både "boarding" og op og nedture til UG. Vi havde en mellemlanding i Kuala Lumpur, hvor vi fik hævet malaysiske Ringgit (1 R = 1,5 dkr).
Men stor var irritationen, da Solveig måtte konstatere, at hendes rygsæk ikke var at finde på bagagebåndet. Vi måtte lave en anmeldelse og de kunne allerede se, at den var på det næste fly, så den ville blive bragt til vores overnatningssted. Det er nu 5 timer siden, og den er endnu ikke dukket op, spørgsmålet er, om den kommer :-( Ikke Solveigs dag, men til gengæld Peters dag, for da vi kom til biludlejningsfirmaet fik vi tilbudt en gratis upgrade, det sagde herren i huset straks ja til, for siden vi pakkede vores egen bil har han haft bange anelser om hvorvidt det bjerg af medbragt bagage kunne finde plads i den lejede Honda Civic. Nu ligger rygsækkene derimod og råber til hinanden i vores nærmest gigantiske Ford Ranger, der godt nok ligner noget, der har været med i en krig eller to, men er udstyret med et GIGANTISK bagagerum samt automatgear, meget praktisk når nu al kørsel efter foreskrifterne foregår i den forkerte side af vejen.
Med Solveig bag rettet, Peter på forsædet og vores medbragte GPS med alverdens kort kørte vi næsten fra start sikkert mod målet nord for Kota Kinabalu, kun detaljen med at komme ud fra lufthavnen viste sig at volde besvær, og vi er meget taknemlige over de lokales tålmodighed med de 2 spærrede vejbaner, kun et par gange blev der dyttet inden vi kunne komme ind i den rigtige bane.
På Tang Dynasty Lodge blev vi hurtigt indlogeret, betalte lidt over 320 kroner for 2 dobbelt værelser, rørende billigt den ganske rimelige standard taget i betragtning, også ungerne var tilfredse, men de var jo heller ikke godt vant, måske et fif til en anden gang -start i bunden af prisskalaen, så bliver de så glade for selv små forandringer!
Vi kiggede forgæves efter en restaurant i nærheden på Trip Advisor, men måtte konstatere, at der var et godt stykke til den nærmeste, så vi spurgte i receptionen efter en restaurant, og blev fortalt, at vi bare skulle gå ned bag hotellet, der lå en.
Berugnis Café lå nærmest i hotellets baggård, og den var meget lokal. De 5 servitricer var meget interesserede i at betjene os som de eneste turister. De talte som andre her et godt engelsk, og kunne fortælle os om retterne. Vi fik bestilt, forret og hovedret samt cola, sprite og mineralvand - det smagte rigtig godt, maden blev indtaget mens gekkoerne kravlede rundt på væggene og servitricerne interesserede fulgte med i, hvad der foregik ved vores bord.
Da vi skulle betale blev det 45 RG (70 dkr.), vi gav pigen 50 RG og hun lyste op i et kæmpe smil, da hun fik at vide, at vi ikke skulle have noget tilbage. Hun gik resolut op til de andre og klaskede pengesedlen i bordet til stor jubel for hendes kolleger. Mon ikke vi får stambordet igen til morgenmaden:-)
Tilbage på hotellet bloggede vi lidt indtil Solveigs irritation over den manglende bagage blev for stor, og begyndte at undersøge hendes rettigheder. Men hvad hjælper det at man må gå ud og købe nyt tøj og sko, når de lokale er ca halvt så store som hende?
Heldigvis ringede telefonen på værelset i det samme og receptionisten kunne fortælle at der var en kurér med en taske til mig. Minsandten om det ikke var Solveigs blå Thule, der stod der! Den storsmilende kurér var en pige som gerne ville snakke og lige ud af posen spurgte "What are you doing here?" alt imens den stakkels receptionist sad og lyttede med, jo-vi kunne sige at vi var på vej mod Sandakan og havde brug for et stop undervejs, åbenbart ville hun ikke have valgt dette sted, men nu kom hun jo heller ikke fra Clifden Hostel i Singapore!
Nå, men vi kom alle på benene og fik pakket rygsækkene, ned til MRT-toget og på vej ud til lufthavnen. Det tog kun lidt under en halv time, og vi fik tjekket ind og kom dermed af med rygsækkene, en af dem kom lidt for langt væk, må man sige...
Så var der lige paskontrollen. Med vores danske pas, kunne vi selv scanne det ind, de tre af os gik glat igennnem, men Solveig måtte en tur over til immigrationskontrollen, som nøje studerede hendes pas og tog nye fingeraftryk, inden hun fik et udrejse-stempel, og kunne slutte sig til de andre for at få morgenmad.
På vej over i køen nåede hun lige at overveje, om hun havde gjort noget ulovligt, det eneste hun kunne komme på var at have drukket en tår vand på en metrostation, hvilket er forbudt. Singapore kaldes også The "fine" city, fordi man kan få bøder for alt; f.eks for at spise eller drikke i metroen eller på stationerne, tygge tyggegummi, smide affald osv. Men heldigvis slap hun denne gang med skrækken.
Efter lidt snusen rundt i lufthavnen og lidt morgenmad gik vi mod "gaten", hvor vores security skulle foregå, det er nok også det smarteste at lave det på den måde, når der er ikke mindre end 4 terminaler.
Air Malaysia (jo, det var dem, der lige pludselig forsvandt et fly for, som aldrig siden er fundet) klarede både "boarding" og op og nedture til UG. Vi havde en mellemlanding i Kuala Lumpur, hvor vi fik hævet malaysiske Ringgit (1 R = 1,5 dkr).
Men stor var irritationen, da Solveig måtte konstatere, at hendes rygsæk ikke var at finde på bagagebåndet. Vi måtte lave en anmeldelse og de kunne allerede se, at den var på det næste fly, så den ville blive bragt til vores overnatningssted. Det er nu 5 timer siden, og den er endnu ikke dukket op, spørgsmålet er, om den kommer :-( Ikke Solveigs dag, men til gengæld Peters dag, for da vi kom til biludlejningsfirmaet fik vi tilbudt en gratis upgrade, det sagde herren i huset straks ja til, for siden vi pakkede vores egen bil har han haft bange anelser om hvorvidt det bjerg af medbragt bagage kunne finde plads i den lejede Honda Civic. Nu ligger rygsækkene derimod og råber til hinanden i vores nærmest gigantiske Ford Ranger, der godt nok ligner noget, der har været med i en krig eller to, men er udstyret med et GIGANTISK bagagerum samt automatgear, meget praktisk når nu al kørsel efter foreskrifterne foregår i den forkerte side af vejen.
Med Solveig bag rettet, Peter på forsædet og vores medbragte GPS med alverdens kort kørte vi næsten fra start sikkert mod målet nord for Kota Kinabalu, kun detaljen med at komme ud fra lufthavnen viste sig at volde besvær, og vi er meget taknemlige over de lokales tålmodighed med de 2 spærrede vejbaner, kun et par gange blev der dyttet inden vi kunne komme ind i den rigtige bane.
På Tang Dynasty Lodge blev vi hurtigt indlogeret, betalte lidt over 320 kroner for 2 dobbelt værelser, rørende billigt den ganske rimelige standard taget i betragtning, også ungerne var tilfredse, men de var jo heller ikke godt vant, måske et fif til en anden gang -start i bunden af prisskalaen, så bliver de så glade for selv små forandringer!
Vi kiggede forgæves efter en restaurant i nærheden på Trip Advisor, men måtte konstatere, at der var et godt stykke til den nærmeste, så vi spurgte i receptionen efter en restaurant, og blev fortalt, at vi bare skulle gå ned bag hotellet, der lå en.
Berugnis Café lå nærmest i hotellets baggård, og den var meget lokal. De 5 servitricer var meget interesserede i at betjene os som de eneste turister. De talte som andre her et godt engelsk, og kunne fortælle os om retterne. Vi fik bestilt, forret og hovedret samt cola, sprite og mineralvand - det smagte rigtig godt, maden blev indtaget mens gekkoerne kravlede rundt på væggene og servitricerne interesserede fulgte med i, hvad der foregik ved vores bord.
Da vi skulle betale blev det 45 RG (70 dkr.), vi gav pigen 50 RG og hun lyste op i et kæmpe smil, da hun fik at vide, at vi ikke skulle have noget tilbage. Hun gik resolut op til de andre og klaskede pengesedlen i bordet til stor jubel for hendes kolleger. Mon ikke vi får stambordet igen til morgenmaden:-)
Tilbage på hotellet bloggede vi lidt indtil Solveigs irritation over den manglende bagage blev for stor, og begyndte at undersøge hendes rettigheder. Men hvad hjælper det at man må gå ud og købe nyt tøj og sko, når de lokale er ca halvt så store som hende?
Heldigvis ringede telefonen på værelset i det samme og receptionisten kunne fortælle at der var en kurér med en taske til mig. Minsandten om det ikke var Solveigs blå Thule, der stod der! Den storsmilende kurér var en pige som gerne ville snakke og lige ud af posen spurgte "What are you doing here?" alt imens den stakkels receptionist sad og lyttede med, jo-vi kunne sige at vi var på vej mod Sandakan og havde brug for et stop undervejs, åbenbart ville hun ikke have valgt dette sted, men nu kom hun jo heller ikke fra Clifden Hostel i Singapore!
Kommentarer